Svensk melodød, black metal legender i sollys, søslanger, og en stor power metallisk finale var bl.a. hvad der ventede os på denne sidste dag i Wacken’s hede! En dag der bød på betydeligt større musikalske oplevelser end dagen før!
Arch Enemy (anmeldt af Aleg-One)
Morgenkoncerter i bagende hede skal seriøst skride. Klokken er kun 12 for helvede! Og når jeg ser Arch Enemy vil jeg ikke stå og overtale mine tømmermænd til en brandert og tørre søvn ud af øjnene. Men det er imidlertid tilfældet nu her, og imens jeg står og får rettet ryggen ud fra endnu en elendig nats søvn, må vi se om de svenske melodød-kæmper kan klare!
Sidste gang jeg oplevede dem var som mange ved på Copenhell, og der optrådte deres nye forsanger Alissa White-Gluz med et brækket ribben, hvilket kun klarede til UG. I dag har hun ikke brækket ribbenet, men til gengæld har hun fødselsdag. Så den fik lige et par ekstra nøk på spilleglæden, og det smittede da i dén grad af på publikum, der trodsede den bagende hede og crowdsurfede, moshede og kastede hænder i vejret som om de var ligeglade. Det var sgu befriende.
Det hele fungerede sgu ganske glimrende her til morgen – og var omstændighederne en smule anderledes (acceptable temperaturer og et anstændigt tidspunkt) så ville det godt kunne have gået hen og været en helt vildt fed oplevelse!
Selvom Arch Enemy har nyklassikere som ”We Will Rise”, ”My Apocalypse” og ”Nemesis” – som selvfølgelig er fede, så er det faktisk de nyere numre der fungerer bedst i livesammenhæng. Måske føler Alissa bare mere for dem, eller også skal vi i dén grad forvente mange gode ting af Arch Enemy i fremtiden. Fx så er nummeret ”As The Pages Burn” sprængfyldt af energi og fede grooves – så mere af det!
Arch Enemy leverede hvad de kunne og sejrede også langt hen af vejen. Tidspunkt og omstændigheder trak dem bare en smule ned.
Behemoth (anmeldt af Weiss)
Behemoth på Wacken 2014. Photo: Weiss
Ja, så var det atter blevet tid til at opleve Behemoth. Og atter, fristes man til at sige, var det tid til at opleve dem på højlys dag. Denne gang var det Wacken’s publikum der skulle have fornøjelsen af, at opleve de polske mestre folde sig ud i +30 grader.
Visuelt var der ikke sket den store forandring på deres show, siden de to foregående koncerter jeg har oplevet med bandet i hhv. Amager Bio og på Copenhell i år. Så på dét punkt var det egentlig en ganske forudsigelig koncert.
Et show med Behemoth er nøje planlagt. Alt er koreograferet ned til mindste detalje og intet er overladt til tilfældighederne. Ild, mere ild, blod og omvendte kors! Bandmedlemmernes professionalisme er imponerende høj. På Wacken virkede det dog en anelse for rutinepræget.
Efterhånden har Behemoth spillet dette show så uendeligt mange gange, at det da også ville være mærkeligt, hvis rutinen ikke på noget tidspunkt blev slået til.
Alligevel imponeres man gang på gang over deres musikalske styrke og teknik. Behemoth er i sandhed måske verdens bedste til det de gør!
De har numrene, fortællingerne og showet til at kunne imponere os gang på gang. Og på trods af, at også setlisten stort set var identisk som ved de to foregående shows og med det faktum, at de simpelthen bare ikke skal spille i dagslys, så var Behemoth på Wacken egentlig en rigtig god koncert!
Dog uden hverken at kunne nå op på siden af deres Copenhell 2010 eller Amager Bio 2014-koncert!
August Burns Red (anmeldt af Aleg-One)
August Burns Red på Wacken 2014. Photo: Aleg-One
Imens Behemoth spredte satanisme to scener til venstre, så var der lidt gladere toner i vente på den lidt mindre Party Stage. Faktisk fra et metalcore-band der i bred forstand omtales som decideret kristent. Ret sjovt at de to bands lige skulle spille samtidig.
Og jeg må jo leve op til min titel. En titel der er blevet annonceret i landsdækkende radio flere gange – nemlig at jeg er Kongen Af Core™. Så Behemoth’s kamp mod sollyset blev til August Burns Red’s hyldest af selvsamme.
