myrkurNærmest ud af den blå luft har Myrkur, med signingen på Relapse Records, gjort sig bemærket i sort metallens undergrund. Én kvindes black metal projekt er et interessant bud på den moderne black metal stamme!

Inspirationen hos Myrkur, der i øvrigt betyder mørke på islandsk og færøsk, er hentet fra hvad vi måske kunne kalde den klassiske periode i nyere tids black metals historie.  90’ernes sorte Norge, hvor bands som Mayhem, Darkthrone og Burzum var med til at sætte standarden og lyden for hele den anden bølge af black metal.

Denne lyd, skrabet, upoleret og til tider ganske fladt tager Myrkur sit helt eget greb om, med en produktion der bestemt ikke lefler for nogen. Tværtimod. Guitaren skær sig afsted, som en skærebrænder i et stykke smeltende metal. Trommerne pisker fladt afsted i både up- og midttempo. Hele sammenspillet og dynamikken er egentlig en anelse kaotisk og til tider er det rent faktisk svært at høre hvad der faktisk sker i lydbilledet. Dette tror jeg egentlig er med vilje. Det understøtter nemlig  det kaos Myrkur ønsker at skabe i hendes univers.

Det musikalske kaos bliver heldigvis afløst af et imponerende korarbejde. Og det er her Myrkurs sande styrke træder frem. Vi kan i bund og grund alle optage numre, med en sound, der skal lyde ad helvedes til. Mén Myrkur skiller sig ud fra mængden ved at lade de flotte kvindevokaler, stå i skærende kontrast til resten af lydbilledet. Det er smukt, rørende og samtidig iskoldt og for pokker hvor er det bare flot dynamisk skruet sammen. Kontrasternes holdeplads!

Det er med til at gøre Myrkur anderledes fra mængden af black metal bands, der forsøger sig i kunsten i at være så onde og “sande” som mulige. Myrkur’s black metal er hverken ond eller “oh så true”.

Myrkur tager med sit tekstarbejde udgangspunkt i naturens barske kræfter og til tider har vi nærmest at gøre med folkemetalisk riffarbejde, hvor introriffet i et nummer som “Nattens Barn” eller “Dybt i Skoven” uden problemer kunne være lavet af et band som Moonsorrow.

Myrkur er ikke rasende ondt black metal, men det tror jeg heller ikke har været meningen. Det her er musik for dem der har lyst til at blive udfordret. Det er musik for dem der er åbne og så er det musik for folk, der ikke får hæmorider af en poptøs, der laver god og kontrastfyldt folkinspireret black metal!

Velkommen på banen Myrkur! Jeg glæder mig allerede til fuldlængden!

 

Opsumering:
Myrkur er kontrasternes holdeplads. Det er skramlet, upoleret, råt og alligevel hamrende smuk black metal!

Lyt til:
“Nattens Barn” , “Dybt i Skoven” , ” Må Du Brænde I Helvede”

For fans af:
Ulver, Darkthrone, Moonsorrow og Deafheaven

 

Myrkur – Myrkur udgives via Relapse Records