Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at se Devin Townsend live, men jeg må indrømme det er med en vis forventning, jeg tager afsted mod Amager Bio for at se manden, der bliver kaldt en metallegende. Med sig har han norske Shining og amerikanske Periphery, så der er lagt op til et god, lang metalaften.
Anmeldelsen er skrevet af gæsteanmelder Jannie Ravn Madsen, der normalt skriver for www.bandsoftomorrow.dk. Billeder af Kenny Swan
Shining (NO)
Første band, der indtager scenen er norske Shining, hvis forsanger Jørgen Munkeby kækt forsøger sig med et dansk ”Hej Københagen, hvad sker der” – og så ved man ligesom, at vi har at gøre med en happy-go-lucky frontmand. Min første indskydelse holdt stik, og manden hopper rundt og storsmiler skiftevis med sin guitar og saxofon.
Desværre er publikum ikke helt med på vognen, selvom Shining gør et godt forsøg på at hive op i folket, og det lykkes endda med jævne mellemrum. Første gang Munkeby griber saxofonen og viser nogle ret eminente skills med den, lyder der også anerkendende jubel hist og her, men den dør ret hurtigt hen, og crowden står igen stille og kigger som om de ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv.
Personligt synes jeg egentlig det hersens nymodens ”blackjazz”, som Shining selv kalder det, er ok forfriskende – det skal sgu ikke lyde ens det hele! Men som koncerten skrider frem bliver jeg mere og mere træt i hovedet af den skramlede lyd af saxofon og keyboard i tosset 80’er industrial symfoni. Numrene kører som én lang stime, der flyder sammen, og jeg må indrømme, at jeg begynder at kede mig. Det er begrænset, hvor meget eksperimentalt jazzmetal, jeg kan tage, og Shining overskrider langt den grænse, og ud fra publikums stonefaces at dømme, er de heller ikke begejstrede.
Dog må jeg sige, at den kære happy-go-lucky frontmand ikke så let lader sig knække. På trods af den mur af stillestående mennesker, der ikke udviser større begejstring for hverken ham eller hans band, fortsætter Shining ufortrødent og med samme entusiasme med at rykke nakkene af led og henvende sig til publikum for at få dem op på stikkerne, og dét har jeg respekt for. Det lykkedes endda kort at få folket til at smide hænderne i vejret – de røg godt nok hurtigt ned igen, men alligevel.
Det kører dog endnu mere af sporet, da Munkeby fortæller, at de oprindelig startede ud som jazzband i 2007 (ikke at der er noget galt i det), og gerne vil spille et nummer fra dengang. Og så skal jeg lige love for, at lysmanden får travlt. Jeg hører og ser intet længere på grund af de laserstråler, der river mine øjne i stykker og tvinger mig til at kigge alle andre steder hen end på scenen. Ikke et super move for et band til et liveshow. Jeg forestiller mig, det ville være vellidt til en Deadmau5 koncert, men spøg til side, så er Shining faktisk rigtig dygtige til det, de gør.
Det er ret gennemført med saxofon-passagerne og der er nogle fede breakdowns hist og her, hvor man også ser lidt bevægelse fra crowden. Jeg tænker, at det måske ikke er det helt rette publikum – det danske metalfolk er ikke altid så tossede med at blive overraskede. Udover når det forventes selvfølgelig – det er jo Devin Townsend Project, vi er kommet for at se.
Periphery
Periphery. Amager Bio. Photo: Kenny Swan
Efter en kort pause, hvor folk forhåbentlig har fået synet tilbage og købt sig en øl, er det tid til det progressive rock/metal band Periphery. Jeg har hørt en del om disse amerikanere, både godt og dårligt, så jeg er spændt på, hvad jeg får for pengene her.
