Fredag d 13 og dermed den sidste dag på årets Copenhell var en tand mere rocket end de to tidligere dage. Læs med her:
Heidra (anmeldt af Weiss)
Som første band på Copenhell’s sidste dag, havde Heidra fået den utaknemmelige opgave, at spille et tømmermændsramt publikum op til dåd igen. Det er selvsagt ikke let når klokken kun er 12, det blæser, det små-regner og i bund og grund er pisse koldt.
Det virkede også som om Heidra lige skulle spille sig selv varme i begyndelsen. Der var uden tvivl en snert af nerver at spore hos vikingerne, da de gjorde deres entre på Pandæmonium. Men godt for bandet overraskede publikum stort denne tidlige eftermiddag og mødte faktisk ganske talstærkt op for at opleve et band, der et par dage efter deres koncert på Copenhell udgav deres glimrende debutplade “Awaiting Dawn”.
Livemæssigt er der stadig elementer der kan og bør pudses af, for at Heidra kan virke endnu mere helstøbte som band på scenen. Deres musikalske håndværk sidder hvor det skal og det symfoniske møde med ligedele power og black metal fungerede faktisk rigtig godt, som det første man hørte om fredagen.
Det hjalp også en hel del på situationen, at Heidra var blevet tildelt festivalens måske bedste lyd. Dette gjorde at stort set alle bandets mange elementer kom frem i det klare lydbillede.
Med et par koncerter mere i bagagen for Heidra, er jeg sikker på det her nok skal kunne tage fart. Momentum er der!
EVRA (anmeldt af Aleg-One)
Første band for mit vedkomne denne dag, skulle være det københavnske hardcore-outfit EVRA! EVRA blev først kendt her på siden, da vi tilbage I 2013 udvalgte dem som del I vores “The New Shit” artikelserie, hvor de også gav koncert til en showcase i Pumpehuset. Her viste de absolut format, ved at give et energisk og indlevende hardcoreshow, fuldt udstyret med masser af sydstatsriffs og flabet rock-attitude.
I dag er EVRA endnu mere på vej til at blive et navn der absolut bør være på de flestes læber! Fordi dét at Copenhell vælger at booke et så forholdsvis lille navn, siger blot hvor meget de har på hjerte og hvor langt de kan nå hvis de vil. Publikum på Copenhell så det så desværre som en mulighed for enten at sove længe eller dovne den nede i ølteltet – fordi mange, det var vi ikke…
EVRA gjorde ellers alt hvad de kunne for at trykke den maks af, og drømmen om at stå foran tusindvis af mennesker blev hurtigt lagt om, så os der stod foran scenen stadig fik en fest! Især det nyere materiale de spillede glæder jeg mig meget til at høre – her er der inkorporeret flere sludgede og psykedeliske passager, som passer fint ind i deres beskidte hardcore! EVRA er et band der stadig er på vej – men på den helt rette vej er de sgu! De har energien, de har potentialet. Nu mangler de bare udgivelserne og en masse spillejobs!
Kill Devil Hill (anmeldt af Weiss)
Kill Devil Hill er et relativt nyt foretagende på metalscenen, med kun to albums i sækken – “Kill Devil Hill” fra 2012 og “Revolution Rise” fra 2013. Manden i fokus er ubetinget bandets bassist Rex Brown, som vi kender fra tiden med Pantera og Down. Og ja, så tidligt på dagen var det vel for det meste også ham folket primært var kommet for at se, snare end musikken, går jeg i hvert fald ud fra.
Kill Devil Hill beviste nemlig på Copenhell, at deres numre, som egentlig er ok fede på plade simpelthen mangler noget slagkraft og ikke fungere optimalt live. Jo længere vi kom igennem koncerten jo mere kedelig blev den og det kan skyldes, at bandet ikke har skrevet de fængende numre endnu.
Når så samtidig Rex Brown helt åbenlyst ligner en mand, der er mere irriteret over situationen med sine tekniske bas-problemer, end hvad godt egentlig er, hjælper det heller ikke til at holde på publikum. Der blev færre og færre af os foran scenen jo længere koncerten skred frem.
