Watain 002Black metal giganterne i Watain skulle indtage det intime spillested Lille Vega, og bevise om deres format holder, når der nu ikke er plads til det store sceneshow

Alle billeder er taget af Morten Skovgaard – facebook.com/mortenskovgaardphotography (se galleri nederst på siden)

Fordi jeg desværre havde andre planer, kunne jeg ikke nå at overvære supportnavnet In Solitude fra Sverige – en ting jeg så sandelig er meget ked af! For deres seneste plade “Sister” er nemlig noget af det fedeste udgivet i 2013, og flere jeg snakkede med efter koncerten sagde at de havde været rigtig fede. Nå, må fange dem som support til Behemoth/Cradle Of Filth koncerten i Amager Bio d. 26 Februar!

Watain
Men hovedattraktionen i aften var uden tvivl de svenske black metal mastodonter i Watain!
Noget af det Watain er mest kendt for, er at have et af de mest gennemførte live-shows jeg nogensinde har været vidne til. Den mængde af ild der var på scenen under deres show på Wacken i 2012 var næsten helt umenneskeligt! Så da snakken gik i krogene om, at de ikke havde fået lov til at tage deres ild med i Vega, gjorde at man blev lidt spændt på hvordan aftenen så skulle forløbe (og satte tanker igang om hvorfor helvede de egentlig valgte at spille i Vega så!?).

Men udover at være visuelt imponerende, så har Watain heldigvis også en satans god stage presence og et bagkatalog fyldt med black metal i aller ypperste klasse! Og da klasse-nummeret “Malfeitor” fra “Lawless Darkness” pladen røg på som nummer to, gav det høje forventninger om et tempo der nok skulle få revet os rundt!

Watain 011Herefter gik den ellers derudaf med hits som “Storm of the antichrist”, “Devil’s Blood”, “Sworn To The Dark” samt “Total Funeral”. Et af mine absolutte højdepunkter kom allerede ved tredje nummer, da de spillede det fedeste nummer fra den nye plade “The Wild Hunt”, nemlig “Black Flames March”, som – efter hvad jeg ved – kun er spillet højest et par gange før i aften. Dejligt. Desværre for Watain skulle man de første 3-4 numre nok være ret stor fanboy for egentlig at høre hvilke numre der blev spillet på scenen, grundet en lidt for mudret lyd. Men publikum var tændte og hænderne var næsten konstant i vejret samt en god gang mosh-pits (der ellers er fy-fy til black metal, har jeg ladet mig vide…).

Især skal der gives stor cadeau til frontmanden “E”, der har en af de mest forfriskende black metal vokaler derude lige pt! Hans blanding af messende og raspende råb med et lille snært at clean vokal – der nok er mest tydelig på de nyere numre, som fx “The Wild Hunt”, er sgu et frisk pust! Tilføj så et uhyre energisk og indlevende tilstedeværelse på scenen, og så er det lige før vi glemte at vi praktisk talt var blevet lovet ild-show! Høj klasse.

Showet rundes af efter godt 100 minutter med to gange ekstra-numre, hvor de episke numre “Outlaw”, “Sworn To The Dark” samt “Holocaust Dawn” og den smukke “Waters Of Ain” runder en koncert af, der stort set kun kunne have været federe med en større produktion og en mere konsistent god lyd. Come again soon (jeg kigger på dig, Copenhell!) – and bring fire!

8-penta

 

 

[nggallery id=45]