Tredje og sidste del af vores dækning af Copenhell er landet og det sker med en debutant på festivalen. Martin Horn Pedersen har aldrig været på Copenhell før. Bedre sent end aldrig kan man sige!
Copenhell 2015 – langt om længe skulle jeg besøge Copenhell. Det har været lidt flovt som metal anmelder ikke at have været forbi før, men ja der har været mange forskellige grunde, så det var med stor spænding og glæde at jeg tog afsted mod Refshaleøen for se dette monster og særligt fordi programmet for mig personligt så rigtigt spændende ud i år.
Torsdag
Life Of Agony på Copenhell. Foto Henrik Moberg Jessen
Life Of Agony
Første koncert på programmet for undertegnede var med Life of Agony. Af forskellige årsager var det først muligt at ankomme midtvejs i showet, så ingen karakter til det, men et par ord skal showet have.
Publikum virkede godt underholdt ved ankomsten og havde første del af showet været som den sidste giver det god mening. Da forsangerinden Mina(tidligere Keith) var godt i gang med at underholde publikum med en stærk vokal, som ikke virker til have tabt noget ved ændringen af køn. Hun så bestemt også ud til at føle sig godt hjemme på scenen og med publikum.
Der var ingen tvivl om, at vi havde et yderst velspillet band på scenen, der kendte hinanden rigtigt godt. På trods af pauser i ny og næ var det et super sammenspil uanset om vi var i det mere trashede, hardcore eller det mere alternative! Det gav koncerten et dejligt mix og dynamik, som sikrede man aldrig gik i stå. Ikke at det havde været muligt alligevel med den energi Mina have på scenen.
Så alt i alt en rigtigt god og velspillet koncert fyldt med energi. En fantastisk måde at sætte Copenhell 2015 i gang for rigtige mange mennesker. Så var stemningen sgu lagt og folk var klar til at forsætte festen.
Body Count på Copenhell. Foto Henrik Moberg Jessen
Body Count
Så stod den på rap-metal. Men ikke rap-metal som i en eller anden fjollet udgave hvor folk forsøger at rappe, uden vide hvad de laver. Men som i at man tager en fantastisk dygtig rapper og lader ham lave metal med vennerne. Det er hvad Body Count har stået for siden debuten i 1991 og som de senest, på albummet “Manslaughter”, beviste at de stadig var kongerne af. Det store spørgsmål var naturligvis om de stadig kan levere varen live, frontenmanden Ice T er trods alt blevet 57år efter hånden.
Bandet ligger ud med nummeret ”Body Count’s in the House” hvilket må siges at være yderst passende og med det samme står det klart at frontmanden stadig kan sit pis! Det bliver fulgt op med flere numre fra ældre albums og det første nye nummer vi modtager er titelnummeret fra det nye album Manslaughter. Et stærkt nummer som derudover også giver os en forklaring fra Ice T om han ikke bare hedder Ice T eller Ice Motherfuckin T, men Ice Motherfuckin T BITCH!
Folk elsker det. Body Count forsætter med både nyt og gammelt hvilket alt sammen bliver leveret stærkt af bandet. Men der er ingen tvivl om at Ice T er stjernen og at hans tid som rapper har lært ham at tale med folk. Han brokker sig over alt muligt og virker på mange måder som en sur gamle mand, men det er helt okay, for det passer til showet og det man forventer af Body Count, så publikum er med på den. Det næste højdepunkt kommer ved hittet fra Manslaugter ”Talk Shit Get Shot” hvilket sender publikum i gang med den næste råbe-med-fest. Nummeret bliver fulgt op af mere snak inden vi ifølge Ice T skal have vores nye nationalsang, hvilket naturligvis er bandets største hit, sangen der blev fjernet fra albummet efter første oplag nemlig “Cop Killer!”
Det havde været en perfekt afslutning på koncerten, som det normalt er, men der var åbenbart mere tid som vi fik “Born Dead” og en teaser af “Institutionalized”. Det gav desværre en lidt dårlig afslutning på koncerten der burde være stoppet ved Cop killer. Men bandet fik leveret en stærk koncert og Ice T beviste at rap og metal virker fint sammen, så længe at rapperen rent faktisk kan rap!
