Med ekstrem teknisk snilde og ekstrem volume kom Canada’s dødsmestre Cryptopsy forbi Pumpehuset torsdag aften. Men inden skulle Danmark’s fineste dødsmetalband Defilementory vise deres værd endnu engang!
Defilementory
Defilementory, Pumpehuset, Photo: Weiss
Defilementory er unikke på den danske scene. Der er kort sagt ingen der lyder som dem. Og det er selvom Danmark ellers promoverer sig som et land med stolte dødsmetaltraditioner, men mest af alt har et hav af semifede bands i genren, der i bund og grund lyder som alt andet og hinanden. Men Defilementory skiller sig altså ud.
Det står tydligt allerede fra første anslag denne aften i Pumpehuset. Alt er skævt. Der er simpelthen ingen logik i det de laver… lyder det som! Men det hele er nøje tilrettelagt. Hvert et riff og hver en rytme er finpudset ned til mindste detalje. Disharmonier, skæve taktarter, jazz-feelings, dyb dyb growl og en massiv tyngde. Det er med at holde tungen lige i munden når Defilementory eksekverer deres bud på brutal dødsmetal, der henter kraftig inspiration hos navne som Gorguts og aftenens hovednavn Cryptopsy.
Interaktionen med publikum er holdt på et minimum og mellem numrene har bandet valgt at tilføje ambient lyde, der sætter den rette stemning inden det næste nummer begynder. Det er kort sagt lige på og hårdt! Og det holder altså!
I alt fik vi leveret 45 minutters teknisk smadder, hvor fokus var på deres nyeste udgivelse “The Dismal Ascension”, men hvor der også blev plads til et enkelt nyt og yderst atmosfærisk nummer. Dette lover godt for en ny udgivelse engang i fremtiden.
Defilementory var det rette valg som åbner for Cryptopsy der ventede bagved.
Cryptopsy
Cryptopsy, Pumpehuset, Photo: Weiss
Efter en kort changeover var det tid til aftenens hovednavn. De tekniske ekvilibrister i Cryptopsy.
Og ja, ikke så overraskende gik det ikke stille for sig. Instrumentalisterne i dette band kan altså deres kram. Imponerende er det at opleve eneste originale medlem Flo Mounier kaste sig ud i det ene vanvittige blast beats efter det andet. Mageløs teknik, som man kun kan stå målløs tilbage og beskue.
Knap så interessant er bandet’s vokalfremførelse. Faktisk er Matt McGachy den direkte modsætning til Flo Mounier i den forstand, at den vokal Cryptopsy gør sig i er lige så intetsigende som trommespillet er vildt. Ærgerligt at Cryptopsy ikke gør mere ud af en fed vokal.
Vi kom godt rundt i bandets bagkatalog. Naturligvis med mest fra “None So Vile” -udgivelsen, hvor særligt “Slit Your Guts” og “Phobophile” bragte den største glæde blandt det sparsomme publikum denne aften.
Ja, det ville være synd at sige, at publikum var mødt talstærkt op. Men Cryptopsy gik til stålet alligevel. Og fedt var det da også når bandet spillede. Mindre fedt var det når bandet ikke spillede. Her havde førnævnte Matt McGachy nemlig mere travlt med at fortælle os alle hvor søde vi er fordi vi støtter bandet, når nu de altså ingen pladekontrakt har. Og hvor søde vi ville være hvis vi derfor gik op og købte deres t-shirts. Dette syntes at blive gentaget i uendelighed og trak energien ud af koncerten, hver gang et nummer var slut. Havde han dog bare kunne opildne publikum med andet end det sukkersøde pis, havde det hele givet langt mere mening, når man spiller så ond musik som Cryptopsy altså gør.
Efter en time takkede Cryptopsy af efter en koncert der mest af alt vil blive husket for en imponerende opvisning i teknik, en fed setliste og ikke så meget andet end det.
