Punklegenden Keith Morris (fra Black Flag, Circle Jerks) tog sin legendestatus med til Roskilde Festival. Men desværre havde han ikke meget mere med.For satan. Hvor ville punk rock og hardcore ikke være i dag hvis det ikke havde været for bands som Black Flag og Circle Jerks? Ja, hvor ville den ikke være uden Keith Morris, der denne dag gæstede Roskilde Festival med sit band “OFF!”? Helt sikkert et komplet andet sted, så chancen for at opleve denne levende legende live, skulle selvfølgelig både tages. Der skulle gøres hunnør!
Men den koncert som han havde bragt med til Roskilde Festival denne onsdag, var langt fra noget at råbe hurra for eller noget nær en legendestatus værdig. Hans skarpe sangskrivning gik tabt i en kedelig optræden, og hans ellers så geniale humor og spændende historier var skiftet ud med ligegyldig chit-chat og pinlige pauser.
Når bandet endelig spillede (4-5 numre af gangen, tak for det), så fungerede det da også okay, og her sætter man pris på numrenes korte varighed. Så får man nemlig lige en god smag på de autentiske punk riffs, uden det når at blive rigtig kedeligt.
Det afholdte dog ikke tiden fra at snøvle sig afsted, og man kiggede oftere og oftere ned på uret for at drømme sig væk til mere spændende ting, såsom fx aftensmad.