Sådan som Kill Devil Hill tog sig ud på vindblæste Hades fredag eftermiddag, var der bestemt ikke nogen videre revolution at spore hos dette band.
Thy Art Is Murder (anmeldt af Aleg-One)
Copenhell. Dine happy hour tilbud er farlige. Især for en som mig der skal have de sparsomme småmønter til at række så langt som mulig – og når sådan en happy hour ligger fra kl 12 til 14, så er man ret stegt når klokken er 15:45 og Thy Art Is Murder skal til at gå på. Et band der passede HELT perfekt til min sindstilstand lige der!
Da de i 2013 udgav deres seneste plade ”Hate”, gav jeg den lidt hårde ord med på vejen for at være en ret dum plade.. Men den fik også at vide at den sikkert passede perfekt til en fest. Og dét gør de(n)! Der var sgu fest!
På scenen er Thy Art Is Murder dog ikke den helst store attraktion. Egentlig er det kun bandets frontmand som gør figur af sig – det er derimod blandt publikum at alt det sjove ligger. For hold da kæft der blev gået til den! Moshpits til den store guldmedalje, en wall of death der fyldte næsten hele pladsen foran scenen og circlepits der i særdeleshed fik rusket godt op i den støvede plads. Det er svært ikke at lade sig rive med foran et band som dette!
Musikalsk er det stadig brutalitet for brutalitetens skyld og ren breakdown lagkage. Men nogle gange er det lige dét der er brug for, så gør det så meget?
Behemoth (anmeldt af Weiss)
På en dag hvor man har absolut alle odds imod sig, er det de færreste der kan trække en sejr i hus. Behemoth kæmpede og kæmpede og langt henad vejen var det også lige ved og næsten for det polske blackened death metal band.
Lad det være sagt med det samme; Behemoth på Copenhell anno 2014 kommer ikke i nærheden af Behemoth på Copenhell anno 2010, men er det overhoved også muligt? Jeg tror det virkelig ikke.
På årets udgave af Copenhell var Nergal og co. blevet placeret på højlys dag på festivalens største scene. Sceneplaceringen var spot on, men for et band som Behemoth vil der i sagens natur ryge noget af bandets dystre image ved at spille i dagslys.
Men Behemoth har altså materialet i orden! Med så stærkt et bagkatalog vil det aldrig blive et egentligt problem, at spille i dagslys, så snart musikken ryger ud over scenekanten. En musik der i dén grad er dyster nok til at kunne stå for sig selv. Tonser-tunge “Blow Your Trumpets Gabriel” samt “Ora Pro Nobis Lucifer”, fra dette års måske bedste udgivelse, satte koncerten igang. Men for fanden i en i helvede hvor fik vinden dog revet stort set alt tænkeligt med sig. Ufattelig ærgerligt for koncerten i sin helhed, der uden tvivl vil blive husket som koncerten, hvor vinden for alvor tog fat om Copenhell og sendte Behemoth’s tunge skyts en smule til tælling.
At kæmpe er åbenbart noget Nergal lever og ånder for, og på trods af vinden fortsatte Behemoth deres sataniske opførelse. Og med en decideret smuk afslutning bestående af “Chant for Eschaton 2000” og “O Father O Satan O Sun!” formåede Behemoth, med møg og besvær alligevel næsten, at få kæmpet sig til en sejr mod elementerne – i dette tilfælde den bankende vind!
The Hell (anmeldt af Aleg-One)
You dick! En motherfucking rendyrket fuckfinger var på programmet kl 18:00 på Pandæmonium. The Hell fra England, der spiller flabet og riffbaseret hardcore, entrerer scenen fuldt ud iført bandanaer og solbriller således deres identitet forblev skjult, blomstrede skjorter og hipster-shorts og samtlige djævlehorn var udskiftede med midterfingre over hele linjen. Så bliver det ikke meget kitchet end det.. Og hold kæft det var sjovt! På den gode måde, vel og mærke..
