Copenhell inviterede for tredje gang til showcase i Vega. Denne gang med et yderst varieret line up, der både bød på kæmpe store opture og enkelte nedture. Samt en paneldebat med tre af landets stærkeste producere.
Den største nedtur skal dog lyde til den helt igennem uacceptable del af “publikum” der ikke kunne holde deres kæft på Ideal Bar, da d’herrer Hansen, Madsen og Bredahl i et ellers yderst veloplagt humør delte ud af de spændende erfaringer de har gjort sig, som metal-producere i årene der er gået. Det her var et pragt eksempel på hvordan få mennesker, med vilje, kan ødelægge så meget for en større forsamling. Kort sagt burde idioterne her have haft verdens største los i bollerne og kastet ud af Ideal Bar med hovedet først.
Okay, det var så artiklens sure opstød. Nok om det. Efter oplægget, der primært var præget af gode historier og guf for tekniske lyd-nørder, var det tid til at sparke gang i showcasens koncerter.
Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen – se flere billeder på https://www.flickr.com/photos/moberg5/
Paceshifters (anmeldt af Weiss)
Paceshifters. Photo: Henrik Moberg
Første navn til at entrere scenen denne aften var hollandske Paceshifters. Fremmødet var pænt og den unge trio gik til stålet fra første anslag.
Bandet forsøger sig i en blanding af old school punk, garage rock og 90’er grunge. Bandets mand i front lignede med sin skovmandsskjorte og fedtede halvlange lokker faktisk en lille kopi af Curt Kobaine. Som sådan ganske ok udført, men så heller ikke mere end det.
For jo længere vi kom igennem Paceshifters små 40 minutters koncert blev musikken i længden for intetsigende og uinteressant. Den åbenlyse mangel på de helt gode numre var tydelige og selvom bandet vinder på en rigtig god og veludført vokal harmoni mellem guitaristen og bassisten, så er musikken simpelthen ikke interessant nok for i hvert fald den del af publikum der var kommet denne aften. Jo længere koncerten skred frem jo mere plads blev der på gulvet og snakken i krogene blev større.
Paceshifters var i bund og grund en underlig booking til denne showcase og selvom idéen med et udvekslingsprojekt er mere end godkendt, så kunne man ikke undgå at stå og ønske, at et navn som SEA havde stået der istedet. Det havde været langt mere interessant. Både musikalsk og for aktualiteten i Danmark.
Deus Otiosus (anmeldt af Weiss)
Deus Otiosus. Photo: Henrik Moberg
De der var kommet for at få metal denne aften måtte derfor vente på at band nummer 2 gik på scenen.
Old school dødsmetal fra Deus Otiosus var hvad der ventede publikum, der nu havde bevæget sig ned til Lille Vega.
Deus Otiosus har siden 2005 bevæget sig i undergrunden og har stadig her næsten 10 år efter det helt store gennembrud til gode. En aften som denne kunne være med til at hjælpe bandet på rette vej. For Deus Otiosus har altså de riffs og det groove der skal til for at kunne samle en større mængde og appellere til flere. Og vi var da også en hel del samlet til aftenens anden koncert.
Men helt godt blev det desværre aldrig. Underligt nok virkede det som om bandet aldrig helt kom ud over scenekanten. Det på trods af at salen stort set var fyldt til bristepunktet. Og det smittede af på publikum der, fraset de forreste rækker, aldrig blev revet helt med.
Jeg er store fan af bandets groovede død. Men i Vega virkede det tamt. Tyngden og groovet ramte for sjældent plet. Og man savnede den sidste gnist der for alvor kunne antænde publikum. Dog kan man jo ikke lade vær med at blive revet med af den fuldfede tonser skærring “Don’t Fuck with the dead, Or The Dead Will Fuck You”, som vel er lidt af en nyklassisker for bandet.
Ikke helt godt nok, Deus! Gennembrudet venter stadig.
Hexis. Photo: Henrik Moberg Jessen
Hexis (Anmeldt af Aleg-One)
Det københavnske black metal/hardcore band Hexis blev introduceret med deres over 120 koncerter spillet i 2014, som en cementeringen af deres vilje og gå-på-mod i den internationale metalverden. Og dét må man sige at de har! Alene på Roskilde Festival i 2014 fik de spillet hele tre koncerter, så det var klart at When Copenhell Freezes Over er det logiske skridt i deres udvikling som band, ved at få muligheden for at spille foran et stort publikum og flere branchefolk.
Hexis er ikke et band der er nemt at lytte til. Men det skal heller ikke være nemt. Det er fandenivoldsk, dissonant, larmende og kaotisk. Deres lyd kan vel bedst beskrives som et tordenvejr i helvede orkestreret af Freddy Krueger. Og der var vild fest oppe foran! Forsanger Filip Andersen var heller ikke sent ude til at crowdsurfe og få den voldsomme pit sat i gang. Desværre var undertegnede blevet plantet længere nede bagved i den lille sal, klemt sammen i mængden af mennesker, der ikke ønskede at være en aktiv del af festen Jeg kunne praktisk talt ikke røre mig ud af flækken. Det var også hernede, at jeg hurtigt fandt ud af, at Hexis kræver at man er en aktiv del af festen. Man skal være oppe foran, blive blændet af stroboskoblyset, få Filip i hovedet og allerhelst også komme lidt til skade i processen. Alt det gik jeg glip af nede bagved. Og det er nok noget der trækker ned i den samlede oplevelse, for bør man ikke kunne få en god oplevelse af bandet, selvom man ikke er med i kaoset?