Og det gik da også ganske fint nok til at starte med. Der var god energi på scenen, de spillede fint sammen, lyden var lidt mudret – men hvad fanden. Det blev bare aldrig rigtig meget bedre end ”fint”. De har egentlig kun et enkelt nummer jeg vil betegne som værende et ”hit”, nemlig ”Meddler”. Dette nummer var også godt placeret i midten af sættet, hvor det hele var ved at blive en anelse kedeligt. Tror simpelthen bare August Burns Red vil alt for mange ting med deres numre. Det bliver forvirrende og ikke specielt dynamisk at lytte til i længden.
Hen imod slutningen af koncerten fik de dog rettet op på det hele i form af numrene ”Provision” og ”White Washed”, der fik smilet frem, hvad der lignede dansesko og følelsen af at have overværet en god koncert. Men fantastisk blev den sgu aldrig.
Devin Townsend Project (anmeldt af Weiss)
Metallens troldmand. Metallens freak. Metallens alt mulig mand. Ja hvad fanden kan man ikke snart sige om den gode hr. Devin Townsend, der stod for underholdningen på True Metal Stage lørdag eftermiddag.
Musikalsk er der stort set ingen der lyder som ham. En masse stilarter bliver kogt sammen og rørt rundt i mandens store musikalske univers. Alt fra jazz, prog, rock, symfonisk og dødsmetal. Det er sgu’ imponernede og dragene at lytte til.
På Wacken var jeg dog spændt på om hans musik kunne holde kadencen overfor publikum. True Metal Stage og den s publikum er en stor mundfuld og med så avanceret musik, som Devin Townsend udøver kræver det sin mand, at kunne holde publikum koncentreret og fokuseret i den lidt over en time lange koncert.
Heldigvis er Devin Townsend en glimrende showman og alt hvad der blev sagt og gjort mellem numrene var med til at løfte stemningen betydeligt. F.eks har jeg aldrig set så mange kramme hinanden på én og samme gang, som da Devin bad publikum om at vende sig mod den nærmeste og give personen det varmeste kram, man nu kunne give på en ellers hård metalfestival. Det var hamrende skægt at opleve.
Devin er god til at tage pis på både sig selv og det ellers altid så stereotype hårde udtryk, som metallen er kendt for og bruge det til sin fordel. Det vinder han klart på!
Musikalsk var det dog en anelse op ad bakke for manden, med de store armbevægelser. Det var bestemt ikke alt der kom ordenligt ud over scenekanten. De ellers så ikoniske vokaler druknede alt for ofte i mudret guitarlyd og symfoni. Så meget at det kunne være svært at høre, hvad der rent faktisk skete på scenen, da “Seventh Wave” og “War” satte koncerten igang.
Devin Townsend Project og Wacken var på trods af lyden næsten det perfekte match!
Emperor (anmeldt af Aleg-One)
Emperor på Wacken 2014. Photo: Weiss
Det helt store unikke trækplastre på dette års festival, må uden tvivl være at de var en af de få festivaler der fik overtalt gendannelsen af legendariske Emperor til at komme og spille jubilæumskoncert for deres ikoniske ”In The Nightside Eclipse” udgivelse. En udgivelse der for alvor fik sat symfonisk black metal på verdenskortet og dagen i dag står som en af de stærkeste udgivelser inden for genren – hvis ikke dén stærkeste! Derfor var det mest stor glæde da jeg så Emperor offentliggjort til Wacken 2014, endda næsten med næsten 100% originalt lineup – men åh, hvilken sorg at skulle se dem spille i dagslys og tilmed også bagende solskin (ja, jeg brokker mig stadig over vejret!). Det fortjener de fandeneddeme ikke! Var også i en kort periode fristet af at tage over på Party Stage igen og se Hatebreed, men nu fik de altså lige chancen. Også fordi at JEG nok aldrig ville få chancen igen.
Og allerede få sekunder inde i første nummer var jeg uhyre glad for at jeg tog denne beslutning! For hold da kæft hvor de bare spiller fedt!
Vi fik serveret In The Nightside Eclipse i sin fulde længde til stor perfektion, og som ekstranumre blev der trukket lækkerier op fra godteposen i form af ”Ancient Queen”, ”Wrath Of The Tyrant” og Bathory-coveret ”A Fine Day To Die” – sådan mand!
Den eneste grund til at Emperor ikke får topkarakter er, at med deres musik og optræden, fuldt udstyret med masser (masser!) af fyrværkeri, ville have fungeret MEGET bedre i mørke. Så det er fanme en ommer.