Slipknot på Copenhell. Foto Henrik Moberg Jessen
Slipknot
Så var det blevet tid til årets hovednavn, nemlig mosteret Slipknot! Bandet har været forbi Danmark en del gang på det seneste med Roskilde 13 og tidligere i år i Forum. Det forhindre dog ikke bandet fra Iowa i at trække det største crowd hidtil set foran Helviti på årets festival.
Efter en intro fra “XIX”-nummeret åbnes der op med “Sarcastrophe”, fulgt op af “The Heretic Anthem”. Dermed indikerer det at vi får sange fra hele bagkataloget denne aften. Hvad der måske står mest klart allerede nu er dog den rigtigt gode lyd, som bandet har denne aften. Noget der dermed står i stor kontrast til da de sidst var i Danmark og Weiss her på siden kunne fortælle hvordan den dårlige lyd ikke var bandet værdigt.
God lyd når det ikke alene, men med et flot sceneshow, et band der virker til have energien med sig og naturligvis frontmand Corey Taylor som leder af såvel band som publikum gennem dette monstershow i Helvede er det umuligt at træde forkert. Alle 9 medlemmer er velspillende og fyldt med energi og på den måde giver det hele showet en masse energi og et fremragende lydtæppe.
Selvom meget af det Taylor får sagt og gjort i løbet af showet er set og hørt før fra ham så virker det! Derfor er der jo ingen grund til at ændre på formlen, da både ældre Slipknot fans der har set det før får en oplevelse, såvel som de der aldrig har set det før, må få en kæmpe oplevelse. Som når han får publikum til at sætte sig ned under ”Spit it Out” og afvente at han siger ”jump the fuck up”. For som han siger, mange andre har forsøgt det samme, men ingen gør det lige så godt som Slipknot, og jeg må give manden ret.
Hele vejen igennem showet skifter bandet godt rundt mellem albums og giver dermed, som også beskrevet i starten af anmeldelsen, en dejlig tur gennem alle 5 albums. Inden vi slutter af med 3 ekstranumre i form af “(sic)”, “People = Shit”og “Surfacing”. Hvor særligt people=shit aldrig har virket mere passende at råbe med på end det gjorde denne aften. Der blev sluttet af med et brag og Slipknot fik bevist, at selv om meget af det er set før, så er de blandt de største metalbands idag, når de har energien og lyden med sig, som denne aften på Copenhell!
Fredag
Rise Against på Copenhell. Foto Henrik Moberg Jessen
Rise Against
Så var det tid til punkrock/melodisk hardcore med Rise Against, som på forhånd havde fået en masse kritik på Copenhells side for være booket og særligt at stå så stort på plakaten. Rise Against er på ingen måde “true” eller “rigtig metal”. Men heldigvis er Copenhell bedre end bare at booke hvad der er true og rigtigt. Lad det da også bare være sagt med det samme at Rise Against leverede en god koncert.
Bandet åbner op med “The Great Die-Off” fra det nyeste album “The Black Market” og så var festen sat i gang. En fest der hele showet igennem bar præg af et publikum, der utrolig gerne, og hele tiden ville crowdsurfe, og en konstant mosh pit (og i en periode to forskellige). En energi der hos publikum blev bragt til live af et yderst velspillet band.
På trods af lidt for meget guitar i forhold til vokalen, så blev det aldrig et problem for festen, særligt ikke fordi bandet er helt utroligt velspillet og super tight. For en fest var hvad vi fik hele vejen igennem, med et sprudlende og energisk band på scenen.
Det virker til rigtigt mange af de publikummer som ikke mosher og surfer festen igennem vælger at synge en masse med! Bandet har valgt en set med masser af energi, hvilket må siges at være et godt valg sådan en sang, dog er der også plads til mere rolig nummerer som giver plads til folk kan få vejret.
