Efter at have overvejet det et par år, valgte vi i år at sende Aleg-one & Martin Horn Pedersen til den belgiske festival Groezrock. En festival der består af hardcore, metalcore og punk i alle dens afskygninger. Kort sagt det de elsker mest – og alt det Weiss hader ;)
FREDAG
Ingen tanks!
Efter 14 timer i bustur ankom vi fredag morgen til Meerhout i Belgien. En gal finne fra et gøglet musiksite (Rockfreaks.net) have på turen forsøgt overbevise os om at Beach Slang var verdens bedste band og tvunget os høre det i bussen. Heldigvis kæmpede vi imod, og holdt fast i core ånden! Heldigvis er der på Groezrock plads til alle. Om du er til den mest poppede punk eller den hårde core med breakdowns på stribe, så opstår der hurtigt et fællesskab med de mennesker man møder på festivalen. Da vi have slået telt op og drukket de første øl af BENET, var vi klar til at bevæge os mod festivalpladsen. Festivallens første navn var Joyce Manor. Det stod dog hurtigt klart at det ikke faldt i vores smag, og vi fik i stedet dannet os et overblik over pladsen, hvor vi lærte alt var tæt på hinanden, dog uden at lyde ramlede sammen. Fedt! Ingen stress og det føltes nærmest som om at man sagtens ville kunne nå at se lidt af
Øl af BEN!
det hele, uden at skulle tvinges til at planlægge altsammen forinden.
Derefter var det tid til for os første koncert:
Carnifex
Aleg-One: Dødsmetal, deathcore, futuristisk læderlook og ondskab. Yes. Carnifex er en slem banan at have med at gøre! Bandet gør sig umådelig godt på plade og sidst de gæstede Danmark som support for Parkway Drive i Amager Bio, var de en glimrende live-oplevelse. Desværre for bandet var lyden helt igennem ELENDIG hele koncerten igennem! Så det blev meget hurtigt en akavet koncert for alle parter, inklusiv et søvndysset publikum i det halvtomme telt. Faktisk var lyden så elendig at jeg knapt nok kunne kende forskel på numrene, som jeg nu mener at have nogenlunde under huden. På en og samme måde bliver 25 minutter meget kort OG meget lang tid. Imponerende. Men surt for Carnifex, må man sige.
Men der var ikke meget der fungerede til denne koncert – desværre.
Martin: Som Aleg-One siger så ødelage lyden det meste, havde håbet på bliver sparkede solidt i gang, men det bliver sgu en trist omgang hvor det meste bare fremstod som larm.
Whitechapel
Martin: Blot 30 minutter efter stod vi igen ved den store Impericon-scene, nemlig til det amerikanske deathcore band Whitechapel. Deathcore er på ingen måde mit speciale, men det var en positiv overraskelse. Lyden var nu klart bedre ned til Carnifex, og der var en helt anden energi til showet. Deres sange virker langt bedre live end på plade, da energien og den brutalitet som følger med her får lov at komme til sin fulde ret, hvilket det bestemt også gjorde på Groezrock denne dag. Whitechapel satte godt gang i folk og på den måde gjort os klar til resten af dagen.
Aleg-One: ja, det er sjovt som at vi kun får lov til at opleve Whitechapel uden for Danmarks grænser. For de er fanme et band der kan deres pis, og selvom lyden stadig ikke var til at råbe hurra for, så leverede de et intenst set, til at komme op på dupperne på til resten af dagen. Specielt numrene ”The Saw Is The Law” og “I, Dementia” fungerede rigtig godt i dag.
While She Sleeps
Aleg-One: Fra Bristol i England finder man det fremadstormende metalcoreband While She Sleeps, der skal til at spille op i det efterhånden tætpakkede telt! Og at de har et stort og dedikeret publikum klæder dem virkelig – sammenlignet med deres pauseklovn-koncert i Pumpehuset, hvor de fejlagtigt headlinede over Cancer Bats. Lyden på Impericon scenen var også blevet væsentlig bedre nu her. Dog var den ikke helt god, men det kan lige så godt være While She Sleeps’ skyld, hvis man ser tilbage på deres koncerter i Danmark gennem tiderne, hvor de desværre altid er plaget af netop dette.
