ministry3Det er ikke mere end et lille år siden, at Al Jourgensen udtalte, at det nu endegyldigt var slut med Ministry. Der hed udgivelsen Relapse og her et år efter er Ministry, på trods af guitarist Mike Scaccia’s alt for tidlige død, stadig overraskende godt kørende – rent musikalsk altså.  Nu er Industrial metallerne klar med den yderst hårdtslående From Beer to Eternity. 

From Beer to Eternity er præcis det jeg søger efter når når jeg skal have et fix Industrial Metal. Et formørket musikalsk univers, med lige dele elektroniske og metalliske elementer. Og det må man sige bliver leveret på From Beer to Eternity, der er et dejligt hårdtslående bekendtskab.

Skiven er godt produceret og alle elementer i det hårde Industrial-panser går stærkt igennem. Det gælder alt fra synths, keyboards, trommer, guitar, bas og Al Jourgensen’s rå og ofte skingre råbende vokal.

Som altid med Ministry er det de politiske tekster der er i højsæde. Det bliver allerede slået fast på skivens første nummer “Hail to His Majesty”, et nummer der rent musikalsk har en fed dynamik, med en go blanding af enkeltstående elektroniske passager og mere hårdtslående metal.

Hvor Ministry er bedst på From Beer to Eternity, er når de for alvor kaster sig  ud i miksturer af electronic og metal. Her kan man for alvor mærke de mørke aggressioner. Tag f.eks et nummer, som den fuldstændig vanvittige  “Side Fx include Mikey’s Middle Finger (TV4)” – seriøst kan man overhoved kalde det et nummer?  Det skal nok høres for at I ved hvad jeg mener.

Det her er fed Industrial og nuvel Ministry har måske skrevet bedre numre, men som helhed holder From Beer to Eternity i den grad! Det gør den fordi de formår at variere sig så godt, at det simpelthen aldrig bliver kedeligt eller ensformeligt at lytte til.  Lige fra den tunge og langsomme “Permawar” til den “poppede” “Change Of Luck”. Vekslen mellem de hårdtslående metalliske numre og de mere elektroniske passager er glimrende og albummet kommer derfor til at virke helstøbt.

Nu er der blot at håbe, at Ministry denne gang kommer til Danmark i bredformat på en festival som Copenhell eller Roskilde!

8-penta

 

Udgives via 13th Planet