Der var dømt amerikansk hard rock/heavy metal af bedste skuffe, da co-headliner touren med motherfuckerne i Skid Row og Ugly Kid Joe ramte Lions n Barrels ved Østerbro. 

Ugly Kid Joe 

IMG_2474[1]Ugly Kid Joe var første navn af disse to og allerede fra starten gik med “V.I.P” og “Neighbor” stod det klart, at vokalist Whit Crane og resten af Ugly Kid Joe ejede det her sted. Og hvad andet kan de gøre når de har en så fabelagtig frontmand som Whit Crane, der udover at synge pisse godt så også har en publikumstække, der er Bruce Dickinson værdi. Der var ikke ét tidspunkt hvor han “lod os være” så at sige. Gentagende gange skulle vi råbe, klappe, række hænderne i vejret på kommando. Det i sig selv kunne godt gå hen og blive en ørkenvandring i længden, men her virkede det bare fordi publikum i dén grad var med på den.

Lions n Barrels er ikke jordens bedste sted at afholde koncerter. Scenen er simpelthen ikke gearet i højden til en crowd på over 600 mennesker, der er den er for lavt hævet over sit publikum. Men modsat tør jeg godt vove den påstand, at begge bands nød godt af den tætte publikumskontakt der var denne aften, da det bestemt ikke er hver aften at bands som disse to kommer så tæt på deres fans.

Ugly Kid Joe var en forrygende fest, hvor der i det over en time lange set ikke blev lagt én eneste finger i mellem. Bandets funkede hard rock var roden til stor glæde blandt publikum, der konstant sang med på sangene og da bandet overraskende lukkede og slukkede koncerten med Motörheads udødelige klassiker “Ace Of Spades” var triumfen i hus.

Sådan skal det fandme gøres! Havde scenen så blot været lidt højere så alle kunne se hvad der rent faktisk foregik på scenen, havde det lige været dét bedre!

9-penta

 

 

 

Skid Row

IMG_2486[1]Og SÅ var det blevet tid til nostalgi. Skid Row er på deres United Word Rebellion Tour i kølvandet på deres seneste udgivelse af samme navn. Og at dømme efter deres omfattende tourplan har de været igang LÆNGE på denne tour. Så det var spændende om bandets koncert på “lille” Lions n Barrels ville blive en walkover for de amerikanske heavy rockere eller om de rent faktisk ville leverer et show med balls!

Det blev gudskelov langt hen ad vejen det sidste. Bandet lagde ud fra start med et nummer fra den nyeste udgivelse “Let’s Go”, men det var først da klassiker kavalkaden efterfølgende blev leveret med 4-kløveret “Big Guns” , “Makin’ a Mess”  , “Piece of Me”  og den smukke “18 and Life” – alle fra bandets debut, at der foralvor kom gang i showet.

Der blev spillet højt – rigtig højt og ligesom med Ugly Kid Joe forinden lignede Skid Row også et band der havde det rigtig godt med at være så tæt på deres publikum. Dog kunne frontmand Johnny Solinger ikke formå på samme måde som Whit Crane, at skabe kontakten helt ned til den bagerste række på Lions n Barrels og faktisk var Johnny Solinger aftenens største minus. Han har været med i Skid Row i godt og vel 15 år og gør det fremragende normalt. Jeg er ikke typen der hater på manden blot fordi han ikke hedder Sebastian Bach, men denne aftenen var vokalen simpelthen for rusten. Det var åbenlyst svært at ramme de helt høje toner, der mere og mere gik over i deciderede skrig. Det var desværre helt tydeligt i “18 and Life”. Her må jeg indrømme, at man sgu savnede Sebastian Bach.

Henimod slutningen fik vi leveret den klassiske Monky Business inden bandet igen gik på scenen til bandets velnok hårdeste skærring “Slave To Grind” inden der gik ungdom i alderdommen med “Youth Gone Wild”. Her kunne det faktisk være gået decideret galt blandt publikum, da flere og flere blev væltet ned i scenen og måtte trækkes op på scenen for at de kunne gå ud og ikke blive mast. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor arrangørene ikke havde tænkt tanken at opsætte et fronthegn, med vagter til lejligheden. Til et show med omkring 700 mennesker burde det være et sikkerhedsmæssigt krav!

Skid Row leverede en godkendt og festlig koncert fyldt med nostalgi. Havde Johnny Solinger så bare ramt dagen.

8-penta