Som band er Hexis dog en ener. Hvor deres numre overordnet set mangler variation, gør de i særdeleshed op for i unikt udtryk og live-energi. Det bliver aldrig kedeligt. Man bliver skældt ud, man får det dårligt, man bliver lidt svimmel og man forlader koncerten med ondt i sjælen. Og jeg er ikke ét sekund i tvivl om at dette absolut er Hexis’ hensigt! Dog der vist lidt variation hen mod slutningen af koncerten, og de sidste 10 minutter de spillede, formåede at vise væsentlig flere spændende nuancer end resten af koncerten. Mere af det, tak.
Fossils. Photo: Henrik Moberg Jessen
Fossils
Jeg stiftede for første gang bekendtskab med duoen Fossils på Copenhell 2014. Her skuffede de lidt, til trods for absolut at bevise hvorfor folk taler godt om dem. Dog overbeviste de ikke helt 100%. Var dette mon primært på grund af den utaknemmelige tjans at skulle åbne ballet tidligt på dagen på Copenhell?
Der må runge et stort syngende ”JA!”. For som Anders Bøtter sagde inden koncerten, så starter folk lidt sure med armene over kors. Så begynder de at headbange lidt og rykke med fødderne. Og koncerten ender så med at alle går helt og aldeles amok. Og ret, det fik han!
Fossils kan nemlig noget ganske særligt. De er for det første pisse-fucking-dygtige til at spille på deres instrumenter. Og så kan de få den simple formular der hedder trommer og bas til at virke evigt varieret, nytænkende, melodisk, punket, metallet, rockende, komplekst og lige-ud-af-landevejen!
Koncertens største svaghed var pudsigt nok koncertens største højdepunkt (lyder det mærkeligt? Bær over med mig…). Det var nemlig da Jacob Bredahl blev inviteret ud på scenen til at lave gæstevokal på et af numrene. PISSE fedt! Men hvorfor er dette en svaghed så? Jo, fordi lige dér brød de min tanke med at de ikke behøver en vokalist. For efter at have hørt Mr. Bredahl på vokal, så tilføjede han lige det ekstra krydderi, som gør at de gik fra pisse fede, til at være helt sublime.
Night Fever. Photo: Henrik Moberg Jessen
Night Fever
Night Fucking Fever! Kender man bandet, har man oplevet dem live og har man allerede forelsket sig i dem, så behøves der ikke rigtig siges mere. Så ved man det!
For jer der ikke ved det – lær det! Okay, det er måske lige lovlig meget høj-i-hatten attitude, men har man den mindste interesse for hardcore, lavet som dengang mor var dreng, så kan jeg ikke se nogen grund til at man ikke skovler sin flossede røv op fra sofaen, og skøjter ned til nærmeste kulkælder, hvor disse punks giver koncert næste gang. Jeg kan næsten garantere dig for, at du så ikke forlader stedet med dit sveddryppende og forpustede korpus i behold.
For det første spiller bandet som om livet var på spil. For får de genrens kerne til at virke både oldschool, original, simpel og uhyre melodisk på samme tid. Og så har de vokalist Salomon, der på en og samme tid er karismatisk, tilbagelænet, cool, talentfuld uden at miste den snottede punk-attitude fra dengang det hele var 100% hanekam, nitter og ”fuck systemet”.
Night Fever er nogle k-town knøse der vil det her pis. Det er der ingen tvivl om. De leverede varen, selvom vokalen dog kun kunne høres fra monitorne (lagde ikke selv mærke til det, men blev gjort opmærksom på det efterfølgende). Og af den grund fra det nok, ligesom med Hexis, en fest for de forreste. Desværre. Til gengæld leverede de nok en af de gladeste og mest positive moshpits jeg nogensinde har set. Smil og glade dage over hele linjen. Skønt!
Night Fever er no bullshit. Det er hardcore med punk attitude og rock n’ rollet islæt. Så fuck the rest.
Förtress (anmeldt af Weiss)
Förtress. Photo: Henrik Moberg
Hypen omkring Förtress synes ikke at ville have en ende. Heavy rockerne der har taget undergrunden med storm og som undertegnede senest oplevede på sommerens Roskilde Festival er præcis som hard rock bør og skal være. Festligt, uhøjtideligt og medrivende. Förtress mestrer alle tre og selvom bandet måske ikke har skrevet rockens bedste sange, så formår de altså i livesammenhæng, at levere disse sange med en indlevelse og nerve der kan sparke benene væk under selv den mest hardcore og sure metalfan.
Festligt var det i hvert fald i Vega, da bandet lukkede og slukkede for årets When Copenhell Freezes Over. På trods af en lidt tung start formåede bandet at køre koncerten hjem med højt humør, en flabet attitude og en publikums interaktion der sad lige i skabet.
Igen er det sangene der i sidste ende kan have den afgørende effekt for om Förtress formår at holde hypen omkring dem oppe fremover. For det er her bandet mangler det sidste for at de for alvor kan ramme de helt store scener. Kan Förtress på de kommende plader vise, at de kan skrive rocksange, med riffs og melodier der er stærke nok til at stå distancen og samtidig kunne få en fod ind i udlandet, så kan jeg ikke se hvorfor de ikke skulle ende med at blive de næste D-A-D eller Volbeat.
I Vega denne aften var det i hvert fald et top professionelt rockband der lukkede og slukkede When Copenhell Freezes Over.