Så blev det fredag på Wacken og den måske varmeste festival-dag nogensinde? 37 grader blev der målt i den stegende gryde, som Wackens festivalplads udviklede sig til. Det var nærmest ulideligt at se koncerter, men ses dét skulle de – og der var nok af dem… altså koncerter!
Gojira – Black Stage (anmeldt af Aleg-One)
Fredag eftermiddag. Fredag eftermiddag i BAGENDE hede, vel og mærke! Termometeret målte de 37 grader, men jeg er sikker på vi nærmede os de 50-100 grader. Sådan cirka. Klokken var 13:30 og afløseren for As I Lay Dying’s aflysning skulle til at gå på – nemlig det franske fremadstormende dødsmetal-band GOJIRA!
De gik på scenen til åbneren ”Explosia” fra pladen ”L’Enfant Sauvage” fra 2012 – et af deres aller bedste numre hvis du spørger mig! Og når man samtidig har numre som bl.a. ”Oroborus”, ”Backbone”, ”Flying Whales”, ”The Gift Of Guilt”, ”Remembrance” OG har millimeter-præcission, nerve og et ja, talent, som Gojira har, så kan det jo næsten ikke være bedre(?).
For jo, det kan det. Især når moder natur vælger at give et forsøg på at bage os levende, så er det sgu svært i længden, både for band og publikum, at bevare den komplette koncentration. Så den ellers lovende koncert nåede aldrig helt kogepunktet (pun intended.)
De prøvede i hvert fald på at være den normale energiske Gojira. Men deres musik kræver bare ekstra overskud til at blive ophedet, da vi allerede var dér, kunne man jo ikke gøre så meget mere. Så om man vil det eller ej, blev det i sidste ende en arbejdssejr i ulidelige forhold.
Ihsahn – Black Stage (anmeldt af Aleg-One)
Den bagende hede var ikke aftaget meget, og det der primært foregik på pladsen foran de tre hovedscener var, at folk nærmest panisk ledte efter de få siddepladser der var i skyggen. Og skygge var der ikke meget af!
Så det der skete med koncerten med Ihsahn forud for dette var, at næsten ingen mennesker var mødt op til koncerten foran Black Stage – aller højest et par tusind. Lidt ærgerligt, for det lod også til at påvirke bandet lidt og skuffelsen kunne ikke helt skjules bag Ihsahn’s solbriller eller backingbandet Leprous’ headbanging.
Ihsahn’s musik er også noget der kræver en del af sine lyttere. Så meget af tiden gik med at stå og se lidt undrende ud imens man tænkte lidt over hvordan det her nu kan klassificeres. Og især på grund af det var meget nørklet det meste af det var det ulideligt svært at bevare fokus. Faktisk først hen imod slutningen af koncerten hvor nummeret ”The Paranoid” kom på fra den seneste plade ”Eremita”, blev der skruet gevaldigt op for volumens, og opmærksomheden fra pladsen kom op på scenen igen.
Så ja, når hverken publikum eller band gider rigtigt, så blev det aldrig helt godt med Ihsahn. Så vi kan i stedet glæde os til næste år hvor EMPEROR spiller hele “In The Nightside Eclipse” for os!
Powerwolf – True Metal Stage (anmeldt af Weiss)
Er der noget man altid kan regne med i Tyskland og særligt på Wacken så er det, at pladsen foran scenerne altid er fyldte – MEGET fyldte endda – til koncerter med power metalbands. Koncerten med Powerwolf var så sandelig ikke en undtagelse på dette.
Bandet lagde ud i den stegende varme med “Sanctified With Dynamite” inden der gik fællessang i den med “We Drink Your Blood”. Powerwolf var så sandelig på hjemmebane på denne stegende fredag. Tyskerne elsker power metal og Powerwolf elsker Wacken og så er det altså svært at træde forkert.
Selvom bandets yderst klichéfyldte omgang gotiske power metal, med vampyr-kostumer og corpsepaint for mange i Danmark kan virke frastødende og corny, så er det altså dét der fanger en stor del af Wacken-folket og for pokker hvor vi mange til denne koncert. Vokalist Attila Dorn var i sit sande es denne eftermiddag, så meget at koncerten visse steder tabte en smule fokus pga forsangerens – til tider – latterlige udskejelser. Særligt da han på sygende tysk flere gange spurgte os om vi havde det sjovt. Der blev det sgu for meget af det gode og koncerten syntes at tabe fokus midtvejs.
