Accept. Amager Bio. Photo: Weiss
For én i helvede Accept! Hvordan kan det overhoved lade sig gøre?
Det var det spørgsmål jeg stod tilbage med, efter bandet præcis 2 timer efter showstart takkede af, efter endnu en koncert i det totalt udsolgte Amager Bio.
Hvordan kan det lade sig gøre, at man ca 40 år inde i karrieren spiller med en SÅ stor spilleglæde, entusiasme, rendyrket power og med et dynamisk drive, som alle nye bands der i dag tænker på at gøre en karriere i metal er heldige, hvis de når tilnærmelsesvis.
Wolf Hoffmann og co. har med det nye Accept skabt en ny storheds tid for et navn, der på ingen måde lader sig hvile på gamle bedrifter. Det har været interessant at følge. Det her er nemlig ikke et dinosaurband, der kører den hjem på gamle kendinge. Men hvorfor også gøre det, når det nye materiale på de seneste tre skiver, er af så høj kvalitet, at det rent faktisk, kan give baghjul til meget af det gamle.
Således var den lange, lange setliste også denne aften fyldt godt op med nyere materiale fra hhv. “Blood Of The Nations”, “Stalingrad” og selvfølgelig den suveræne “Blind Rage”, hvor hele 6 numre kom derfra.
Man mærkede dog en anelse startvanskeligheder, da bandet sparkede koncerten igang, med hvad jeg personligt synes er det svageste led på Blind Rage, “Stampede”. Lyden var ikke helt klar fra start. Og det gjalt både ud mod publikum, men tydeligvis også på scenen, hvor bandets monitorsystem ikke var slået til. Dette til en mindre irritation fra særligt Mark Tornillo.
Det tog lige 3 numre før vi for alvor kom op i omdrejninger. Men SÅ var vi der godt nok også. Og her skal vi så tilbage til førnævnte drive, spilleglæde og sans for rendyrket heavy metal power. For alle tre ting mestre Accept altså til fulde.
At de nye skærringer fra Accept sparker røv bevidnede publikums reaktioner og gejst da også på, da “Hellfire”, “Teutonic Terror”, “200 Days” og særligt nyklassikeren “Pandemic,” fik frit løb ud over scenekanten. Ingen af disse fik dog tilnærmelsesvis gåsehuden på mine arme til at rejse sig på samme måde, som da bandet satte gang i “Shadow Soldiers.” Sikke et nummer!
Selvfølgelig fik vi da også de go’e gamle Accept klassikere. En perlerække bestående af “Loosers and Winners”, London Leather Boys”, Fast As A Shark”, “Metal Heart” og den afsluttende “Balls To The Wall”, der alle startede fællessang på Amager.
I disse tider er Accept sgu i en klasse for sig og det bør alle dem der har oplevet disse tyskere for nyligt kunne give mig ret i. Deres sans for det helt grundlæggende i heavy metal er absolut verdensklasse. Riffet, harmonierne, den rytmiske bund og de stærke melodier bliver stort set ikke bedre.
Bandet gjorde det sgu igen på Amager!
Opsummering:
Igen, igen viste Accept hvordan heavy metal skal leveres, når et bliver gjort af sande mestre. Og deres stædighed i at holde fast og tro på deres nye materiale gør, at de ikke ender som et museumsklar dinosaurband.
