5 år er der gået siden Sólstafir fra Island sidst stod på en dansk scene. Det var på Roskilde Festival i 2010 og der formåede de ikke at imponere undertegnede. I Pumpehuset denne kolde aften skulle de selvfølgelig have chancen igen.
Jeg havde inden koncerten sagt til mig selv, at hvis Sólstafir, med deres melankolske toner, denne aften kunne skabe samme kølighed i deres musik og gøre Pumpehusets ligeså isnende kold, som termometeret viste denne aften, så ville det blive en fuldstændig forrygende koncert.
Da bandet, med Aðalbjörn Tryggvason i front, præcis kl 21 indtog scenen ventede godt halvanden time med melankoli, smertende vokalfraseringer, smukke melodier, og en velspillet mikstur af klassisk musik, metal, støjrock og rock n roll. En spændende kombination, men ikke destomindre rammende om Sólstafirs musik, som på mange måder er enestående og speciel.
Jo længere koncerten skred frem jo mere dragende blev den. At opleve Aðalbjörn Tryggvason, med et smertende blik i øjnene, krænge sin sjæl ud på scenen, er på én gang både fascinerende og utrolig dragende. Læg så dertil Sólstafir’s sans for at skrive musik, så man kan mærke vinden blæse i håret og kulden tage fat omkring dig, alt i mens du står i en trancelignende tilstand, med lukkede øjne fordi du simpelthen nyder koncerten så meget. Sådan var oplevelsen med Sólstafir i Pumpehuset.
Højdepunkter var der mange af. Fra de helt afdæmpede øjeblikke, hvor Aðalbjörn bad publikum om at være helt, helt stille inden han satte igang med vokallinjerne til “Rismál”, til de mere bombastiske øjeblikke på numre som “Ótta”. Eller da manden spurgte om han skulle snakke dansk, islandsk eller engelsk, i øvrigt til stor glæde for de islændinge der var tilstede.
Det absolutte højdepunkt ramte da bandet satte i med “Fjara”. Hvis ikke samtlige fra publikum var i islændingenes hulehånd på det tidspunkt så kom de det godt nok dér! Imponerende!
Sólstafir var smukt og frygtindgydende på én og samme gang. En fantastisk kombination man sjældent oplever til koncerter. Deres hjemmebane er klubberne og ikke en festival!
Lad der nu ikke gå 5 år igen!