The Hell er nemlig ikke bange for at lave simpel musik med simple værdier. For det ér hvad det er. Se bare guitar og bas, der hver har fået fjernet alt undtagen to strenge – der bruges nemlig ikke mere i deres musik.
Deres sæt bestod overvejende meget af nye numre fra den kommende plade ”Groovehammer”. Men undervejs kom der også ”These butters bitches”, ”Step It Up”, ”Shit Just Got Real” og ”It’s The Motherfucking Hell (You Dick)” fra pladen ”You’re Listening To The Hell”, der alle fik rusket gevaldigt op i publikum, til trods for det stadig (endnu) ikke er et band der får fyldt store spillesteder og stadioner op.
Det jeg dog savnede fra The Hell var lidt mere galskab. Det var lidt for tydeligt at de er nogle lads der har det sjovt på scenen. Men i forhold til hvor vred og aggressiv deres musik er, så kunne jeg godt tænke mig mere vildskab og at flere uforudsigelige ting skete.
Det hele var dumt og dejligt i en 40 minutters tid. Og fint i trit med koncerten med Thy Art Is Murder og i modsætningen til den meget seriøse omgang dødsmetal fra Behemoth, så var det faktisk ret befriende… You dick.
Obituary (anmeldt af Weiss)
Se det kan godt være at dødsmetal idag blandt fans skal være så hurtigt, brutalt, teknisk-lirede osv. osv. osv som muligt. Men kære læsere af dette – og her kommer altså det helt store MEN. Når et band som Obituary kan gå op på scenen på Copenhell og levere et så tæske sejt sæt, som vi var vidne til på årets festival glemmer man fuldstændig alt om hurtighed og teknik og giver istedet en regulær fuckfinger til det hele!
Det her er brutalitet i sin reneste og absolut ledeste form. Og for helvede hvor er det dog forfriskende at høre. Obituary’s helt tunge skyts var kørt i stilling denne tidlige aften. Skrabende tungt headbangermateriale af den helt gamle skole og vi var mange mennesker til dette foran Hades!
Sådan skal dødsmetal eksekveres. Så smukt og så rigtigt og på det helt rette tidspunkt. Folket var klar på Obituary og bandet virkede også klar på at levere deres massive dødsmetal til masserne. Og da tonerne til “Slowly We Rot” løb ud, er der ingen der kan have været i tvivl om, at de nu havde været vidne til noget stort!
En af Copenhell’s absolut bedste koncerter!
Graveyard (anmeldt af Weiss)
Og så til noget helt andet. Retrorockerne i Graveyard ventede nemlig på Helviti lige efter Obituary’s brutale omgang. Det var så sandelig noget af et genreskifte og med placeringen af Graveyard, var det spændende hvordan det lille band ville tage sig ud på så stor en scene.
“Seven Seven” satte koncerten igang og bandet gik efterfølgende ganske overraskende over i hittet “Hising Blues” allerede som andet nummer. En godkendt start, som egentlig burde have lagt op til en lang bedre koncert end den egentlig blev.
For noget var altså galt her. Scenenplaceringen var FOR stor en mundfuld for bandet. Deres skrabede retrorock flød hult ud igennem højtalerne og de virkede simpelthen for små til, at kunne fylde et så stort scenerum ud med deres musik. I det værste tilfælde blev det simpelthen bare kedeligt både at se og høre på. Og så var den åbenlyse spilleglæde nærmest ikke eksisterende.
Jeg husker tydligt min første oplevelse med dette band. Det var på Roskilde Festivalens Pavilion-scene tilbage i 2011. Energien i det lille pakkede telt, der altså alligevel kan huse 1500 mennesker, var forrygende og stiller sig nærmest i direkte kontrast til oplevelsen på Copenhell, der var blevet blæst alt for stort op.
Tilbage i klubberne med Graveyard og væk fra de helt store scener, for det har deres musik på ingen måde godt af!