Vi fik serveret en masse fra både “This Is The Six” samt den nye udgivelse “Brainwashed”, og alt lod til at falde i god jord hos det entusiastiske publikum. Forsanger “Loz” klatrede også rundt i scene-strukturen, som han plejer til større shows, og det er en ganske glimrende cementering af den vilje og det gå-på-mod bandet besidder. Keep it going!
Martin: While She Sleeps var et af de bands jeg havde set meget frem til at se, og jeg blev på ingen måde skuffet. I modsætningen til Aleg-One, har jeg ikke haft fornøjelsen af se dem før, så at få love at se dem i deres rette miljø med masser af mennesker var perfekt. Godt og blandet sæt, som blot bekræftede os i at While She Sleeps har potentiale til at blive til noget rigtigt stort inden for core-scenen.
Against Me!
Martin: Efter at have fået breakdowns og smæk for skillinger, valgte vi fange slutning af Against Me! koncerten, hvilket er noget af et genreskifte til den mere rolig og poppede punkrock. Det store telt ved monster stage var desværre på ingen måde fyldt og stemning virker derfor også lidt død. Bandet spillede dog fint ledt an af Laura Jane Grace. Live udførelsen af de sange vi nåede, gav indtryk af en fin koncert, og håber bestemt mulighed for se en helt koncert med dem byder sig.
Aleg-One: Ingen kommentarer. De lod til at spille fint, men kender hverken bandet eller er specielt inde i genren til at kunne udtale mig yderligere.
Stick To Your Guns
Stick To Your Guns
Aleg-One: Hvis jeg skal nævne et band, der må en eller anden måde altid har landet et sted mellem noget jeg er virkelig glad for, og noget jeg altid glemmer eksisterer, så må Stick To Your Guns nok være dét band. Jeg har oplevet dem live to gange før, og ingen af gangene har de gjort det store væsen ud af sig selv. Indtil nu.
For dét som Stick To Your Guns mangler for at blive helt imminent, er et hav af 10.000 mennesker der synger med på hver en strofe fra scenen. Wow! Energien, numrene og bandet i sig selv giver meget bedre mening nu!
Specielt show-åbneren “Nobody” fra den nye (og ganske glimrende!) udgivelse “Disobedient” samt “Against Them All” fra “Diamond” skiven fungerede rigtig godt her til aften. Og så hjælper det også at de har en af genrens dygtigste frontmænd (hvis han ellers kan holde de prædikende floskler mellem numrene for sig selv…). Alt i alt stod det klar at dette var en af festivalens bedste shows.
Martin: Helt enig med Aleg. Det var vildt at se så stor en forskel på showet nu, og da vi så dem på Voxhall i november. Der spillede de også en rigtig fin koncert (3½ ud af 5), men da de først stod foran så mange mennesker, var vi på hele vejen. Og så forstår man hvorfor de er så store uden for Danmark. Udover de nævnte numre var fællessangen til “We Still Believe” også et perfekt bevis på at omkvæd der kan synges med på virker fantastisk – også i hardcore.
Tidligt til Cancer Bats koncerten
Cancer Bats
Martin: Så gik turen videre til Back To Basics Stage, som er en smule mindre end Impericon scenen, hvor vi ellers havde brugt det meste af tiden. Men måske vigtigst af alt, er Back To Basics en scene uden front-hegn, hvor det så er muligt for fans at hoppe op på scenen og stagedive – noget folk var utrolig glade for! Bandet leveret en velspillet og energifyldt koncert, der sikrede at publikum konstant var på, hvad end det var i pitten eller flyvende fra scenen. Folk var tydeligvis klar på det hele lige blev lidt tungere end ved mange af de andre bands, og bandet var klar til at give det! Og da de valgte at spillede deres fremragende cover af Beastie Boys nummeret Sabotage, gik det hele amok! Cancer Bats leverede uden tvivle en af de bedste koncerter på årets Groezrock her.
Aleg-One: Cancer Bats kan bare ikke gøre noget forkert! Det gjorde de heller ikke i dag. Hvad der derimod gik galt for mig var det næsten FOR entusiastiske publikum. Om det var den alt for intense moshpit, de konstant stagedivende publikummer, der tvang det ellers altid nærværende band tilbage på scenen, eller at en eller anden klovn valgte at stjæle min telefon op af lommen på mig (har derfor ingen billeder fra koncerterne…) skal jeg ikke kunne sige. Men stemningen til koncerten var langt fra den sammenholds-agtige “vi-er-alle-venner” stemning som man kender til deres shows. Oh well, bandet leverede 110% som altid, og det var sgu fedt at se (igen igen igen igen). Så skal jeg nok love at lade være med at være sur. Cancer Bats er trods alt næsten så PMA som det kan blive.
