Den femte omgang The New Shit er en mørk og dyster en af slagsen – vi er nemlig glade for at kunne præsentere det atmosfæriske black metal band Sunken!
Ud af askeskyen af undergrunds-bandet Arescet rejste SUNKEN sig! Med ny lineup og fornyet energi, er de atmosfæriske black metallere fra Aarhus det seneste skud på stammen af nyere danske black metal bands, der viser tænder, talent, teknisk snilde – og gå-på-mod!
Vi har jo herhjemme været inde i en god stime af black metal bands. Tænk bare black metal bands som Solbrud, Fjorsvartnir og Eldjudnir der har været meget fremme i undergrundsmiljøerne i det seneste års tid – og ej at forglemme bands som Redwood Hill, Hexis og Ajuna der alle inkorporerer black metallen i deres lyd.
Det er imidlertid nu blevet tid til at præsentere næste skud på stammen – Sunken! Tænk blot lange atmosfæriske numre, der skiftevis går fra slæbende melankoli og tonsende riffs med masser af blastbeats. Altsammen pakket ind i en lyd der stinker langt væk at black metallens allerfineste dyder.
(numrene er taget fra da de kaldte sig Arescet)
Med en lyd og tilgang til black metallen der sender tankerne hen til et band som fx Agalloch, er Sunken allerede langt fremme i skoene, på trods af at de endnu ikke engang har spillet deres første koncert endnu! Så alene af den grund er Sunken et yderst spændende band at følge med i i fremtiden!
Med en EP på blot to numre der når en længde på over 25 minutter, er man ikke i tvivl om at Sunken har høje ambitioner, og det vil da også kræve en del af de danske lyttere at få dem ordentligt under huden – men det et i særdeleshed lykkedes for os!
Danmark mangler i høj grad bands som Sunken, der tør at udfordre os med andet end den velpolerede og moderne metal som der ellers ses så tit i den danske undergrund.
Så læn dig tilbage, sluk lyset, luk øjnene og lad lyden fra Sunken synke ind i sindet (pun intended).
Vi glæder os derfor til at kunne præsentere Sunken samt 5 andre bands til vores showcase i Pumpehuset – mere info om denne vil der komme snarligt!