Det var en støt opadgående kurve, der afsluttede i nær perfektion, da Architects havde hevet et imponerende hardcore og metalcore lineup til Pumpehuset for at holde fest!
More Than Life
Med rødder i post-rocken og udtrykket i hardcoren, var aftenens første navn på papiret en ganske interessant affære. More Than Life har nemlig fået skabt sig et solidt navn i de mest die-hard kredse af hardcore-miljøet, og flere jeg havde talt med op til koncerten, var enige om at netop de var aftenens helt store trækplaster. Men det der die-hard hardcore-miljø, det bliver jeg nok ikke en del af lige foreløbig…
For koncerten var mildest talt kedelig, og hele bandets lidt semi macho-attitude blandet med vokalist James Matthews’ over-the-top macho-attitude faldt bestemt ikke i god jord hos mig. Særligt ikke når det lød som om at hans i forvejen ikke synderligt imponerende vokal skulle afbrydes af at han blev nødt til at ”snakke” sig igennem teksterne… Eller det er måske bare sådan musikken er indrettet?
De tre forreste rækker lod dog til at have den største fest i deres liv, og det var med til at energien i koncerten dog blev holdt på et godt niveau. Først ved koncerten’s sidste nummer kunne jeg se meningen med det hele, hvor James også fik plads til lidt renere vokalstykker.
Northlane
Et af de allermest hypede navne inden for metalcore-genren lige pt, må vel nok være australske Northlane. Musikalsk trækker de meget på deres landsmænd i Parkway Drive, dog med inkorporeringen af både rene vokaler og lidt mere hardcore/screamo-vokaler samt mere svævende og atmosfæriske passager i musikken.
På scenen er det dog også ret nemt at se, at dette band er meget ungt. Usikkerheden fylder stadig meget, på trods af at bandet har været på tour rundt i verden i snart 3 måneder uafbrudt. Undskyld, men der havde jeg nok forventet et lidt mere selvsikkert band.. Det var faktisk kun frontmand Adrian Fitipaldes der viste en smule engagement, og det var endda gemt bag en stor dosis generthed. Resten af bandet lignede nogle der lige var vågnet i øveren efter en hel uge med druk. Uengageret, stillestående og kedelige..
Heldigvis taler deres musik godt til mig, og især singlerne “Dream Awake” og “Quantum Flux” får revet godt rundt i salen, og her kunne store dele af publikum især være med på vognen.
Northlane har potentiale, men der er stadigvæk et stykke vej endnu før de har helt styr på sagerne.
Stray From The Path
Inden koncerten med amerikanske Stray From The Path, blev der proklameret fra scenen, at bandets frontmand Drew York kort inden var blevet nødt til at tage hjem, på grund af dødsfald i familien. Meget sørgelige omstændigheder, men det skabte lidt nogle udfordringer for aftenens show… Nogle udfordringer der blev taget fantastisk hånd om, ved at invitere diverse gæstevokalister med til showet!
Og hvordan kan man klare et show med gæstevokalister bedre, end at invitere Sam Carter, frontmand fra dagens hovednavn Architects, på scenen, til de to første numre, den nye ”Badge & A Bullet” og ”Mad Girl”. BOOM! Her blev det gjort klart for alle hvor fantastisk en frontmand og vokalist den mand er. Hold da kæft for en start!
Her blev More Than Life’s James Matthew så inviteret på scenen til en lettere pinlig opvisning i glemt tekst og sin igen uinspirerende vokal. Heldigvis overtog bandets egen bassist (hvis job blev erstattet af Architects’ Alex Dean) til en overraskende energisk vokaloptræden på det groovy nummer ”Radio”! Herefter overtog Adrian fra Northlane til resten af koncerten, og fik også bevist at hans evner sagtens kan klare mere traditionel hardcore også!
Denne dynamik samt bandets overlegende spillestil og mærkværdige musikalske blanding af Limp Bizkit, Rage Against The Machine og mere traditionel hardcore, gjorde at koncerten aldrig blev kedelig.
Aftenens klart største positive overraskelse – men der er et spørgsmål der presser sig på.. Ville den have været lige så god hvis Drew York var med? Sikkert ikke…
Architects
Personligt er Architects et band der ustyrligt hurtigt har fået skabt sig en stor plads i mit musikalske hjerte. Dette kan snildt have meget at gøre med at bandets seneste udgivelse ”Lost Forever // Lost Together” er intet mindre end fantastisk.
Og ved allerede at have oplevet Sam Carter og Alex Dean i aktion i Stray From The Path’s koncert, gør blot at jeg glædede mig endnu mere til at se Architects’ koncert. Det blev indledt med to af de mest hårdtslående nye numre ”Gravedigger” og ”C.A.N.C.E.R.”, og så var festen sataneddeme i gang!
Og klogt nok var setlisten fyldt godt op med nye numre, og især dette var med til at gøre koncerten interessant og dynamisk, til trods for at bandets musik er lidt ensformigt i længden.. For som det var med Architects sidst de gæstede Pumpehuset, så flød alle elementerne i deres numre ret hurtigt sammen, og gjorde det blev en anelse kedeligt.. Siden dengang er de dog blevet bedre musikere, bedre performere, fået et mere sammenhængende musikkatalog og deres danske fanskare er vokset til noget der ligner det firdobbelte. Mere kan man næsten ikke drømme om som band!
De nye sange ”Naysayer”, ”Colony Collapse”, ”The Devil Is Near” og de federe ældre numre som ”Alpha Omega”, ”Devil’s Island”, ”Daybreak”, ”Follow The Water”, ”Early Graves” og den eksplosive afslutter ”These Colours Don’t Run”, skabte særdeles intens stemning, og publikum svarede igen med at synge højt med, gå til den i pitten og flere gange lave impulsiv wall of death.
Det er så derfor også ærgerligt at sige at for meget snak om så vigtige ting som miljø og politik, er med til at trække oplevelsen ned (faktisk kunne det lige meget HVAD de taler om, for at være helt ærlig…). Men Architetcs er et meget aktivt politisk band, de er aktive veganere og reklamerer tit offentligt for anti-hvalfangst organisationen Sea Shepherd. Så som det så også er med gode tv-kanaler, så slipper man sjældent for reklamepauser.. Så man må tage det sure med det søde..
Så for meget snik-snak og nok også et stadig lidt for ensartet udtryk i musikken, gør at koncerten aldrig når det sublime. Men den er alligevel så tæt på, at det absolut ikke gør noget.
