Endelig! som i “ENDELIG” er de genfødte heavy metal-konger i tyske Accept klar med Blind Rage.
Og det er jo egentlig ikke fordi Wolf Hoffmann og co. ikke har været aktive siden deres gendannelse med Mark Tornillo i front tilbage i 2010. Faktisk er det blevet til nu hele tre udgivelser siden da. Det geniale comeback album “Blood Of The Nation” (2010) og den stort set lige så geniale “Stalingrad” (2012) og så nu “Blind Rage” (2014)
Og hvorfor så skrive “endelig” i indledningen? Man skulle jo reelt tro at vi egentlig var mættet i et godt stykke tid, med hele to udgivelser siden 2010. Men nej. Vi kan simpelthen ikke få nok Accept, når dette band på både live- og udgivelsesfronten, måske er bedre end de nogensinde har været. Det er kort sagt imponerende hvad dette tyske orkester har skabt siden de valgte at slå pjalterne sammen igen.
På “Blind Rage” viser Accept atter, hvorfor de idag er verdens bedste heavy metal band. Det er store ord. Men ikke destomindre sandt. Sangskrivningsmæssigt er der ingen, der idag når dem til sokkeholderne i denne genre.
Det gælder Wolf Hoffmann’s sans for at skrive det geniale riff, bandets arrangementer, velskrevne omkvæd og Mark Tornillo’s vokalregister.
Faktisk er omkvædet den helt store styrke på “Blind Rage”. Hvert nummer og dens omkvæd er vanvittig catchy og var dette en skive, der var blevet udgivet i 80’erne er jeg ikke i tvivl om at numre som “Fall Of The Empire” , “200 Years”, “From The Ashes We Rise” og albummets sande mesterværk, den lettere afdæmpede “Wanna Be Free”, ville være blevet rendyrkede klassikere og nogle vi alle sang med på den dag idag.
Faktisk er det værd at holde fast i “Wanna Be Free”. For selvom det måske er skivens mest poppede og afdæmpede nummer, så er det nok dét nummer der minder mest om det Accept vi kender fra 80’erne. Et band der skriver sange vi alle kan synge og skråle med på. Et nummer med et herligt memorablet riff, krydret med det ikoniske Accept-mandekor i omkvædet.
Det holder hele vejen! Og det gør det også, når bandet hylder heavy metal-genren i nummeret “Dying Breed”, der reelt kunne være endt som et corny forsøg på at virke seje. Men Accept kan gøre det, fordi det virker.. ja simpelthen bare rigtigt.
Jeg ved sgu ikke hvordan dette band kan blive ved med at udgive så fede skiver. Måske fordi de holder fast, og altid har holdt fast, i en formel der virker. Der skal dog alligevel noget til at holde det interessant i længden. Men det klarer Accept imponerende nok. Det hele lyder friskt, energisk og velspillet. Måske Judas Priest skulle have spurgt tyskerne til råds, inden de udgav Redeemer Of Souls?
“Blind Rage” er et must for fans af heavy metal og er en skive, der fint stiller sig side om side med Behemoth’s “The Satanist”, som en af årets stærkeste udgivelser!
Vi ses i Amager Bio!
Accept – Blind Rage udgives via Nuclear Blast