Der var gjort klar til bajer-fest da to af de ypperste navne indenfor dansk folke metal spillede op til dans i Roskilde!
Som lokal Roskilde-dreng har jeg altid elsket at gå til koncerter på det gamle vandværk – også kaldet Gimle. Og det er efterhånden blevet til en hel del koncerter i Tanken for mit vedkommende skal jeg hilse at sige. Hvad man altid kan regne med er Gimle’s helt igennem fantastiske lydanlæg. For det er sgu et af landets absolut bedste. Derfor var det også med den gode mavefornemmelse at jeg drog mod det lokale spillested i Roskilde for at opleve Huldre og hovednavnet Svartsot.
Huldre
Det er ikke mere end et par uger siden jeg sidst oplevede Huldre i aktion. Der var det på Loppen som hovednavn. Denne aften var de navnet der skulle åbne ballet inden Svartsot. Jeg tror simpelthen ikke på at Svartsot kunne have fundet et bedre åbningsnavn. For Huldre har efterhånden – og det er sgu’ velfortjent – fået opbygget en solid hype herhjemme, som et utrolig dygtigt live navn. Det slog de fast på When Copenhell Freezes Over og det kommer de 100 % også til at vise til de kommende Wacken Metal Battles.
Omdrejningspunktet hos Huldre er centreret omkring vokalist Nanna Barslev. Hendes stemme er det, der i sammenspil med violin og drejelire samt krydret med de mere klassiske metal-orienterede instrumenter, er med til at give Huldre deres særlige og unikke lyd jeg ikke ellers har hørt før på scenen herhjemme.
Koncerten på Gimle startede ud på samme måde som ved de sidste optrædener jeg har set med bandet. En meget stille start hvor kun drejelire og violin får lov til at klinge. Herefter bliver intensiteten stille og roligt bygget op og flere instrumenter kommer på, indtil det hele tilsidst eksploderer i nummeret Ulvevinter.
Der er overraskende mange mennesker til denne koncert på Gimle og Huldre får godt fat i danseskoene på folk. Det er simpelthen umuligt at stå stille! Og det skyldes udentvivl Huldre’s dynamik. Koncerten bliver nemlig aldrig kedelig, da deres numre er med til at give en varieret og go dynamik igennem deres optræden. Det bliver derfor aldrig ensformigt.
Det er dog første gang jeg har oplevet Huldre lave småfejl på scenen. På det punkt virkede det ikke helt som om de følte sig så sikre denne aften. Der blev sjusket med et par afslutninger og beklageligvis for Nanna gik hendes mikrofon ud flere gange i starten. Dette blev dog reddet med et par velplacerede skåle til det evigt tørstige metalfolk.
Udmærket Huldre!
Svartsot
Og så var det tid til aftenens hovednavn! Svartsot er ubetinget det største navn vi har på den danske folke metalscene. Det er et band der tidligere har delt scene med navne som TYR, Alestorm, Finntroll og Eluveiti og som også har gjort sig internationalt bemærket på festivaler som Wacken Open Air.
Her til aften stod de så på scenen på Gimle klar til at levere en forhåbentlig stor fest.
Modsat Huldre har Svartsot’s musik en betydelig større tyngde. Det er tungere og hårdere, men uden den samme variation som Huldre gør sig i og det kom til at præge koncerten jo længere den skred frem.
For Svartsot startede ud med et brag. Alle bandets medlemmer virkede tændte og veloplagte. Klar til at rive forsamlingen af langhårede metaldudes og familiefaren fra provinsen rundt i Gimles tank.
Thor growler og er en indpisker af Odin’s nåde. Med ham i front kan det simpelthen ikke gå galt for det band. Og jo stivere han bliver jo bedre bliver en koncert med Svartsot – så simpelt er det bare! Det er sjovt, festligt og voldsomt på én og samme gang i hans selskab!
Denne aften på Gimle fik vi leveret en go del numre fra den kommende Svartsot-plade som vidst nok skulle komme ud til juni – eller var det juli? Det virkede en anelse uklart, da Thor i en hurtig og halvstiv vending forsøgte at proklamere dette. Om ikke andet så lød de nye numre bestemt som noget der er værd at glæde sig til. Særligt på det nummer, hvor Svartsot har fået Nanna fra Huldre med som gæst. Det skal I glæde jer til at høre!
Men lad os lige blive kort ved Huldre. For det er her jeg mener at koncerten med Svartsot går en smule tabt. For i modsætning til Huldre minder Svartsot’s numre i bund og grund for meget om hinanden i dynamik og tempo og efter godt og vel halvanden time sluttes der af i Roskilde med Havfruens Kvæd. Halvandentime er næsten for meget af det gode for en koncert der startede ud med et brag, men som i bund og grund gik i stå mod slutningen.
Og så her til sidst en opfordring til Gimle: Se nu for pokker at få udnyttet jeres helt igennem geniale lydanlæg! Book noget mere metal og også gerne i internationalklasse! Folket skal sgu’ nok dukke op hvis det rette navn bliver booket. Det er synd der ikke mere stort metal på dét spillested, med de faciliteter det har!