Publikum var der faktisk ikke mange af. Det lignede faktisk at der var mange flere ovre og se Hatebreed.. Men det er vel bare deres tab.
Amon Amarth (anmeldt af Aleg-One)
Amon Amarth på Wacken 2014. Photo: Weiss
Mægtige Amon Amarth! Ved siden af U.D.O og Doro er de vel næsten husorkester på Wacken. Og det har jeg det et eller andet sted ganske fint med! For skal man opleve Amon Amarth live, så skal det fanme også være på Wacken! For mage til kæmpe publikum og fantastisk sceneproduktion skal man nok lede længe efter til deres koncerter andre steder i verden! Folk hernede er ganske enkelt vilde med det!
På scenen var der placeret to kæmpe røgspyende søslanger og pyroteknikken fik også lige et nøk ekstra i forhold til andre koncerter. Det spillede. Og.. Hvad var det? En Amon Amarth koncert hvor lyden rent faktisk er god? Hold da op! Kan man snart forlange meget mere? Næppe!
For de er sgu konsistente i deres optræden. Derfor var der heller ingen overraskelser på setlisten – lige med undtagelse af ”We Shall Destroy”. Men faktisk så jeg hellere ”Death In Fire” eller ”Runes To My Memory” blive spillet i stedet – bare for at nostalgien ville blive komplet!
Til Amon Amarth vil man nemlig ikke overraskes – man vil helst forbløffes! Man vil drikke sin øl, hoppe med og synge shå-lå-lå i takt med de melodiske riffs! Og det fungerer sgu!
Aldrig har jeg før heller set så mange crowdsurfere på Wacken før. Det lige før mængden af mennesker der skulle tage imod de bårne gæster var ved at blive for lille! (ok, overdrivelse fremmer forståelsen…)
Jeg hyggede mig sgu! Amon Amarth er garant for fest, og de er om nogen et band der kan samle folk, så det hverken bliver for seriøst eller for lallet. Vi ses til næste gang!
Megadeth (anmeldt af Weiss)
Megadeth på Wacken 2014. Photo: Weiss
Du godeste. Sikke dog en forfærdelig start på hvad der skulle blive Megadeth’s debut på Wacken. Introen, der skulle varme publikum op inden bandet gik på scenen, gik ud og storskærmene og lyden gik i sort. Et par minutter efter kom bandet gående ind på scenen og startede “stille og roligt” ud med “Hangar 18”. Uha, man kunne godt frygte at hr. Mustaine ikke ligefrem ville være i jordens bedste humør på den baggrund.
Og som om det ikke var slemt nok med introen, så var det stort set kun bas og trommer man kunne høre i de første par numre. Ja, det var faktisk stort set umuligt overhoved at høre hvad der blev spillet. Det her kunne ende i en decideret katastrofe, hvis ikke der blev rettet op det omgående!
En lydmand på voldsomt overarbejde må så få æren af, at have reddet denne Megadeth koncert, som faktisk, jo længere vi kom i sættet, blev bedre og bedre for tilsidst rent faktisk at toppe og blive en af festivalens mest mindeværdige koncerter.
Dave Mustaine og co. havde lagt den perfekte sætliste. Fokus på hits og kun med et par enkelte svipser fra den forfærdelige Super Collider i form af “Kingmaker” og Thin Lizzy-coveret “Cold Sweat”.
“Sweating Bullets”, “Poison Was The Cure”, og særligt “She-wolf” og “Trust” hev de helt store sejrer hjem for Megadeth denne tidlige aften.
Et forrygende sammenspil og en Dave Mustaine, der sang overraskende godt, gjorde heller ikke ligefrem oplevelsen ringere.
Til sidst var der ikke andet at gøre end at overgive sig og synge med til tonerne af “Symphony of Destruction” , “Peace Sells” og “Holy Wars… The Punishment Due”.
Tak for dén Megadeth og sikke en fornøjelse at opleve en glad og direkte storsmilende Dave Mustaine forlade Black Metal Stage med armene i vejret efter en koncert, der nok har været et af bandets absolutte højdepunkter længe!
Min tro på Megadeth er tilbage igen!
Fleshgod Apocalypse (anmeldt af Aleg-One)
Fleshgod Apocalypse på Wacken 2014. Photo: Aleg-One
Imens der spillede flødebolle-fantasi-power med dragejægere og troldmænd til underlægning af eurovision-melodier fuldt udstyret med oktavskift og alt hvad de kappeklædte pølletyskere ellers er så vilde med (jeg kigger på dig, Weiss!), så var der en del af os der foretrak andre boller på suppen. Eller pastaen, vel og mærke.
