RMF POSTERDet er blevet tid til at afsløre et par danske navne til festivalen i Århus!


Hell’s Domain

De lokale thrash-helte i Hell’s Domain er garanti for et fedt show. Det Aarhus-baserede band, som består af tidligere medlemmer fra Hatesphere, Exmortem, Grope, Artillery og Koldborn, blev dannet i 2007, men fik først det endelige line- up på plads i 2011. I 2013 udkom bandets debut. Der bliver spillet musik som ligeså godt kunne have været lavet i 80’ernes San Fransisco Bay Area. Det er energisk, catchy og der er fart over feltet.

Diamond Drive

Endnu et band med aarhusianske rødder har fundet vej til årets festival. Der er tale om Diamond Drive som er synonym med velspillet og udadvendt metal, der giver associationer til DevilDriver, såvel som Alice in Chains. Uden at lade sig begrænse af genrer, har Diamond Drive siden 2007 udgivet 3 anmelderroste EP’er og senest albummet “Temporality” fra 2013, der ligeledes høstede store roser fra diverse danske og udenlandske medier. Bandet kommer i foråret 2015 med en ny udgivelse, hvor den kompromisløse stil videreudvikles.

Swindler

København anno 2014. Fire erfarne musikere ville spille rock. Det begyndte de på, og Swindler blev dannet. Med to nuværende medlemmer i thrashbandet Hatesphere, samt tidligere medlemmer i Rock Hard Power Spray og Surfact, er der tale om yderst kompetente kræfter. Stilen er gedigen rock med skrald på guitarerne, bund i bassen, smæk på trommerne og rasp på vokalen. Sangskrivningen er i top, og der lægges tydelig vægt på det fede riff og det fængende omkvæd. Rytmegruppen svinger bundsolidt, og de overlegne soli er kronen på rockværket. Dette jernfirkløver kan nemt blive en magtfaktor på den danske rockscene i de kommende år.

Udover disse nye danske navne kan man til årets Royal Metal Fest opleve koncerter med Anaal Nathrakh (UK), Týr (FO), Destruction (DE), Belphegor (AT), Broken Hope (US), Internal Bleeding (US), The Walking Dead Orchestra (FR), When Water Runs Deep (DK) & The Petulant (DK), samt andre endnu-ikke-offentliggjorte artister.

Den ottende Royal Metal Fest afholdes på Aarhus’ fineste spillesteder; Atlas & VoxHall d. 10.-11. april 2015.

Pris (ekskl. gebyr): Fredagsbillet 295,-/ Lørdagsbillet 295,-/ Partoutbillet 395,-/ Whiskysmagning +290,- Alle billetter kan købes online via fondenvoxhall.dk/koncerter/royal-metal-fest-2015