Kulturnatten stod for undertegnede på black metal i Templet i Lyngby! Black metal i den både smadrede og melodiske ende af genren! Ungarnske Bornholm var aftenens hovednavn og med sig havde de danske Satanic Assault Division.
Satanic Assault Division
Jeg har efterhånden fået opbygget den dybeste respekt for Templet i Lyngby. Det lille spillested hiver gang på gang nogle af de fedeste navne fra undergrunden op af hatten og når snakken falder på black metal har eksempelvis Thyrfing, Inquisition og nu altså også Bornholm gæstet spillestedet indenfor meget kort tid.
Her til aften var det Satanic Assault Division der skulle stå for den danske opvarmning. Og opvarmet må man så sandelig sige at vi blev. Ørene blev i hvert fald. For hold da op hvor blev der spillet højt! Højt som i MEGET højt! Det var en decideret mur af smadret lyd der tæskede ned over hovederne på os og bankede os i gulvet!
Med tunge, tunge riffs, godt med blastbeats og en Hoest inspireret vokal har Satanic Assault Division efterhånden fået opbygget sig som et solidt navn i den danske undergrund og har med flere jobs som supportnavn for flere af genrens større navne (Archgoat, Mayhem og Bornholm) spillet sig op som et fedt livenavn.
Bandets black metal er af den mere skrabede slags. Punk og thrash elementerne er tydelige og det giver bandet en langt mere udadvendt approach på scenen end eksempelvis Solbrud og Eljudnir gør sig i i deres udgave af black metal. Ikke at det ene skulle være bedre end det andet. Det er bare en anden oplevelse man får med Satanic Assault Division’s punkede black metal.
For mit vedkommende måtte bandet dog godt undlade corpse painten. De behøver ikke denne sminke, for deres musik holder helt fint uden denne ofte klichéfulde gimmick. Det kan i værste fald ende med at blive for kliché og det er synd, når musikken altså holder! Men okay, måske spiller bandet bare på disse klichéer og ønsker at gøre det. Det må man næsten tro med titler som “Fisting The Pope” , “The Bible will Burn” og “Jehova Witness Slaughter”. Jo det er da sjovt og det skal også være sjovt langt henad vejen.
Men en anelse mere seriøsitet i i hvert fald tekstuniverset og et fravalg af corpse paint og så er jeg sikker på, at dette band har en stor fremtid i vente. Musikalsk holder det her foretagende 100 % !
Og det skulle faktisk vise sig at blive aftenens største musikalske oplevelse…
Bornholm
Bornholm på Templet. Photo: Weiss
Bornholm der senest gæstede Danmark til Copenhell i 2013, var aftenens hovednavn. Og med den utrolig flotte “Inexorable Defiance” – udgivelse i ryggen var det et band jeg i dén grad så frem til at opleve igen. Storslået melodisk pagan black metal var hvad der ventede.
På Copenhell faldt deres musik desværre igennem i fuld dagslys, så jeg glædede mig til en revanche. Denne revanche kom dog kun momentvis denne aften på Templet.
Én af disse grunde skyldes fremmødet… Hvor var folk? Der var simpelthen ikke nogen. Jeg vil skyde på, at vi max var 15 mennesker tilbage da Bornholm gik på. Rygtet ville vide, at der kun var blevet solgt 6 billetter i forslag. Av, av, av.
Gudskelov lod dette ikke til at påvirke bandet synderligt. Men det er klart, at stemningen ikke er hvor den skal være, når det lille, lille publikum der nu engang er mødt op, står sporadiske steder på gulvet.
Men videre til det det handler om: musikken!
For her spiller Bornholm altså den type af black metal jeg personligt har det bedst med. Den melodiske og ofte storslåede udgave, hvor de symfoniske elementer gerne må optræde i stor stil. Og det gør den hos Bornholm. Desværre var heller ikke lyden med bandet denne aften. Og ja det kostede altså musikkens symfoniske elementer der fuldstændig druknede i bulder fra trommerne og bassen, der var mixet alt for højt.
Visuelt står klichéerne også i kø hos Bornholm. Denne gang er det dog ikke corpse paint, men derimod bandet’s scenetøj, der bedst kan beskrives som et vulgært mix af slangeskind og rustning. Men okay, ja, det må man så tage med, når musikken i hvert fald på plade holder 100 %.
Når lyden ikke er med bandet, så halter det altså gevaldigt på livefronten. Det storstilede udtryk forsvinder i støj og det hele ender desværre langt hen ad vejen med at lyde ens. Kun afbrudt af de glimtvis smukke akustiske passager, som bandet gør sig utrolig godt i.
Bornholm mangler stadig at bevise deres værd live. Men omstændighederne var så sandelig heller ikke med dem denne aften. Øv, øv og atter øv!
Det må blive en alle gode gange tre!
Og så lige en opfordring til Templet her på faldrebet. Selvom fremmødet til denne koncert var svagt, så fortsæt for alt i verden med at booke disse navne. Det er vigtigt med et spillested som dette! Og så håber jeg satme at vi er mange, mange flere der ses til Blues Pills i netop Templet d 28 november!
