Wacken Open Air fyldte 25 år i år. Det blev fejret med manér, med et såkaldt best off-program, krydret med et par håndfuld bands, der for første gang satte deres ben på en af Wacken’s store scener. Bl.a. vores egen King Diamond.
Når vores dækning af WOA 2014 bliver rundet af, har det været med anmeldelser af ca 25 koncerter. Så der skulle være nok læsning at tage fat på i den kommende tid! Vi håber I er klar på det!
Wacken Metal Battle (Earth Divide, [In Mute], Huldre) (Skrevet af Aleg-One)
Earth Divide på Wacken 2014. Photo: Weiss
Det første der var på programmet for undertegnede denne Wacken Open Air, var tre gange Metal Battle deltagere! Earth Divide fra vores nordiske brødre fra færøerne, [In Mute] fra Spanien, der tilfældigvis spillede i ”pausen” mellem Earth Divide og de danske deltagere Huldre, der spillede sidst.
Earth Divide spiller en meget moderne og tidstypisk metal, som man næsten kan fristes til at kalde ”djent”. Altså skæve tidssignaturer, growlende vokaler og enkelte atmosfæriske passager. Live er de også et rigtig stærkt band, der spiller hinanden rigtig godt op til den imponerende vokal. Desværre trak de ikke et specielt stort publikum, men de viste format og gjorde alt de kunne for at gå efter guldet!
Efter Earth Divide skulle der lige gå en halv times tid før de danske folkemetallere fra Huldre skulle entrere scenen, og i den mellemtid skulle [In Mute] fra Spanien vise deres værd. De spiller en typisk skandinavisk dødsmetal med melodiske aspekter og en markant kvindelig frontfigur. Lyder det velkendt? Så er det fordi det også er det. Faktisk rigtig meget. Hele deres stageperformance osede langt væk af Arch Enemy, hvilket de så også gjorde ganske udemærket.
Huldre på Wacken 2014. Photo: Weiss
Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på at jeg allerede havde set det her til ukendelighed… Men folk og dommere må have kunne lide det, for de endte jo med at løbe med førstepladsen.
Men så blev det så også tid til at hylde Danmark! Huldre gik på scenen, der som sædvanligvis var tildækket af en halv skov og en masse knogler, til lyden af en drejelire og Nanna Barslev’s imponerende vokal. Herefter fik musikken lov til at bygge sig op og folde sig ud for alvor! Hele showet igennem var Huldre uhyre underholdende, festlige og de fik også for alvor trukket et virkelig stort publikum, der alle var med hele vejen igennem. Huldre endte med en flot tredjeplads til Wacken Metal Battle – det længste Danmark nogensinde er kommet i denne konkurrence. Men hvorfor de ikke vandt det hele et mig stadig en gåde… De fortjente det fanme…
Hammerfall (anmeldt af Weiss)
Hammerfall på Wacken 2014. Photo: Weiss
Indrømmet. Torsdagens program på Wacken var skruet perfekt sammen for undertegnede. Et rendyrket heavy metal-program var hvad Wacken havde givet os denne første dag. Og et af de første større navne på scenen var de svenske tysker-darlings Hammerfall.
Hammerfall har stort set ikke spillet en koncert siden de stod på True Metal Stage i 2012. Det var derfor en kærkommen lejlighed til at se hvor svenskerne står nu.
Vi var blevet lovet et show med fokus på bandets 1997-debut Glory To The Brave. Og det var præcis hvad vi fik. Ligesom i 2012 var lyden til Hammerfall’s koncert ikke særlig god. Faktisk var det stort set umuligt at høre noget som helst guitar i det buldrende tromme/bas-helvede i begyndelsen. Dette blev dog stille og roligt forbedret jo længere koncerten skred frem.
Hvis der er nogen der skulle være i tvivl om svenskernes popularitet i det tyske, så skulle disse se fremmødet foran Black Metal Stage denne tidlige torsdag aften. Hele arealet var fyldt til bristepunktet. Det var nærmest umuligt at klemme flere ind.
At Hammerfall vælger at spille hele Glory To The Brave kan både være et plus og et minus. For fans af bandet var det her en oplagt mulighed for at høre numre, bandet stort set aldrig spiller. Men alligevel følte man, at det satte en kedelig klods for koncerten. Vi vidste hvad der ville ske. Og hånden på hjertet, så har Hammerfall altså udgivet langt federe numre siden Glory To The Brave, der selvfølgelig har et par fede skærringer som titelnummeret, “Steel Meets Steel” og “The Dragon Lies Bleeding”. Mange af os stod nu alligevel og ventede på ekstranumrene, hvor de forhåbentlig ville spille nogle andre sange fra deres bagkatalog. Og det er altså sagt fra en stor tilhænger af bandet!
Disse kom da heldigvis også i form af numre som “Bloodbound,” og den uundgåelige “Hearts On Fire”.
Men alt i alt var Hammerfall’s Glory To The Brave-koncert en anelse tam oplevelse, med et band der var præget af dårlig lyd, og det faktum at de SKULLE spille Glory To The Brave og ikke rigtig fik sat gang i festen før tilsidst.
Steel Panther (anmeldt af Aleg-One)
Steel Panther på Wacken 2014. Photo: Weiss
Nu skulle den imidlertid stå på øl, fisse og Steel Panther! Bandet der spiller humor-metal for laveste fællesnævner, og gør det også med ganske stor overbevisning! Glam metallens svar på Tenacious D, hvis alle D’s sange handlede om fest og fisse. Lyder det dumt? Det er også utrolig dumt. Men sjovt er det sgu også! Specielt når man står midt i solen iført en god brandert på Wacken!