Jeg bemærker som det første, at publikum har vokset sig en del større siden Shining gik på, og det er måske allerede et tegn på lidt mere entusiasme for Periphery. De modtager også et pænt bifald, da de træder op på scenen, og starter lige på og hårdt. Jeg er imponeret over brutaliteten i deres musik lige de her første par minutter, men de skifter hurtigt over i noget meget mere metalcore inspireret, der som bekendt er en voksende genre herhjemme. Det skal ikke forstås som noget negativt, blot uventet fra min side af, og forsanger Spencer Sotelo illustrerer med anden sang ”MakeTotal Destroy”, at han er dygtig med sin stemme – manden kan skifte mellem clean og growl som en champ, hvilket jeg synes til tider volder metal- og deathcore vokalister problemer.
Nummeret vækker da også begejstring blandt de fremmødte, der er noget mere på til Periphery end under Shining. Der er en anden forventningsfuld stemning, men helt ærlig så har det danske metalpublikum nok også en større forkærlighed for progressiv metal end det brede mix af genrer, Shining kom med.
Periphery har også en ren, rå energi over sig, når de headbanger og hopper i takt med hinanden og metalhovederne helt oppe foran scenen, og den energi får hurtigt temperaturen til at stige i salen. Der lyder da også et brøl af begejstring, da Sotelo spørger til, om der er nogen Periphery-fans iblandt mængden af mennesker, og det kan kun tolkes som et klart ja. Generelt var hans interaktion med sine fans god, da det virkede som om det blandt andet var dét, der holdt en nogenlunde god stemning gennem koncerten.
Da turen kom til et af de nye numre ”Graveless” fra bandets seneste udgivelse Juggernaut: Omega, besluttede Sotelo at lægge op til en vild circlepit ved at udvælge en fan, der får til ansvar at starte hele den her circlepit. Det hele tegner meget godt, og det lykkes den udvalgte fan og bandet at få startet en ganske tilforladelig circlepit, som for en kort stund løfter niveauet og stemningen lidt – men publikum er bare ikke helt med alligevel, og folk falder efterhånden fra. Inden nummeret er slut, er den circlepit faldet til jorden.
Det betyder, man står tilbage med en hverken-eller følelse efter koncerten – jeg er ikke blæst bagud, jeg ville nok ikke tage til koncert bare med dem, men hvis man er til en blanding af progressiv metal/rock med inspiration fra metalcore, kan jeg forestille mig, det godt kunne gå hen og blive en festlig koncert. Personligt er Periphery ikke min smag, jeg synes, de var ensformige, og ligesom Shining, er min interesse kun fanget i starten og nogle få øjeblikke gennem koncerten.
Devin Townsend Project
Devin Townsend. Amager Bio: Photo: Kenny Swan
Endelig er det blevet tid til den almægtige og alsidige canadiske musiker, som vi alle har ventet på at se. Devin Townsend har imponeret med sine adskillige projekter som Strapping Young Lad, Devin Townsend Band og naturligvis aftenens act Devin Townsend Project, som han startede i år 2009 med det formål at udgive fire vidt forskellige albums.
Det gjorde han med inddragelse af næsten alle tænkelige genrer, men herefter fortsatte Devin Townsend Project, og i slut oktober sidste år udgav han sit nyeste album Z2. Men det skal vise sig, at det nye album bestemt ikke udgør størstedelen af setlisten, og det er en af de fedeste ting ved Devin Townsend – man ved aldrig rigtig, hvor man har ham.
Inden Devin går på scenen, får vi underholdning i topklasse på storskærmene på scenen i form af en introfilm med Devins ustyrligt morsomme alterego, Ziltoid, en alien, der fortæller om sine planer for overtagelse af verdensherredømmet og hvordan han har lært menneskenes skikke. Det betyder at den halve times ventetid mellem Periphery og Devin Townsend pludselig bliver meget kort, og allerede inden han er gået på scenen, kan man mærke forventningen stige og stemningen ryge i vejret.
Devin Townsend troner frem på scenen med sin neonlysende guitar og starter ud med klassikeren ”Truth” fra hans tredje soloalbum Infinity – og der er ikke brug for nogen opfordring fra musikeren for at få publikum op i gear. Dét her er det, hele salen har ventet på hele aftenen, og jeg skal love for, de får, hvad de har betalt for.
