Anathema. Pumpehuset. Photo: Weiss
Det er efterhånden meget, meget længe siden man sådan rigtig har kunne kalde Anathema for metal. Der er ikke mange doom metal elementer at hente længere. Istedet er det melankoli på melankoli.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle forvente af denne koncert med Anathema. Deres nyeste udspil “Distant Satellites” rummer mange flotte, storsålede og melankolske elementer, hvor kontrasten mellem det helt blide og det mere hårdt rockende udtryk virker fint på plade. Men om det ville fungere på samme måde live var jeg spændt på.
Pumpehusets store sal var godt pakket da Anathema gik på scenen. Først skulle vi dog spises af med supportnavnet “Mothers Cake”. Et band der mest af alt lød som et personlighedsspaltet gymnasieband, der uheldigvis var kommet for tidligt ud af øvelokalet. Magen til skizofrent funkrockjazzede trio uden substans skulle man da lede længe efter. Og så hurtigt videre…
For Anathema ramte Pumpehuset med præcision da klokken ramte 21.15! Ikke overraskende var det “The Lost Song Part 1 og Part 2”, der satte koncerten i gang og Pumpehuset blev svøbt i smukke toner fra Vincent Cavanagh flotte vokal. Melankolien var til at føle på. Og så blev “Untouchable, Part 1” og “Untouchable, Part 2” fyret afsted.
Koncerten i Pumpehuset beviste flere ting. Anathema’s sande styrke ender i virkeligheden også med at blive deres svaghed. For bandet skriver altså hamrende flot musik. Men i sidste ende bliver det simpelthen… for meget? Til sidst kan kroppen ikke klare mere melankoli.
Bandets nyere musik er nemlig i bund og grund alle bygget op af det samme skellet. En blid og stillestående start, der tilsidst kulminere i et inferno af hård guitar. Sådan var det stort set hele vejen igennem denne aften i Pumpehuset. Og sådan er det nu engang med Anathema. Sådan er deres musik. Men i længden og efter næsten 90 min. mister man som band momentum, hvis der ikke sker noget nyt. Og det gjorde der egentlig ikke i denne koncert, der midtvejs endte med at blive en kedelige affære.
Først til allersidst da “Fragile Dreams” røg ud over scenekanten kom den længe ventede musikalske variation.
Anathema’s koncert denne aften i Pumpehuset startede ud på glimrende vis, men tabte undervejs momentum, da 6-7 numre fra “Distant Satellites” simpelthen var for meget.
