Meget dårligt er blevet skrevet og sagt om de seneste koncerter leveret af Manson på dansk grund. Først den famøse Copenhell 2012 koncert og siden i Valbyhallen 2013. Begge koncerter modtog fuldt ud fortjent negativ kritik. For du godeste hvor har der været langt mellem de gode koncerter med chok rockeren de seneste par år.
Man kan vel med rette kalde denne koncert i Store Vega for “tredje gang er lykkens gang”. Og dejligt var det da også at opleve Manson i mere intime rammer og med ordentlig lyd!
Først skulle vi dog igennem en rædsom koncert med de helt igennem kiksede Pop Evil. Kliché på kliché og uden én eneste form for nerve i musikken blev vi spist af med Pop Evil’s ligegyldigheder af en optræden inden hovedpersonen selv entrerede scenen kl 21.15.
En imponerende intro, hvor Store Vega’s scenen blev badet i røg og stroboskop lys, satte stemningen og fik varmet publikum godt og grundigt op. Måske var der alligevel noget stort på vej her?
Med “Deep Six” fra den nye og glimrende udgivelse “The Pale Emperor” sparkede Manson og co. koncerten igang med en ganske overbevisende indlevelse på scenen. Hovedpersonen selv naturligvis sminket i hele fjæset. Alt som ved det gamle. Sådan da.
Koncerten fortsatte med de helt klassiske Manson skærringe “Disposable Teens” og “mOBSCENE” og hvis ikke publikum var varmet op før så burde de i hvert fald være det nu, med denne start på en koncert.
Publikummet ville det denne aften. Der skulle ikke mange befalinger til fra Manson’s hånd før publikum lystrede. Men hvad med Manson selv? Ville han denne aften? Muligvis.
Det blev bare demonstreret alt, alt for lidt. Når først musikken spillede var det egentlig fint nok. Nostalgien var der. Men hver gang intensiteten og dynamikken i koncerten syntes at stige formåede Manson og bandet selv, at destruere det hele igen, med forbandede lang ventetid mellem hvert eneste nummer. Alt imens hovedpersonen enten selv skulle ud og hive luft eller skifte hat (som i øvrigt blev kastet ud til publikum allerede efter 5 sekunder efter skiftet).
Det værre er dog, at Marilyn Manson er ikke “farlig” længere. Og med farlig skal det ikke forståes som om man nødvendigvis behøver at gå Alice Cooper og bringe diverse remedier ind på scenen i et totalt horrorshow. Musikken bider simpelthen ikke fra sig længere. Og sammenlignet med kollegaer som ustyrlige og evigt vrede Trent Reznor i NIN eller Rob Zombie, så virker et show med Manson efterhånden ligegyldigt. Der mangler nerve og vrede. Chocket og det ekstreme udtryk, som musikken burde have, er efterhånden blevet overtaget af hygge og nostalgi. Alt i mens Manson selv skriger sig igennem det ene nummer efter det andet og, ja, jonglere en smule rundt med sin mikrofon.
Ret skal være ret. Koncerten i Store Vega var denne aften langt bedre end de to seneste koncerter. Det siger desværre bare alt for lidt. For igen var det nostalgien fremfor nerven, vreden og intensiteten i det musikalske udtryk der vandt og det kan og skal en kaliber som Marilyn Manson simpelthen ikke vinde på i længden.