The Hell
The Hell
Aleg-One: Hell yes! You dick! Så var det blevet tid til igen at opleve røvhullerne i engelske The Hell. Jeg var så småt kommet mig over at jeg havde fået taget min telefon, og var klar på at feste igen. The Hell leverede et tight spillet show, med alt den dumhed og flabethed man kunne ønske sig. Setlisten virkede også ganske udemærket – det er dog stadig tydeligt at de stadig kun har en 3-4 numre som folk virkelig er med på. Her er det specielt sidste nummer de spillede, “Everybody Dies”, hvor det hele sprang fuldkommen i luften og det hele blev én stor abefest foran scenen. Dette kunne til dels være på grund af den lokale stjerne, “Joris”, der havde skabt en lettere sensation på de sociale medier, da han formåede at succesfuldt føre kampagne på at han skulle op på scenen og spille med på dette nummer. At han så fumlede rundt i passagerne og ikke helt var med på hvor vi var henne i nummeret taler vi så ikke så meget om… Men energien oppe foran var kæmpe, og da de to sangere “Black Mist” og “Nails” begge sang hele nummeret foran scenen, med stor hjælp fra publikum, kunne det ikke blive meget bedre!
Og så GODNAT til mig. En fra The Hell’s crew/en ven/en fan på scenen valgte nemlig at give det der med stagedive et lille forsøg, men ramte mig så med hovedet først der resulterede i en skalle der sendte mig direkte til samaritterne som så kunne konkludere at jeg havde fået en lille hjernerystelse… Av.
En øl der burde være drukket af BEN
Martin: JA TAK! Det her var uden tvivl noget af det jeg havde glædet mig mest til, da jeg vidste det ville blive sjovt at gå amok til, med de andre dumme drenge. Som Aleg-Onr siger så tog det lidt tid før showet rigtigt sprang i luften, da de mangle flere “hits”. Men “Everybody Dies” var det hele værd. Alt gik helt amok i pitten. Heldigvis fik jeg ikke en person i hovedet ligesom Aleg-One, men sangeren Black Mist valgt i stedet at smide mig i en headlock og slå mig med mikrofonen indtil jeg sang højt nok. Til alle andre koncerter have jeg nok fundet det meget underligt, men her var det perfekt. Og uanset hans evner til spille kan man kun elske Joris. At publikum valgte at råbe hans navn i alle pauser i showet, viser bare hvor meget fansene er med på den slags show bandet leverer. Så mange tak til The Hell for super underholdning på trods af tæv og hjernerystelse.
Trash Talk
Martin: Efter en pause i lejren hvor vi kom os oven på de tæsk vi fik fra The Hell, gik turen tilbage til “Back to Basics” scenen for at fange Trash Talk…det vi fangede var en utroligt sur frontmand Lee Spielman, der brugte mere tid på brokke sig over at publikum ikke lige gjorde som han ville, end at spille musik. Når de faktisk spillede var det ganske fint og med masser af smæk på, men desværre blev det til alt for lidt i forhold til snakken, hvilket gjorde vi besluttede os for at gå ned og fange Obey The Brave i stedet for. Så hvis Trash Talk ville holde sig mere til spille end skælde ud, så kunne det have været blev rigtigt fint. Det skete desværre ikke.
Aleg-One: Trash Talk imponerede mig nu ellers gevaldigt da de var support for Madball i Amager Bio for nylig. Her faldt mine tanker meget på at deres show ville nå ekstatiske højder, hvis blot de spillede for at større og mere engageret publikum. Men som Martin nævner, så var det ikke lige tilfældet. Og nej, Lee, du skal ikke blive sur hvis du ikke lige kan få 6.000 mennesker til at sætte sig ned på jordens mest støvede underlag, klokken næsten 22:00 om aftenen. Tag det du kan få, folk var jo overordnet glade.
Obey The Brave
Obey The Brave
Aleg-One: Men skal den derimod stå på bass-drops, breakdowns og brocore, så er der få bands i samme kaliber som Obey The Brave. Holy shit. Hvis et af deres numre indeholder mindre end 10 breakdowns, så vil jeg ikke høre det, for det er fanme en selvtillid de bringer til døren ved at gå så meget all in på den stil. Og de gør det sgu med charme. Og denne lettilgængelige og simple musik, var lige dét vi gik og havde brug for, eftersom at vi efterhånden havde fået en gedigen skid på, takket være de meget overkommelige 0,5L Monster med 3 jäger shots i. Så skål for det! Okay, jeg var blevet forbudt af samaritterne at drikke mere denne aften, men holdt den ny godt kørende alligevel.
