En herlig alsidig aften var hvad der ventede, da ingen ringere end Hell, Carcass og aftenens hovednavn Amon Amarth skulle spille op til den helt store fest i Vega. Festen var der bestemt, men den kunne nu alligevel godt have været større end den blev.
Hell
Aftenens første navn, NWOBHM-bandet Hell, gik på scenen præcis kl 19! Et tidspunkt hvor man godt kunne have frygtet et pinligt tomt Vega. Det blev heldigvis ikke en realitet for Hell spillede for et pænt fremmøde, der kun blev større og større jo længere koncerten skred frem.
Man kunne måske have frygtet at Hell, med deres – i forhold til de to andre bands – blide metal ville kunnet have klinget hult hos publikum. Men Hell’s energi og fremtoning på scenen fik gjort det til skamme. For allerede fra første anslag i åbningsnummeret “The Age Of Nefarious” fra den nye Curse & Chapter stod det klart at Hell ville det her! Og deres sammenspil er da også fremragende. Bandet spiller simpelthen pisse fedt! Det her er rendyrket heavy metal af den gamle skole, men alligevel med et nyt og moderne twist. Et twist man bl.a. kan takke superproducer/Hell guitarist Andy Sneap for, der har givet bandet en ny og frisk dimension.
Desværre lider Hell en smule af, at de har en af heavy metal’s måske største levede klichéer af en forsanger i front. David Bower er simpelthen for meget af det gode live. Med en headset-mikrofon har Hell’s frontmand rig mulighed for at tonse rundt på scenen, med vilde armbevægelser og MEGA teatralsk approach. Tilføj så en tornekrone placeret på hans hoved og en highpitch vokal, der lyder som en mellemting mellem Bruce Dickinson og King Diamond på en dårlig dag, ja så skader han altså Hell’s ellers så fede image mere end han gavner.
Hell spiller på samtlige af metallens mange klichéer. Kan man sætte sig op imod det og bare have det sjovt med det, så er Hell altså en kæmpe fest live. Kan man derimod ikke fordrage teatralsk metal så var der nok ikke så meget at komme efter denne aften! Jeg synes sgu Hell var den perfekte åbning med eller uden David Bower!
Carcass
Fra teatralsk NWOBHM til engelsk melodisk dødsmetal af den helt gamle skole. Ja det var blevet tid til at se hvordan gendannede Carcass ville klare sig i Vega. Deres seneste udgivelse Surgical Steel har fået fantastiske anmeldelser. Og det var da også denne skive der var i fokus denne aften. Det var i hvert fald tydeligt på det kæmpemæssige backdrop af coverartworket oppe på scenen.
Vi var så sandelig klar da introen “1985” gik igang, men det samme kan man altså ikke sige om Carcass, der overraskende nok startede enormt sløvt ud med “Buried Dreams”. Der skulle altså lige gå et par sange før vi for alvor kom op i gear. Men modsat Hell, så har Carcass derimod en af de fedeste vokalister indenfor genren. Jeg er vild med den lyse growlen fra Jeff Walker, som passer perfekt til Carcass’ musik og stil. En stil der trække på klare referencer på både klassisk død, men også thrash og mere klassisk heavy metal.
Vi skulle hen til “Unfit for Human Consumption” før der først for alvor kom gang i folket og faktisk også Carcass denne aften. Men da vi så var der, var det også umuligt at vende om igen. For Carcass blev kun bedre og bedre i løbet af koncerten og med ét var der dømt kollektiv headbanging til den helt store medalje på “Corporal Jigsore Quandary”.
Holder Carcass det samme niveau som de gjorde henimod midten af koncerten, så er der nok at se frem til på Roskilde 2014! Tak for det Carcass’ – vi ses på Roskilde!
Amon Amarth
Vikingerne i svenske Amon Amarth mødte atter det københavnske publikum i Vega. Denne gang med den nye album Deceiver of the Gods i sækken. Bandet lagde ud med de to nye numre “Father of the Wolf” samt titelnummeret. Men man kunne dog hurtigt fornemme på publikum, at ikke alle har fået det nye Amon Amarth album ind under huden – endnu altså. Så det var først da “Death in Fire” blev sparket afsted ud over scenen, at publikum for alvor syntes at komme op i gear.
Amon Amarth spiller fedt! Og så har de formået, som meget få ellers har gjort, nemlig at gøre den svære kunst i at spille hårdtslående musik, men et melodisk twist, uden at det bliver corny eller for ja – flødebollet – om man vil. Amon Amarth skriver simpelthen pisse gode sange, med ren og rå vikinge-power! Og denne aften kom vi godt rundt i bandets store bagkatalog med sange fra både Versus the World, Fate of Norns, With Oden on Our Side og nyere som Sutur Rising, og Deceiver of the Gods.
Amon Amarth har altid været kendt for at gøre noget ekstra ud af sceneshowet. På Copenhell havde de f.eks taget det store vikingeskib med. Midtvejs i koncerten i Vega kom der nu denne gang store lysende runesten på scenen. Jo der bliver så sandelig gjort noget ud af det!
Amon Amarth har med Johan Hegg i front måske én af de mest karismatiske frontmænd på metalscenen overhovedet. “JAG HAR DET DAAARLIGT” blev der råbt på gebrokken svensk/dansk flere gange fra manden og man kunne tydelig mærke, at han nød publikums respons. Men selvom Amon Amarth var gode denne aften, så har jeg altså set dem bedre end tilfældet var her. Først med deres ny-legendariske koncert på Roskilde i 2009 og så både på Wacken i 2012 og Copenhell i 2013. Alle tre gange var de federe end denne aften i Vega.
Men når det er sagt, så var Amon Amarth ikke dårlige, de har bare et tårnhøjt bundniveau og denne aften i Vega virkede det lidt som endnu en dag på kontoret. Alligevel fik de leveret en godkendt fest, der først for alvor peakede imod slutning med “War of the Gods” , “Twilight of the Thunder God” , “The Pursuit of Vikings”