Uncle Acid and the deadbeats (anmeldt af Weiss)
Fra det ene old school-inspirerede rocknavn til det andet. Denne gang på Hades, som nærmest for første gang overhoved på denne festival, rent faktisk havde suveræn lyd!
Her ventede de fremadstormende Uncle Acid and the deadbeats. Et navn der så sandelig har slået sig fast på scenen på meget, meget kort tid. Fra nærmest ikke at have spillet nogle koncerter indtil Roskilde Festival 2013, til året efter at være support for Black Sabbath på hele deres tour, for så at komme tilbage til Danmark igen som headlinere i hhv. Voxhall og Pumpehuset. Nu stod de så på Copenhell. Alt dette på lige godt og vel et år.
Undertegnede har været så heldig at opleve bandet alle de nu 4 gange de har været i Danmark og givet lektioner i tungtspillet syre-doom! På Copenhell var dette så sandelig ikke en undtagelse.
Uncle Acid and the deadbeats syremusik er altid en oplevelse. Med nærmest hypnotiske vokalharmonier, grumsede guitarer og tunge, langsomme trommer forførte de os alle til en trance-agtig tilstand hvor publikum og band smeltede sammen om musikken. Sådan føltes det i hvert fald denne dag på Copenhell. Riffsne var dejlig tunge og den gode lyd hjalp til, at alle detaljer i musikken kom rent igennem. Publikum kvitterede også med taktvis headbanging og masser af smil på læberne!
“Mt. Abraxas” , “I’ll Cut You Down” og “Over and Over Again” var aftenens klare højdepunkter! Har du ikke tjekket dette band ud endnu så få det gjort omgående!
Suicide Silence (anmeldt af Aleg-One)
Ligesom Arch Enemy forleden, stod der her et band foran os, der absolut havde noget at skulle bevise. De har nemlig også mistet en forsanger, Mitch Lucker, der døde i en motorcykelulykke tilbage i 2012. Imidlertid har bandet nu fundet ny frontmand, tidligere vokalist fra bandet All Shall Parish, Eddie Hermida.
Personligt syntes jeg både dette var et godt og et skidt valg – godt fordi Eddie Hermida er pisse dygtig og en fed frontmand på scenen og skidt fordi All Shall Parish så mistede deres centrale frontfigur.. Men i stedet for at græde snot over dét, skulle det blive spændende at se Suicide Silence have danmarkspræmiere på denne nye konstellation!
Man kunne godt frygte at en scene som hovedscenen Helviti skulle blive en alt for stor mundfuld for Suicide Silence, og det var den også til dels.. Mest fordi at de simpelthen ikke kunne tiltrække et nævneværdigt stort publikum. Så man dog bort for dette og holdt blikket på scenen, så var det faktisk imponerende at de faktisk formåede at spille den op og fylde den godt ud! Specielt skal Eddie Hermida have stor cadeau for rent faktisk at ligne en mand der har stået på og ejet sådanne scener hele sit musikalske liv – det klarede han rigtig godt!
Lyden var derimod IKKE med dem! Mage til rungende omgang mudderpøl skal man sgu lede længe efter! Højt var det, ja, men så heller ikke så meget mere end dét. Faktisk bestod den mest bare af forskellige bastoner der blæste ud af højtalerne. Dette var ærgerligt, da det i sidste ende gjorde mange af numrene uigenkendelige og derfor tog en del luft af ballonen, der ellers godt kunne have været rigtig rigtig godt.
Den del af gæsterne på Copenhell der havde bevæget sig op foran scenen, havde dog en rigtig fed fest, hvilket resulterede i festivalens største moshpit! Undervejs fik vi numre fra hele bagkataloget, næsten i kronologisk orden, og efter ekstranummeret ”You Only Live Once” havde runget ud, takkede bandet af for denne aften. Og selvom det nok ikke var den heldigste aften for dem, fik de bevist at de absolut stadig er relevante!
