Vores New Shit aktuelle band Grusom er nu endelig klar med deres længeventede debut. En debut der viser at Grusom ikke bare er endnu et rockband i rækken, men rent faktisk har noget på hjerte og noget at komme efter på rockscenen. 

 

Et længere hammondorgel stykke sætter stemningen inden bandet, med sanger og sangskriver Nicolaj Hoffmann Jul i front, kaster sig ud i en herlig svingende omgang rock n roll med nummeret “Come Closer”. Stilen er retrorock med hammondorgel i bedste Graveyard møder Ghost-stil. Alligevel fornemmer man hurtigt, at det ikke er retrorock baseret på det enkelte guitarriff, men at bandet som helhed har fokus på sangskrivningen.

Det er de stærke sange, de melodiske hooks, velskrevne vers og omkvæd, som man rent faktisk husker, der er Grusom’s sande styrke. Og de bands der kan skabe det er af en sjældenhed herhjemme og noget som vores svenske naboer har dyrket i mange, mange år. Grusom har endelig fanget pointen i vigtigheden af den gode sang.

Har du f.eks. bare hørt numre som “Evil”, “The Journey”, “No Gods” , “The Reaper” og signatursangen “Gruesom” en enkelt gang, ja så vil du allerede have sangene på hjernen et stykke tid efter. No shit!

Og så er der ærligheden. For Nicolaj Hoffmann Jul har skrevet en række sange på dette album, der oser af inderlighed og ærlighed. Teksterne er mørke og frontmanden har tydeligvis valgt at reflektere over sin egen tilværelse i livet, som til tider har været hårde. God idé!

Er du glad for tidlig Deep Purple, Black Sabbath og nyere navne som Graveyard, Uncle Acid og Ghost så vil du finde stor, stor glæde ved Grusom.
Grusom lyder ikke som noget andet dansk band herhjemme. Derfor er de et tiltrængt pust og selvom jeg i forhold til produktion godt kunne have ønsket mig, at guitaren havde ligget lidt mere fremme i lydbilledet og at vokalen havde været en anelse mere varieret, så kommer man ikke uden om at denne debut, er en af de bedste danske udgivelser i år!

Og kære danske bookere. Nu er det jeres tur; Sørg for at Grusom kommer ud med Uncle Acid, Graveyard, Blues Pills og andre navne i den stil, så det for alvor kan tage fart!

Opsummering
 : Inderlig og ærlig rock fra et band, der mener det de gør. Fokus er på den samlede helhed i sangskrivningen og det vinder Grusom stort på!

Lyt specielt til: “Evil”, “No Gods”, “Gruesom” og “The Reaper”

For fans af: Deep Purple, Graveyard, Ghost, Uncle Acid

Grusom – Grusom udgives via Kozmik-Artifactz Records