Det amerikanske hardcore/metalband Hatebreed er altid god for en voldsom omgang pit-musik. Denne aften var ingen undtagelse!
Ruined
Aftenens første navn af de to lokale supportbands, er det københavnske hardcore-band Ruined. Bandet spiller en hårdtpumpet version af en klassisk og bidsk hardcore, der snildt kan frembringe en masse headbanging hos selv de mest mavesure metallere.
Man kan godt mærke at bandet stadigvæk er lidt nye, da deres energi virker lidt stivbenet i det – men den er der! Og det her band skal sgu nok nå langt, hvis de giver den alt hvad de har i sig. Specielt det sidste nummer de spillede var uhyre stærkt og fik smilet frem hos de fleste i salen – mere af det tak!
Scarred by beauty
Scarred By Beauty derimod behøves vel ingen nærmere introduktion. Velsagtens Danmarks største og mest anerkendte ”core” band, og deres energi og scenefremtræden er rå, selvsikker og tilrettelagt, uden at de dog tyr til koreografi (som de godt kunne have fundet på for nogle år siden..).
Setlisten har hovedvægt på den nyeste plade ”Cape Zero”, og udvalget kunne næsten ikke være bedre! Pladens bedste numre ”Lighthouse”, ”Egypt, I Am Dying”, ”Untitled”, ”Ikaros” samt titelnummeret fik alle skubbet godt gang i publikum, og en solid moshpit fik også udviklet sig. Man kunne dog godt mærke en smule på bandet, at de godt vidste det ikke var dem der var hovedpersonerne denne aften, og selvom energien var intakt, var der en form for distance til publikum. Men mere kan vel heller ikke forlanges?
Scarred By Beauty er, om man vil det eller ej, et af de sikreste kort vi har på hænderne herhjemme når det kommer til tung musik. Færdig slut.
Hatebreed
At aftenens hovedpersoner derimod var amerikanske Hatebreed, det burde der ikke herske nogen tvivl om overhovedet. Salen var stoppet til bristepunktet, nok halvdelen af alle herinde sportede Hatebreed t-shirts eller hoodies og det var en regulær krig at få de gode pladser foran.
Alt dette var dog kun stilhed før stormen. For da bandet gik på scenen, gik publikum amok! ”Put it to the Torch” fra 2013’s ”Divinity Of Purpose” blev blæst ud, og hvad der lignede halvdelen af alle i salen brød ud i voldsom moshpit.
Og så er det heldigt at Hatebreed’s frontmand Jamey Jasta er en mand der tydeligvis lader sig påvirke af sit publikum. Hvor han var lidt mere tilbagelænet på Roskilde Festival sidste år, lod han sig rive med her og høstede i den grad publikums jubel! At han så også proklamerer at de havde valgt at starte touren i Danmark på grund af de var så glade for Roskilde-showet, trækker jo også kun op!
Aftenen bestod både at nyt og gammelt, og især de helt nye og helt gamle fungerede pisse godt her i aften. De ældre numre som ”I Will Be Heard”, ”Live For this” og ”This is now” samt nyere i form af den punkede ”Indivisible” og det uhyre effektive nummer ”Honor Never Dies” (TAK for den!!) sendte voldsomme energibølger igennem det svedende publikum.
Desværre var der et sted midt i sættet hvor energiniveauet faldt en smule og folk stod og kedede sig lidt. Måske er halvanden time i selskab med Hatebreed måske bare lidt for meget? Det var også heromkring at bassen begyndte at runge uhyre meget i højtalerne, og det hele begyndte at mudre. Heldigvis kom deres Slayer-cover ”Ghosts Of War” samt den obligatoriske afslutter ”Destroy Everything” og satte punktum for at Hatebreed absolut ikke er for sjov.