Martin: Bøllecore! Det var lige det som der var brug for komme igang igen – breakdown på breakdown med fuld smæk hele vejen! Publikum var med på den – et kort besøg i pitten bestod af en circle pit der skiftede over til en kæmpe omgang slamdance, som passede perfekt til musikken – og viste hvor godt Groezrocks lille scene (og den eneste open air) kan virke på sådan en aften! Og så var det blevet tid til mere Monster med jäger oven på den omgang.
Pennywise
Martin: Så var det blev legendetid, og selvom Pennywise aldrig har fået samme mainstream-succes som flere af de andre store punkrock navne, kan der ikke stilles spørgsmål ved om de er legenden indenfor genren. Det kunne også kunne ses på det pæne fremmøde ved Monster Stage. Det stod klart fra starten at bandet stadig elsker det og var klar på at spille punkrock og stadig gøre det uhyre troværdigt. Publikum var klar på at feste og synge med. Jo længere frem man kom mod scenen, jo mere blev der sunget med, og numre som “Fuck Authority” og “Society” får virkelig folk til at skråle med for fulde gardiner. For da koncerten som forventet bliver sluttet af med “Bro Hymn”, gik alt op i en højere enhed af fællesang og pitfest. Bestemt en koncert der slog fast hvorfor Pennywise stadig kan stå på toppen af plakaten efter alle disse år.
Social Distortion
Social Distortion
Martin: Aftenens sidste koncert var punkrock legenderne fra Social Distortion. Bandet var booket til at spille deres selvbetitlede album tilbage fra 1990, som dermed altså har 25 års jubilæum i år. Det er også med det album bandet har haft den største kommercielle succes, så der var noget at se frem til. Bandet valgte at spille sangene i kronologisk rækkefølge, med undtagelse af “Ring Of Fire” coveret der blev gemt til ekstranumrene. Publikum virkede glade for sangvalgene, og frontmand Mike Ness viste han stadig har hvad der skal til for at lede bandet. Og som det eneste originale medlem, tog han opgaven til sig for alene at give publikum en god oplevelse. Alle punk rock fans på Groezrock fik her en ganske glimrende afslutning på første dagen.
LØRDAG
Swagsty
Nasty
Hvis Obey The Brave og The Hell tager titlen som det mest simple, jokede og dumme (på den gode måde!), så tager Nasty kagen for at være den mere seriøse udgave af alt det førnævnte. De er et af de mest prominente bands inden for “beatdown hardcore” (jep…), og genren er meget sigende om musikken. Det handler om at være sur, at slås og spille mange breakdowns. Der var fin lyd til koncerten, bandet spillede tight og det var sgu meget befriende at starte dagen let ud med lidt tæsk uden at skulle udfordres synderlig meget.
Martin: Ja det var helt bestemt en fin måde at starte dagen som ikke kræve meget, kroppen blev sparkede igang og der blev slamdancet og skabt en fin pit til dem som var rigtig morgenfriske. Det var dog også en koncert som hurtigt var glemt. Der blev, som Aleg-One siger, spillet breakdown, råbt og slåset, men uden at man her bagefter står tilbage med et nævneværdigt minde. Men så var vi da igang.
Your Highness
Aleg-One: Dette band var en lidt pudsig størrelse her på Groezrock. Okay, de er givetvis fra Belgien, men alene det faktum at de er et sludge/stoner metal band der spiller på en festival for punk og hardcore er lidt interessant. De er til gengæld også et yderst habilt band inden for sin genre! Riffs og kompositioner gik lige i de nakkenikkende hoveder, og de enkelte denimveste der var at spotte på festivalen, synes alle sammen samlet i “Back To Basics” teltet til denne koncert. Okay, vi var ikke synderlig mange, men det kunne vel forventes.
Bandet spillede bravt, publikum kom mere og mere i gear og koncerten afsluttede med sangen “Skull Goblet”, som jeg vil råde alle fans af fede riffs til at checke ud!
Giv dem 1-2 succesfulde albums på bagen, og der går ikke længe før dette band kommer på alles læber!