Kødgudens Undergang skulle nemlig spille op til symfonisk dobbeltpedal på en af festivalens små scener! Og set i lyset af deres support-tjans i Pumpehuset for nylig, så var det et glædeligt gensyn med Fleshgod Apocalypse! Her havde de nemlig plads til for alvor at folde sig ud og gøre brug af deres teatralske elementer. Og også lyden var væsentlig bedre – deres medbragte operasanger og bassist/backup-vokalist var ikke placeret for højt i lydbilledet (= de ødelagde intet i dag…)
Setlisten bestod primært af numre fra ”Agony”-pladen, såsom ”The Hypocricy”, ”The Violation” ”The…” ”The…” osv., men også lidt numre fra den nyere ”Labyrinth”-plade fik sneget sig ind, som de megafede ”Minotaur” og ”Pathfinder”!
Fleshgod spillede en fed koncert for et kæmpe publikum, der slubrede deres 1000km/t dødsmetal til sig som glubske hunde! Og så kan kroppen altså heller ikke mere nu! (ja, sorry Kreator…)
Avantasia (anmeldt af Weiss)
Avantasia på Wacken 2014. Photo. Weiss
Så var det tid til bandet jeg havde set mest frem til hjemmefra. Dels fordi det er et band, der pænt stryger udenom om Danmark, hver gang de gæster Tyskland, Finland, Sverige og Norge og fordi Sammet’s projekt med Avantasia er en af mine favoritter når det kommer til power metal generelt!
Man har selvfølgelig og helt forventet skulle høre på meget fra Kong Core (Aleg-One) og hvor “true” han er ved at vælge Fleshgod Apocalypse over Avantasia. Men lad ham om det. I øvrigt missede han Behemoth på baggrund af August Burns Red! Hvem er så sej her?
Vi andre 80.000 kunne derimod nyde et band, der aldrig ellers kommer til Danmark.
Som altid ved Avantasia’s optrædener og udgivelser, udgøres showet af en masse gæstemusikanter. Og denne gang var bestemt heller ingen undtagelse. Denne aften var det sågar med et dansk midtpunkt. Nemlig Ronnie Atkins fra Pretty Maids, der er aktuel på det seneste Avantasia album med nummeret “Awoke The Machine”. Han gjorde en fantastisk figur sammen med Tobias Sammet i front. Af andre gæster var der dømt Avantasia classic med hhv. Michael Kiske (x-helloween og nu Unisonic) samt Bob Catley (Magnum). Også Eric Martin (Mr. Big) udgjorde en del af lineuppet.
Musikalsk havde Tobias Sammet, ikke så overraskende, fokus på de senere udgivelser, der nok snare kan betegnes som en egentlig rockoplevelse snare end en metal opera eller ja, bare rendyrket power metal. Havde man forventet andet inden koncerten var det ens egen skyld. På de seneste par udgivelser med Avantasia har Sammet nemlig gået andre veje. Og her fik vi numre som den forrygende “Twisted Mind,” og “The Scarecrow” fra albummet af samme navn.
At koncerten midtvejs tabte en anelse momentum skyldtes, at man havde valgt at placere to af de mere stille og melankolske skærringer med “What’s Left For Me” og “Dying For An Angel” i midten af sættet, hvor Eric Martins på mange måder irriterende performance skæmmede en anelse for helhedsoplevelsen. Her savnede man altså Klaus Meine, som ellers synger “Dying For An Angel” på udgivelse.
Heldigvis kom vi stærkt tilbage med power metal bomben “Reach Out For The Light” og “Avantasia”, begge fra debutten “Metal Opera”, der omgående startede fællessang i det tyske.
Tyskerne er vilde med Tobias Sammet. Og det er forstående! For er man glad for stærke melodier og storslået metalrock, så er Tobias Sammet en af de bedste sangskrivere i sit felt.
Da koncerten blev rundet af med “Sign Of The Cross” og Tobias lige havde været en tur forbi søster-scenen Black Stage, for at bede de fans der ventede på Kreator, om at række fuck til ham og hans, citat: “gay ass German power metal band”, var der ingen tvivl tilbage!
Avantasia leverede varen og den helt store fællesskabsfølelse på årets Wacken!
Stort! Intet mindre!