Fraset forsangerens lettere komiske udskejelser var Powerwolf en glimrende oplevelse!
Pretty Maids – True Metal Stage (anmeldt af Weiss)
Gode gamle Pretty Maids havde spillet på Langelands Festival blot et par dage før deres koncert på Wacken. Nu stod de så på True Metal Stage, Wackens hovedscene og skulle give koncert til metalheads i tusindetal og ikke til børnefamilier og en giraf på Langeland. Og det gjorde de faktisk skide godt på trods af varmen.
Solen bagte da d’herrer Atkins og Hammer gik på scenen med resten af Pretty Maids-holdet, med åbneren “Mother Of All Lies” fra deres seneste anmelderroste Motherland. Der er ingen tvivl om, at Pretty Maids i disse år oplever et stort come back på scenen (selvom de dog aldrig har været væk). Særligt udlandet har fået et større syn for danskerne igen efter de to seneste glimrende udgivelser Pandemonium og Motherland. Pretty Maids skriver simpelthen nogle fede heavy metal-sange og det skal de sgu roses for og det bliver de også i udlandet, hvor et ganske stort publikum på Wacken tog imod dem.
Lyden var overraskende høj og tung. Så højt at Atkins vokal til tider desværre druknede og feedede voldsomt i den massive lyd. En stor skam for bandet var ellers tændt fra start og da “Back to Back” blev sendt ud over scenen kom publikum for alvor i den rette stemning.
Pretty Maids kæmpede en brag kamp mod varmen både på scenen, men også i det hårdt prøvede publikum, der havde bagt i solen hele dagen og fortsat stod og kogte. Det er sgu’ svært at få energien ud til et drænet publikum.
Jyderne gjorde deres til det og med “Future World” og “Red, Hot and Heavy” leveret som de to sidste numre, sørgede Pretty Maids for en ganske glimrende koncert på trods af bankende varme og en ikke alt for god lyd.
Soilwork – Party Stage (anmeldt af Aleg-One)
Åh ja, Soilwork. I har det med at lave en fed plade man kommer helt op og køre over og så bliver man kun skuffet af at se jer live. Det samme skete til Roskilde Festival i 2011 og det skete igen på Wacken i år. Jeg tror det hænger lidt sammen med, at jo bedre pladerne er jo dårligere er koncerterne, for jeg har virkelig svært ved at forestille mig hvordan den her koncert kunne have været meget dårligere.
Lyden var PINLIGT lav – koncerten to scener længere henne med Agnostic Front overdøvede simpelthen Soilwork, som stod lige foran os – hvordan kan det ske!?
Samspillet og deres sceneoptræden var også pinligt ringe. Det var stort set umuligt at skelne elementerne af i musikken, og på scenen lignede de ikke et band, men derimod en flok musikere der var stillet op til open mic.
Så hvad kan redde denne koncert fra komplet katastrofe?! –at de trods alt har skrevet gode numre! Imellem og under al makværket var de numre som er så fantastiske hjemme på anlægget. Og når man besidder den slags bagkatalog, så kan det aldrig blive helt skidt. Selvom de gjorde et godt forsøg på det!
Sabaton – True Metal Stage (anmeldt af Weiss)
Tredje gang var så sandelig lykkens gang for Sabaton på denne sommer-tour. Det var tredje gang på blot få måneder, at undertegnede oplevede Sabaton. Første gang var på Copenhell, hvor de mildest talt ikke gjorde det godt og var hæmmet af dårlig lyd. Det samme gjorde sig gældende som support for Maiden i Malmö, omend koncerten her dog var noget bedre end på Copenhell.
Nu stod de så på true metal stage på Wacken, foran et gigantisk menneskehav og reaktionen fra bandet var tydelig. De var rørte og overrasket over den store modtagelse de fik. Noget der fik den energiske frontmand Joakim Brodén op i et endnu vildere tempo. Lyden var perfekt og bandets publikums kontakt tangerer noget af det bedste jeg nogensinde har oplevet til en koncert. Store ord, men det her var virkelig godt!
