Lyden af morgendagen er landet i Danmark. På nærmest ingen tid er det groovede djent-metal band “When Water Runs Deep” gået fra at være helt nyt til at være på alles læber.
Tunge synkoperede riffs, dyb growl-vokal og atmosfæriske klangflader. Det er djent når det er bedst og When Water Runs Deep fra Odense samler op fra bands som svenske Vildhjarta, Glass Cloud, Veil Of Maya og sågar danske The Interbeing og puster nyt liv i en genre, der om noget har trænge kår hos de korslagte metal-arme rundt i verden.
Men døm ikke djent før den har djentet! When Water Runs Deep har et tag på kompositionerne og fremfører musikken med en overbevisning og intensitet så de snildt kan lægge sig side om side med de internationale forbilleder.
Forvent et teknisk overlegent show fra et band der både vil, kan og kommer til at blive et af de bands man absolut ikke bør lægge det døve øre til i nærmeste fremtid!