Efter bandet kort har forladt scenen vender frontenmand Tim McIlrath med en akustisk guitar og forsatte med en god kontakt til publikum, denne gang ved fortælle at et par akusitisk sang vel er passende på en metal festival. Dejligt at se et band der kan lave lidt sjov med, at de nok godt ved ikke alle syntes de helt passer ind. Men de folk som var der var glade, og moshen blev afløst af en cirkel-hold-i-hånd dans til det stærke og nummer “Hero of War” samt “Swing Life Away”. Det øjeblik de var færdig og tonerne af “Dancing for Rain” ramte, var punk festen tilbage sammen med pitten, og det hele blev sluttet af med hittet “Saviour”, og dermed fik Rise Against bevist at et band som dem hører hjemme på Copenhell – og kan skabe en fest.
At The Gates på Copenhell. Foto: Henrik Moberg Jessen
At the gates
Så var det blevet tid til de svenske melodød legender fra Gøteborg. Siden udgivelse af Slaughter of the Soul i 1995 har de siddet på tronen inden for genren, som de desværre forlod kort efter. I 2007 fik vi et comeback og i 2014 vi fik langt om længe et nyt album, “At War with Reality”, og selv om det aldrig får samme status er det et yderstærkt album der har givet bandet lidt flere sange at vælge imellem.
Og det var netop med et af de nye numre “Death and the Labyrinth” at showet blev skudt i gang, og fulgt op med to af de helt store klassikere i “Slaughter of the Soul” & “Cold”. Så var vi sgu i gang! Frontmand Tomas forsøgt flere gange at tale til publikum og dermed få gang i dem, dette valgt han at gøre på svensk, der klart virkede som det forkerte valg, da reaktionen var meget lille fra det ellers gode Copenhell publikum. De forstod simpelthen ikke hvad manden sagde meget af tiden.
Da bandet udover fronten blot gjorde deres job, nemlig at spille gode numre og spille dem godt, blev det aldrig så magisk som det før er set med At the gates. Bandet skal dog have ros for en god blanding af både ældre og nyerer numre som gav oplevelse af, at der trods alt er sket noget de seneste år, og de ikke længere blot er på (endnu en) reunion tour. Og særligt afslutningen med en en fest til “Blinded by Fear” sikrede en god afrunding af koncerten, og dermed sendte de folk videre med en god afslutning. Bandet bør nok spørge sig selv om de måske bør finde en måde at gøre noget ud af show-delen, for nok har de i sig selv på en scene sin charme og værdi, men det kræver også at alle mand er på, og kommer langt udover scenen hvis publikum skal få den store oplevelse.
Lørdag
Lørdagen bød på meget andet end livemusik. For Blastbeast startede den med at være DJs i Beirgarden, hvilket var en hyggelig måde at starten dagen på selvom der ikke var så mange folk på pladsen endnu. Senere på dagen var der også Wrestling på programmet, hvilket virkede til passe godt ind med publikum. Men naturligvis var der også musik:
Turbonegro på Copenhell. Foto Henrik Moberg Jessen
Turbonegro
Det kan godt ske wrestlere har gimmicks og nogle gang lidt mærkeligt tøj på, men det er ingenting i forhold til det freakshow Turbonegro stiller op med. Efter et skuffende show på Roskilde i 2013, var det med håb om noget langt bedre denne aften i de rigtige rammer, at jeg gik til koncerten. Bandet gik da også på scenen og spillede deres sange i den forventede påklædning, men meget af vildskaben er væk. Bandet forsøger stadig at levere den groteske og perverse humor som numrene er bygget op omkring, og det er da også sjovt. Men når bandet ikke selv virker til at tro på humoren hele vejen, og publikum skal bære den, så taber det noget. Det ændrer dog ikke på at mange havde det sjovt med synge sætninger som “I Got Erection” eller “City! City of Satan!”, og dermed har bandet stadig sin værdi, og kan stadig spille nummerne fint.
Men de er nødt til at spørge sig selv om de stadig har det sjovt med at stå på en scene som en flok transexuelle sømænd, for showet er nu en helt afgørende ting for at bandet er rigtigt godt – og rigtig sjovt. Hvilket de desværre ikke var denne aften – på trods af gode numre.
