“For The Journey” er engelske Threshold’s 10ende udgivelse siden “Wounded Land” fra 1993. Men er der mon stadig mere at komme efter hos prog metallerne?
Svaret på dette er egentlig både og. Jeg var af den overbevisning at bandets forrige plade “March Of Progress” var en af 2012’s bedste udgivelser. Den musikalske inspiration, dynamik og aggression var intakt på den udgivelse og det er virkelig noget der i den grad mangler på “For The Journey”.
Der er virkelig langt i mellem de helt gode sange på denne udgivelse. Bandet har skruet ned for tempoet og ja, aggressiviteten , som det nu engang er muligt i melodisk prog metal. Istedet er det en betydelig mere rocket udgave vi får af Threshold i denne omgang.
Produktionen er som altid hos Threshold meget poleret, ren og pæn. Altså ganske typisk for bands i denne meget stilrene genre. Keyboards og de store guitarflader dominerer lydbilledet , hvor Damian Wilson må siges atter at være skivens højdepunkt. Han er og bliver en af denne genres absolut bedste vokalister. Hvis hans vokal da så bare ikke var sovset ind i alt for meget rumklang og flangereffekter, som det er tilfælde her, havde det været endnu bedre.
Men hvad er der så galt med den her skive? Jo, kort fortalt virker bandet simpelthen ikke inspireret. De stærke melodier, som Threshold ellers er kendt for , lad mig i den forbindelse blot nævne “Narcissus”, er simpelthen ikke til stede her og den åbenlyse mangel på den skæve og udfordrende sammensætning af riffs og rytmik synes også at mangle her. Istedet bumper bandet sig igennem størstedelen af sangene i et midttempo leje.
Først på skivens fjerde skærring, den ganske udmærkede “Turned To Dust” viser Threshold en anelse bid og nerve, med et lækkert riff og en fin melodi, som dog ikke når op på tidligere højder, men som viser Threshold i et af deres rigtig gode øjeblikke.
Det er dog bare langt fra nok af disse momenter på denne udgivelse. Og i bund og grund ender “For The Journey” med at blive en udgivelse, som fans af bandet måske vil have stående i deres samling, men mest af alt primært kun for at trække støv.
OPSUMMERING:
“For The Journey” viser et Threshold uden den store inspiration. I bund og grund ender det som en kedelig og ufarlig udgivelse, i et yderst poleret musikalsk univers, hvor manglen på de helt stærke sange er tydelig.
FOR FANS AF:
Dream Theater, Evergrey, Pink Floyd
LYT SPECIELT TIL:
”Turned To Dust”, ”Watchtower On The Moon”
Threshold – For The Journey udgives via Nuclear Blast
LINK:
Threshold på Facebook