Watain (anmeldt af Aleg-One)
Da Watain tidligere på året blev offentliggjort til at spille på Copenhell, udbrød jeg i et glædesudbrud, kun overgået af dengang Lamb Of God blev offentliggjort til selvsamme festival. Watain er nemlig et band jeg er ustyrlig glad for! Deres efterhånden legendariske Wacken-koncert i 2012 står stadig friskt i erindringen og deres (godt nok ild-løse) koncert i Lille Vega tidligere på året, var også en cementering af, at dette band også kan levere, selvom de ikke har de helt store produktionsmæssige skyts med.
Så da Copenhell så lovede at der ville være masser af ild med, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig som et lille barn til juleaften. Det skulle nok blive godt!
Koncerten startes med at forsanger ”E” entrerer scenen med en stor fakkel, og sat ild i to store treforke der står på scenen, hvorefter han så kaster faklen ud i publikum. Jep, du læste rigtigt. Så er stilen ligesom lagt – Watain mener det fanme!
Nummeret ”De Profondiis” efterfulgt af ”Black Flames March” og ”Malfeitor” skød showet i gang! Men hold nu KÆFT for en gang mudderlyd vi IGEN skulle udsættes for på Hades-scenen! Denne gang kom det fra trommesættet, så det var ikke underligt nok alle bandets mere hurtige numre det gik værst ud over. Heldigvis kom der også det stille nummer ”The Wild Hunt”, der i særdeleshed fik Watain’s lyd og stemning til sin ret!
På scenen syntes jeg heller ikke at Watain udviste samme energiske og fandenivoldske format som de plejer. Måske det bare er mig der var træt, det skal ikke kunne siges Der var masser af blod, ild og flot sceneudsmykning. Men fjerner man dette, så tror jeg ikke koncerten ville være SÅ meget værd at skrive om. Øv..
Watain viste momentvis at de er black metal scenens aller mest interessante navn (så’ det sagt), men dårlige omstændigheder gjorde alt hvad de kunne for at sætte en stopper for storheden. Det må blive næste gang!
D-A-D (anmeldt af Weiss)
D-A-D. Bandet der var hevet ind som erstatning for Megadeth stod for festivalens afslutning. Et rocknavn?! Et Grøn Koncert-navn?! Puha! Skam jer Copenhell! Ja hvad i helvede bilder Copenhell sig ind?
Ja de gør vel egentlig det eneste rigtige at gøre, når et navn så sent i festivalsæsonen aflyser. Der hives et band ind der VIL og KAN starte festen. Når så det band tilmed spiller et album, der er så mange der har en særlig kærlighed for, og ja folkens det gælder altså både fans af metal og rock, så er det selvfølgelig helt på sin plads at D-A-D gør sin entre på Copenhell.
D-A-D havde booket et dobbelt-gig denne aften. Først i Odense og så på Copenhell. Det betød for fynboerne, at D-A-D havde forkortet deres sæt og istedet havde valgt at medbringe den fulde produktion på Copenhell og ikke på Fyn, kun til ære for publikum på Copenhell. At D-A-D VILLE Copenhell denne aften, skal der ikke herske nogen tvivl om.
Ikke så overraskende startede de festen ud med en tungtspillet “Ill Will” og derefter gik det slag i slag med hele No Fuel Left For The Pilgrims fra slut til start. Publikum sang med, folket var klar på fællesskabet efter tre dage med hårdtpumpet musik. Det var det helt rette tidspunkt for et band som D-A-D. Det virkede som om de spillede tungere end længe hørt fra deres side og som et af de få bands på årets festival havde Disneyland-drengene medbragt en lydmand, der rent faktisk forstod idéen med at skrue op!
At bandet så vælger at trække nyere numre op af hatten i form af “Monster Philosophy” og “I Wan’t What She’s Got” gav lidt af en dæmper på løjerne. Her kunne man med rette have smækket “I Won’t Cut My Hair” eller Riskin It All ind.
Cobber, Laust, Stig og Jesper leverede en fest, som der var få andre bands på årets festival der kunne. Og da Copenhell blev lukket og slukket med manér til tonerne af It’s After Dark, var det tid til refleksion efter tre dejlige dage fyldt med tung og varieret musik i godt selskab!