Og bandet har det sjovt, det er nemt at se! Og der bliver spillet på alle de sleske tangenter. Her er det bl.a. værd at bide mærke i bandets bassist Lexxi Foxx, der mellem hvert nummer havde et medbragt sminkebord med, hvor eyeliner og lipgloss lige kunne få et touch-up, imens forsanger Michael Starr og guitarist Satchel fyrede jokes af. Jokes som ”When we started this band in the late 70s, we never thought we would be standing here at Wacken Open Air IN FRONT OF 300.000 PEOPLE!”, ”This is our first number one single in America – it sold over 300 copies!”, ”Give an applause for Stix Zadinia, one of the best drummers in our band!”. Man kan sgu ikke andet end at holde af dem.
Undervejs i sættet fik vi serveret mange catchy og iørefaldende glam hits, såsom ”Party Like Tomorrow Is The End Of The World, ”17 Girls In A Row”, ”Community Property”, ”Eyes Of A Panther”, ”Party All Day (Fuck Every Night)”, ”Glory Hole” og den uovervindelige ”Death to All But Metal”. Ja, faktisk tror jeg ikke de skal udgive mere end 1-2 plader før de kan fylde hele setlisten med sing-a-long venlige fisse-hits. Og så ser vi også bort fra at samtlige numre næsten er skamløse kopier af stilarter gjort populære af alt fra Bon Jovi og Motley Crue. Men who the fuck cares?
Jeg havde en fucking fed fest!
Saxon (anmeldt af Weiss)
Saxon på Wacken 2014. Photo: Weiss.
Endnu en klassisk Wacken genganger. Jeg har simpelthen ikke tal på længere hvor mange gange Saxon egentlig har spillet på Wacken. Det er i hvert fald en hel del. Sidst stod de, ligesom Hammerfall, på scenen i 2012. Nu var de tilbage på Black Stage med et noget anderledes setup, end tidligere.
Saxon havde simpelthen hevet et strygerorkester med, der kom på scenen midtvejs i koncerten. Ikke så overraskende eftersom deres seneste udgivelse er en genudgivelse af de helt klassiske Saxon numre med orkester. Så det gav egentlig ret god mening. Men om det så fungerede praksis er en anden snak.
For efter Saxon havde bombarderet os med de klassiske skærringer “Heavy Metal Thunder”, “Solid Ball Of Rocks”, “Wheels Of Steel” og “747 (Strangers In The Night)” blev det tid til at give plads til strygerne på scenen under “Crusader.”
Egentlig er jeg ret stor tilhænger af klassisk musik der møder metal. Det kan lade sig gøre. Bare spørg Rage feat. Lingua Mortis og Dimmu Borgir. Det skal sådan set bare give mening at gøre det. Numrene skal være skrevet til det!
Og ligesom med Metallicas forkølede forsøg på det samme med S&M, så er flere af Saxon’s helt gamle skærringer bare ikke velegnet til symfoni. Det skal holdes klassisk og råt og i et nummer som Crusader faldt det til jorden med et massivt brag på Wacken.
Men gudskelov har Saxon en håndfuld nyere numre, der rent faktisk KAN gøre det godt med strygere. Her vandt “Battalions of Steel” (det tætteste Saxon kommer på en power metal hymne) en klar sejr. Her kunne det lade sig gøre fordi det rent musikalsk gav mening.
Det var et sats fra Saxon’s side, at hive strygerne med på scenen. Resultatet, på trods af et par enkelte fede numre, var et noget rodet og forvirrende musikalsk udtryk leveret af de gamle heavy helte på Wacken!
Accept (anmeldt af Weiss)
Accept på Wacken 2014. Photo: Weiss
Der er altså bare noget over at stå i Tyskland og opleve dét bedste dette land har kunnet give os.
I 2012 var det Scorpions. I 2013 var det Rammstein og nu i 2014 var det omsider Accept’s tur (Accept og IKKE UDO. De af jer der har været på Wacken flere gange vil forstå denne hentydning!) til igen at kaste det reneste heavy metal stjernestøv ned over os på Wacken!
Ligesom med Hammerfall var vi blevet lovet et best-off show med Accept, der ville spille store dele af “Restless And Wild”. Men i mod sætning til Hammerfall tidligere på dagen, så havde Accept valgt at mikse numrene, så vi fik alt godt fra bagkataloget, samt de nyere – og i øvrigt – tæske fede numre fra hhv. “Blood Of The Nation” og “Stalingrad”. Et godt og stærkt valg, der sørgede for, at koncerten aldrig mistede momentum og blev kedelig.
Faktisk blev koncerten alt andet. Det var en direkte opvisning i hvor fedt heavy metal egentlig er, når det bliver leveret af sande mestre. Denne aften svingede alt fra sammenspil til setliste til hofterne hos Wolf Hofmann og Peter Baltes. Accept er måske dét stærkeste bud på et klassisk heavy metal navn vi har derude i dag. De leverer både på live- og på udgivelsesfronten og man mærker på ingen måde alderen trykke hos de aldrende tyskere.
Alexander spurgte mig efter koncerten om Accept så var et “værdigt” nok navn, til at placere på et headliner spot på Wacken. Og ja, man kan måske diskutere om Accept er et stort nok navn for Wacken at placere på en tid, hvor både Rammstein, Ozzy og Maiden før har stået. Det er de egentlig ikke på papiret. Jo, måske hvis de blev gendannet med UDO igen. Men Accept er måske det bedste bud, på det bedste af det bedste man overhoved kan opspore på heavy metal scenen idag, og når man har en sådan magi i hænderne, så kan alt lade sig gøre på en festival som Wacken.
Tak for dén hvor var det godt det her!
Folkens, der er mødepligt i Amager Bio til september!
