Doomriders. Foto: Alexander Kolby
En aften i selskab med to bands i en kaliber helt for sig – nemlig Doomriders og Coliseum – skulle vise om hypen kunne holde stik!
Coliseum’s alternative slide-guitar. Foto: Alexander Kolby
Coliseum
Coliseum fra Kentucky var første band på scenen. Hele fem albums i ryggen samt det kommende ”Black Magic Punks” lige på trapperne skulle bevise om der er noget at komme efter her hos dem. Og det var der både og.
Bandet spiller en blanding af hardcore, post-rock og stoner metal og skal jeg endelige smide et label passer ordet ”rodeo-rock” nok ret godt. Forestil jer hvis Red Fang spillede punk, så har I et godt indtryk af den lyd bandet beskæftiger sig med. Og kan man lide netop dén lyd, så er der da også en hel del at komme efter. Fordi bandet numre lyder alle ret ens og viger aldrig helt fra deres (om end ret effektive) formel. På de nyere numre inkorporerer de dog også et ret malplaceret synth-apparat, men personligt mener jeg nok der skulle en del mere, og nok også noget andet, til, for at der for alvor kom skub i maskineriet.
Bandet ville da også gerne op i gear, men fordi vi alle var lidt trætte og tilbageholdende i det, lod det til at have en kedelig effekt på bandet – til trods for at publikum da kom helt op til scenen på bandets opfordring.
Coliseum spiller nu engang godt. Deres numre kan også nogle gode ting, men helt op og ringe blev det aldrig. De fortjener nu mere at blive spiller derhjemme på anlægget i lidt mindre doser.
Doomriders. Foto: Alexander Kolby
Doomriders
En ting jeg tænkte lidt over forud for aftenens koncert var, om hvordan de mon fandt ud af indbyrdes hvem af Coliseum og Doomriders der dog skulle headline denne koncert. Doomriders har dog Nate Newton fra Converge, men Coliseum har trods alt fem albums på bagen.
Der skulle dog ikke gå mere end 30 sekunder i selskab med Doomriders før det stod HELT klart hvorfor at de var headliner i aften. Bandet besidder en autoritet på scenen som Coliseum bare slet ikke kunne følge med på. Der er indlevelse, nerve og energi, samtidig med en smertende indadvendthed der kun kan være svær at mestre live. Doomriders har desuden langt større diversitet i musikken, hvor numre som ”Grand Blood” og ”New Pyramids” stod i skærende kontrast til ”Come Alive” og ”Jealous God”, dog uden på nogen måde at gå på kompromis med bandets lyd eller udtryk.
Selvom der i løbet af koncerten kom lidt bevægelse fra publikums side, så var det ikke helt den sveddryppende og intense oplevelse jeg havde forventet fra deres side – dog med undtagelse af en enkelt pige på knapt 35kg, der 1 nummer inde i koncerten vælger nærmest at takle hele forreste række for så spontant at slamdance rundt i manegen… Ganske mærkelig oplevelse. Men det er selvfølgelig ikke Doomriders problem, der om nogen gjorde sit for at få det hele op i gear, men det trækker alligevel oplevelsen ned fra det helt sublime.
Doomriders viste absolut hvorfor de er et af de mest interessante navne når det kommer til hardcore-inficeret sludge metal. Det kneb bare med at få folk ordentlig op i gear på sådan en onsdag.