Turnstile
Turnstile
Aleg-One: Turnstile! Yes! Et af de bands jeg havde glædet mig aller mest til hernede på Groezrock. Mest fordi jeg var meget spændt på at se hvordan deres fusion af oldschool hardcore, tidlig Red Hot Chili Peppers-funk og 80’er hiphop gik i spænd live. Desværre så gik mange af disse finurlige finesser i deres stil tabt i at bandet ville yde 110% på energi-fronten. Mange af de fx spændende vokal-indslag gik tabt i at skulle spæne fibrilsk rundt på scenen og få alle i teltet op og koge. Og op og koge – dét kom de! Specielt i sidste nummer “Death Grip”, hvor hele scenen blev tætpakket med alle de publikummer den kunne bære, og frontmand Brendan der stod oppe på toppen af menneskebjerget og fremførte sidste del af nummeret.
Turnstile var en meget hektisk og forbløffende oplevelse, til trods for at mange af deres signatur-elementer blev forvist i vildskaben.
Raised Fist
Raised Fist
Martin: Så var det blev tid til en svensk omgang hardcore med “rap” elementer , efter en lang album pause er Raised Fist vendt tilbage med albummet “From the North”, et stærkt album som gav forventning om en god koncert. Hvilket vi bestemt også fik. Det vil sige de af os som var kommet i god tid og fik en plads i teltet da Raised Fist trak et meget stort crowd. Så dem der kom i sidste øjeblik måtte tage til takke med en plads uden for teltet. Os der kunne se fik fornøjelsen af frontmand Alexander Hagman, som var tilstede over alt føltes det som og dominerende scenen, og med et nummer som “Flow” fra det nye album, fik han vist sine både rap, sang og scream evner, hvilket blev suppleret af et yderst velspillende band. Ikke den koncert på Groezrock hvor det hele gik mest amok, men måske en af de mest velspillede og veludførte. Et meget positivt bekendtskab som jeg håber det snart bliver muligt at få i Danmark også.
Aleg-One: Raised Fist er ikke et band jeg har haft det store bekendtskab til før i tiden, men de har altid virket uhyre tiltalende. Så hvorfor ikke få dem set nu man har chancen? Som Martin nævner spillede de en fed, velspillet og underholdende koncert, der absolut åbner op for at jeg bør checke dem mere ud herhjemme!
Throwdown
Aleg-One: Næsten-legendariske Throwdown var lidt af en scoop som Groezrock fik med på programmet i 11. time, så at skulle opleve de groovede Pantera-riffs i harmoni med god hardcore, skulle blive en sand fornøjelse!
Throwdown er imidlertid et band der har været igennem meget modgang, og det kunne også ses på aftenens lineup, hvor der for det første ikke er nogen originale medlemmer tilbage, men hele bandet, på nær frontmand Dave Peters, blev praktisk talt skiftet ud inden tilblivelsen af den seneste skive “Intolerance”. Så om de kunne levere varen skulle blive spændende.
Men øv for et fremmøde. Throwdown trak nok festivalens mindste publikum (ud fra de koncerter jeg overværede), så det var uhyre nemt at få en plads næsten helt oppe foran scenen i det store Impericon-telt, endda uden at være i farezonen for karatespark og crowdkill.
Throwdown gjorde ikke den store figur ud af sig selv denne aften. Alkoholen i blodet satte pris på den testosteron-drevne riff-mani, men det var egentlig kun den Pantera-inficerede “Holy Roller” samt SxE afslutteren “Forever” der fik begejstringen nogenlunde op.
Bane
Martin: Så var det blevet tid til Bane, et band der i 2014 udsendte hvad de siger er deres sidste album, så hvor længe de kan fanges live er svært at sige. De spiller en melodisk omgang hardcore og havde trukket et fyldt telt på The Revenge Stage(Eneste show vi så der), som er en kopi af Back To Basics Stage, så det betød naturligvis igen at der var stagedive crazyness hele koncerten fra publikum. Koncerten blev startede med “Final Backward Glance” hvorefter festen var sat igang. Bandet virkede til nyde showet og hygge sig med det, særligt mellem numrene hvor de virkede meget afslappede. Men når først der blev spillet op, bestod scenen af et mix af tonsvis af fans som skulle stagedive og bandmedlemmer som lavede flyvespark ud i luften. Alt dette uden det gik ud over musikken, så en god solid koncert som musikalt tydeligt viste hvor mange af de melodiske hardcorenavne vi ser i dag har fået deres inspiration fra, på trods af Bane er langt mere rå i sit udtryk. Har du mulighed for få fange dem, så gør det. Det er desværre nok sidste gang du får muligheden.
