Satyricon er tilbage med et allerhelvedes køligt, langsomt, atmosfærisk og – ja sgu så – smukt udspil! Og det vil jeg så nok få tæsk over at mene fra alle benhårde og inkarnerede black metal-fans. Men det gør jeg sgu og lad mig prøve at forklare hvorfor.
For det første kan man aldrig nogensinde stole på Satyricon. Det ved vi alle vel efterhånden godt. Satyr og Frost gør lige nøjagtig hvad der passer dem og gudskelov for det. For så bliver Satyricon aldrig nogensinde et samlebåndsarbejde for de to herrer. De udfordrer sig selv og deres sangskrivnings-kunnen på hvert album, og vrider og drejer så på den måde de klassiske black metal-elementer i alle tænkelige og mulige retninger.
Forgængeren The Age Of Nero var kendetegnet på sin fyldige produktion, og en musik med et benhårdt og kontant in-your-fucking-face-udtryk, der ramte lytteren med en fuldfed knytter lige i masken. Dét gør bandets nyeste og selv-betitlede album så omvendt ikke, slet ikke faktisk! MEN når det så er sagt, så har Satyricon valgt at gå betydeligt ned i tempo og lade de frostklare og iskolde melodier(!) have det vigtigste fokus. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har oplevet Satyricon spille så melodisk og atmosfærisk før som de gør her (Okay næsten ikke så. Intet slår stadig “Mother North”) – særligt på første halvdel af skiven.
Og kan man så overhovedet kalde det black metal mere? Både og vil jeg sige. Satyricon er sikkert fuldstændig ligeglade med prædikatet, ligesom landsmændende i Enslaved også er. De gør som sagt hvad der passer dem. Men det musikalske udtryk på pladen skriger simpelthen af storslået kølighed. En kølighed, der har lige dele progressive og black metalliske-elementer i sig. Lyt f.eks blot til omkvædet på “Our World, It Rumbles Tonight”.
Det her er ikke musik man skal gå amok til i en svedig moshpit. Det her er musik man skal tage sig tid til at lytte til og VILLE lade sig fordybe i. For selvom det efter første gennemlytning kan virke kedeligt, så er der rigtig, rigtig meget at komme efter af flotte detaljer i musikken. Simple disharmoniske riffs, kor-arbejde og sågar rendyrket cleanvokal af Sievert Høyem fra det norske rock band Madrugada i et nummer som “Phoenix”, er bare noget af det albummet indeholder.
Jeg mener klart albummet vinder på de langsomme, storslåede og atmosfæriske momenter og taber sine steder, hvor bandet ligesom på The Age Of Nero forsøger sig i mere eller mindre hard rock-agtige passager, der simpelthen ender med at blive kedeligt i længden.
Der er ingen tvivl om, at dette er et album, der vil dele vande. Mange vil sikkert stå af, men jeg håber for udgivelsen, at folk vil tage sig tid til at lytte den rigtig godt igennem. For der er satme mange flotte elementer at hente i denne type musik, som Satyr og Frost her har skabt!
Flot udgivelse, Satyricon, og vi ses i Amager Bio d 7/11
Satyricon udgives via Roadrunner Records 9/9 2013