Kulden har for alvor taget fat i disse dage. Derfor er det også helt naturligt at vores anmeldelse af et af Norges køligste black metal navne rammer netop nu.
For Taake udgav tidligere på måneden “Stridens Hus”, som opfølger til “Noregs Vaapen” fra 2011.
Hoest og co. har efter udgivelsen af den forrige Norges Vaapen været på flittig turnevirksomhed. Mere end nogensinde før faktisk. Det har bragt dem til Danmark over flere gange. Bl.a. på The Rock, Royal Metal Fest, Dark Mental Fest og senest på Copenhell i sommer.
Musikalsk rammer Stridens Hus ikke meget ved siden af Noregs Vaapen. Faktisk lyder det fuldstændig som det samme album hvad angår produktionen. Tørt og råt, men alligevel en anelse mere poleret end ved Taake’s tidligere udgivelser. For det meste er det midttempo black metal med en solid punket feeling. Præcis som vi kender det fra Taake i disse dage.
Om Stridens Hus så kan komme op på siden af Noregs Vaapen, som jeg mener er noget af det bedste fra Taake’s hånd, er det store spørgsmål. Det lette svar vil være: nej det kan den ikke.
Man savner et større fokus på de episke melodier mikset med det obligatoriske kaos der gjorde Noregs Vaapen til noget særligt. Men vi er derhenad og det viser Hoest i glimt på det udmærkede udspil “Kongsgaard Bestaar”. En ond lille satan af en black metal skærring, der vinder på de disharmoniske riffs og det smukke melodiske mellemspil.
Stridens Hus har også de små overraskende detaljer, som Hoest ikke er bange for at inkorporere i lyden. F.eks. får vi en herlig slide guitarsolo i bedste western feeling i nummeret “Stank”. Dette sender øjeblikkeligt tankerne tilbage på banjospillet i “Myr”.
Hoest er altså heller ikke her bange for at lege med andre stilarter og det vinder Taake på som helhed. Det uventede og overraskende øjeblik sat op imod det vi kender fra Taake i forvejen.
Jeg har efterhånden hørt albummet løbende i lidt under en måned. Skiven har endnu ikke vokset sig helt op på mig endnu. Men egentlig er det dejligt, at der endelig kommer et black metal album på bordet, som er lige på og hårdt. Her er intet black metal på over 10 min. Alle numre er mellem 5-8 minutter. Intet atmosfærisk som sådan, bare kaos og punk. Vi får en velanbragt knytnævne lige i smasken og denne knytnævne rammer til tider ganske hårdt på Stridens Hus.
Opsummering: Stridens Hus er noget mere punket end forgængeren og samtidig noget mere kaotisk. Derimod er de stærke melodiske hooks og memorable riff lagt en anelse på hylden. Dem savner man på et ellers ok udspil fra Hoest, der forsøger at fortsætte fra hvor han slap med “Noregs Vaapen”, men som ikke helt kan følge trop med forgængeren.
Lyt specielt til: ”Gamle Norig” , “Stank,” “Kongsgaard Bestaar”
For fans af: Darkthrone, Kvelertak og Marduk