Comeback Kid
Aleg-One: Comeback Kid! Et af verdens bedste, fedeste og altid konsistente hardcore bands, der gang på gang imponerer både på livefronten og med deres altid solide udgivelser. De seneste to gange jeg har oplevet dem live har de kun været federe og federe fra gang til gang, og denne aften var ej heller nogen undtagelse. Impericon-teltet var PROPPET med mennesker. Faktisk så proppet at der på ingen måde var plads til at en egentlig mosh-pit kunne holde sig åben længere tid af gangen.
Det var en fed fed fed fed koncert og publikums øredøvende jubel var blot tegn på, at denne koncert var noget rigtig mange mennesker havde set frem til med kæmpe forventninger. Forventninger der i særdeleshed blev indfriet.
Martin:Svært at sige det mere præcist end Aleg-One har gjort. Det var for mig den bedste koncert på festivalen, og lige som med de andre bands da vi så dem på Voxhall i November, så blev det hele bare bedre af at bandet kom i deres rette element. Bandet har så gode numre og de fremføre dem imponerende live! Der blev råbt, sunget, jublede og pittet (som der var plads til) og bandet fortjente al den hyldest de fik, da det de gav os en koncert der var tæt på perfekt.
Millencolin
Millencolin
Martin: Så var det tid til det store svenske punkrock navn, Millencolin. Bandet leverede et show med masser af energi og spilleglæde. Desværre havde Monster Stage begyndende lydproblemer som bestemt ikke gjorde det nemmere for bandet. Det forhindrer dog ikke mange af de loyal fans i at synge med det meste af showet. Lydproblemer og det at bandet, i modsætning til Pennywise og Social Distortion, ikke er et jeg er fan af (blot af genren), gjorde at det aldrig kom helt oppe og ringe for mig. Bandet leverede dog en fin indsats og de de mere hårdnakekde fans så ud til have et super show. Så er man til Millencolin eller bare fan af genren bør man kigge forbi når de besøger GRIMFEST i Århus d. 31 Juli.
Refused
Refused
Aleg-One: Sveriges mægtige Refused. Festivalens bedste headliner. En af de bedste koncerter på Roskilde Festival i 2012. They are not fucking dead! Men det er der forhåbentlig en lydmand der er efter i aften. For mage til mudret lyd har jeg godt nok aldrig hørt før. Det var så slemt at dét der skulle blive festivalens helt store finale, hurtigt blev til den største skuffelse. Jo, det blev da bedre undervejs, men det var først hen imod slutningen da nummeret “New Noise” kom på, at det blev tåleligt at høre på. At bandet så heller ikke havde en dag hvor de var 100% i deres es, hjalp heller ikke ligefrem. Men lydbilledet var fanme en skændsel og respektløst for et band som Refused. Heldigvis er det ikke det sidste vi ser til bandet, som de ellers før har annonceret. Der kommer nemlig en ny plade og mon ikke også en ny tour. Så Refused må gerne få en chance mere. En chance som jeg håber at personen der var ansvarlig for Groezrock’s lyd her til aften ikke får.
Martin: At se Refused lukke var noget jeg havde set utroligt meget frem til oven på, som Aleg nævner, en fantastisk koncert på Roskilde, hvor jeg troede det skulle være første og eneste gang jeg skulle se dem. Lige efter showet i Groezrock ville jeg dog ønske at det havde været min eneste gang, da den forfærdelig lyd ødelagde det hele. Det er jo på ingen måde bandets skyld, så håber meget de kommer forbi Danmark med det nye album, så Dennis Lyxzén og resten af bandet kan få lov til igen at vise hvor dygtig de er. Så lidt trist afslutning på en ellers helt fantastisk festival, både når det kommer til musikken, menneskene, festivalpladsen, at man aldrig stod i kø osv..
Det var vores første tur til Groezrock, men forhåbentlig ikke den sidste. Groezrock får en stor anbefaling herfra, ikke bare fra Martin, men fra Blastbeast som helhed.
Festfjæs og random gut med DIY Suicidal Tendencies kasket. Yep, den stod på afterparty!