Efter et hop frem i tiden til nummeret ”Deathray” fra det nye album, kører Devin Townsend en række af de ældre numre igennem, og som man kan forvente af en kunstner, der har lavet så meget forskelligt musik, er der en del skiften mellem genrerne. Men de hårsvingende, højtråbende fans er vilde med alt fra hardrock til new-age og alt derimellem. Det er så fedt at se, hvordan en mand på en scene med sin guitar kan generere så meget energi ud til sit publikum på trods af, han faktisk ikke bevæger sig ret meget. Den karisma og loyalitet overfor sine fans, som Devin udstråler er nok til at blive komplet opslugt af de aldrig kedelige toner fra multitalentet.
Jeg tog mig selv i at tænke, at det er lidt ligesom at være til havefest hos en god ven – no shit! Med Devin Townsends lange, men umanerlig sjove enesamtaler, havde jeg og resten af publikum en fest, som var med til at holde stemningen helt oppe under taget, selv mellem numrene.
Men vil alligevel vove at påstå, at Amager Bios tag løftede sig lidt ekstra, da et af de nye numre ”March of the Poozers” blev spillet – det er også en af mine personlige favoritter, og det er så gennemført storslået, hvor Devin Townsends ultrafede stemme kommer 100% til sin ret. Det er også her, Devin beslutter sig for at forsøge sig med en god omgang headbanging med ordene ”let’s turn this into a metal show!”, og det er crowden da helt med på. Der bliver kastet djævlehorn mod scenen og headbanget, så jeg ikke er i tvivl om, at alle fremmødte har ømme nakker i dag, undertegnede inklusiv.
Efter dén omgang vælger Devin et lidt mere nedgearet nummer ”A New Reign”, som giver mulighed for at trække vejret og bare nyde musikken, men det varer ikke længe, for næste nummer på programmet er all time hittet ”Lucky Animals”, som traditionen tro kræver the jazzhands! Som Devin Townsend så fint påpeger; ”we can feel ridiculous together”, og lur mig om ikke hele salen laver jazzhands og skråler med på omkvædet som vilde dyr, ironisk nok. Alt imens baggrundsskærmene viser nuttede dyrebilleder – og hvem elsker ikke nuttede billeder af dyr, der danser og laver andre spændende fysiske aktiviteter?!
Men succesen er slet ikke slut endnu, Devin fortsætter med nummeret ”Life”, hvis toner bringer mig tilbage til de glade 90’ere med sin Beverly Hills agtige stemning, og det er jo lige noget for sådan en gammel kone som jeg.
Devin Townsend har også to ekstranumre i ærmet, først i form af ”Ih Ah!”, som er noget nær smukt – endnu engang imponeres jeg af musikerens alsidighed, og hvordan han mestrer stort set alle toner, rytmer, skalaer og genrer. Crowden har allerede lighterne oppe af lommerne inden nummeret begynder, og står og vipper frem og tilbage med de tændte lys i vejret. Det lyder måske som slutningen, men nej.
Devin starter ud med at joke om hans ømme stemme, og han bliver nødt til at spille endnu en stille sang; det ekstatiske publikum når ikke engang at ærgre sig, før multitalentet kaster sig ud i hittet ”Kingdom”, der fyrer op under metalfolkets fødder som var der ild i dem. Folk kaster sig rundt i hinanden, svinger håret og spilder øl, men det er fucking ligemeget – lige der midt i Amager Bio er vi alle fanget i øjeblikket, og følelsen af samhørighed er så meget til stede, som den kan blive.
Det er netop den samhørighed, den fest, man holder med mennesker, man aldrig har mødt og måske aldrig kommer til at møde igen, som gør en metalkoncert en topkarakter værdig. Jeg kunne ikke ønske mig mere fra Devin Townsend Project, og for fanden, jeg håber, jeg kommer til at se ham igen snart – og normalt er jeg ellers ikke til skaldede mænd!
