Det har taget sin tid at komme igennem Blind Guardian’s seneste udspil “Beyond The Red Mirror”.
Ikke fordi albummet er dårligt. Men fordi musikken simpelthen er så komplekst som den er. Det her er bestemt ikke let fordøjeligt og lige til power metal. Blind Guardian viser om nogen at de på dette album tager idéen om de traditionelle power metal’s stærke melodiske hooks og mikser den med den skæve og kringlede sangskrivning, som vi kender den fra den progressive rock.
Det her album kræver mange, mange gennemlyt. Men er man villig til at gøre det vil “Beyond The Red Mirror” åbner sig op for én stille og roligt. For efter at have hørt albummet en enkelt gang vil den på ingen måde have sat sig fast på dig endnu. Til det er sangene simpelthen for komplekse og mangler de direkte stærke melodier, hvilket jo på mange måder er utraditionelt for power metallen. Men måske er det netop også lige derfor, at Blind Guardian har opnået et så stort følge, som de nu engang har. De er ikke power metal i traditionel forstand.
Med “The Ninth Wave” ‘s stort anlagte kor, og elektroniske samples sætter Blind Guardian løjerne igang. Et meget eksperimenterende nummer, hvor kor, strygere, elektroniske samples, stærke guitarharmonier og Hansi Kürsch’ vokal går fint i spænd. Jeg er dog spændt på hvad fans af bandet vil synes om valget ved at bruge elektroniske virkemidler. Kunne man måske kalde dette industrial power?!
På nogen punkter er dette klassisk Blind Guardian. Det har den teatralske og nærmest musical agtige vibe, som altid har været en af Blind Guardians største forcer. De traditionelle guitarharmonier gøres der stadig flittigt brug af og særligt et nummer som “Prophecies” minder i dens opbygning og melodiske figur om den fantastisk smukke “Blood Tears” fra den klassiske “Nightfall In Middle Earth”-periode.
“Beyond The Red Mirror” bør høres i en samlet helhed, som et egenligt værk, med en lang musikalsk fortælling. At vælge enkelte numre ud vil være at bryde med helheden. Men lad mig dog alligevel fremhæve et nummer som “At The Edge Of Time”, som er noget af det bedste Blind Guardian har begået i mange år.
Opsummering: “Beyond The Red Mirror” er et stort album, som kræver at lytteren giver sig tid til at lytte. Blind Guardian har bestemt ikke leveret de melodiske hooks på et sølvfad. Men er man villig til at give det en chance efter kun et par gennemlyt, så opdager man at musikken åbner sig for én lidt efter lidt. Musical-viben og følelsen af eventyr er intakt på “Beyond The Red Mirror”
Lyt specielt til: “At The Edge Of Time”, “The Ninth Wave” , “The Throne” og “Prophecies”
For fans af: Ringenes Herrer, Helloween, Kamelot, Avantasia,