Der blev lagt for dagen med “Ghost Division”, nøjagtig som på resten af deres tour, inden der gik fælles hop i den i “Gott mit Uns”. Nuvel Joakim Brodén er bestemt ikke den bedste sanger indenfor genren, men hvad han ikke har i sin stemme gør han op for med sin performance, der simpelthen bare blev bedre og bedre under denne Wacken-koncert.
Sabaton formåede at fyre op i den store fest foran et kæmpe menneskehav, hvilket blev toppet under “Primo Victoria”, og med så stor en indlevelse som dette band havde på Wacken, så kunne det aldrig gå galt for dem. En stor, stor oplevelse og én af Wackens absolut bedste koncerter!
Legion Of The Damned – W.E.T. Stage (anmeldt af Aleg-One)
En hurtig løbetur fra Soilwork (dum idé i denne varme, skulle jeg hilse og sige!) og hen til det store cirkustelt for at opleve det hollandske death/thrash band Legion Of The Damned.
Forud for koncerten – og bagefter for den sags skyld – har jeg ikke den helt store kendskab til bandet, deres bagkatalog, titlerne og/eller hvad de egentlig handler om. Det jeg bed mærke i var mine venners anbefalinger samt det Pantera-lignende logo (ja noget reference må man jo have..)
Så det jeg oplevede i teltet var:
Et helvedes tight band, der ELSKEDE at spille foran deres publikum!
En energi på scenen sjældent set i deres genre!
Et show jeg personligt aldrig før er set på Wackens helt små scener!
Et fuldstændig tændt publikum!
Det eneste jeg savnede for at nå det helt i top var lidt flere referencepunkter samt en anelse bedre lyd. Men det er jo ikke bandets skyld som sådan!
Så stor cadeau her fra – ud og købe nogle plader med Legion Of The Damned!
Whitechapel – Headbanger Stage (anmeldt af Aleg-One)
Årets vel nok mest udskældte navn. Navnet der deler vandene. Navnet der får elitister til at lave bæmund og give løftede pegefingre.
-og et af de navne jeg glædede mig aller mest til at se!
Whitechapel er et af de vel nok hårdest kæmpende bands i metalverdenen. Konstant på tour og næsten kun med korte sæt – og så videre igen. Alt dette samtidig med de bliver klassificeret som gennemsnitlig ”core”. Det som folk måske ville opdage hvis de overværede en koncert med Whitechapel ville nok være, at de både er uhyre velspillende – og indehaver af både en af Wacken 2013’s bedste trommeslagere og vokalister! (og så må det vel også være nok om hvor synd det er for dem..)
For publikum modtog dem med åbne arme! Og energien blandt dem kan udregnes nogenlunde på hvor stor en procentdel af publikum der bar Whitechapel-shirts. Så ja, stor energi!
Hovedparten at sætlisten var på den seneste plade, den selvbetitlede ”Whitechapel”, hvilket jeg mener var det helt perfekte at gøre! Det var nemlig her at Whitechapel i stigende grad fik indført en langt mere melodisk og episk lyd, hvilket numre som ”Make It Bleed”, ”Hate Creation”, ”I, Dementia” samt ”Possibilites Of An Impossible Existance” var stort bevis på.
Det eneste jeg savnede lidt med et band i Whitechapel’s kaliber, var at frontmand Phil Bozeman var lidt mere på. Selvom han er i besiddelse af en af jordens mest umenneskelige growls, så ville det klæde ham med lidt mere energi på scenen.
Koncerten blev afsluttet efter godt 40 minutter med nummret ”This Is Exile” fra pladen af samme navn, og før man vidste af det var hele teltet én stor pit. Så at denne koncert var en succes bør der vel ikke være nogen tvivl om?
Motörhead – Black Stage (anmeldt af Weiss)
Kort fortalt så skulle Motörhead aldrig have været sat på Wackens program. Bandet havde aflyst en række koncerter op til Wacken pga. Lemmy’s helbred. Men at manden og bandet så alligevel ville spille på Wacken måtte jo være et udtryk for at Lemmy var ved at komme sig.
Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var tilfælde og allerede fra start var koncerten præget af det faktum, at Lemmy lignede én der allerhelst være ligge i sengen, hvilket han nok også burde have gjort.
Den halve time Motörhead spillede var en underlig oplevelse og én man godt kunne have været foruden, for man fik sgu ondt af Lemmy. Numrene blev spillet halvhjertet og fokuset var på midttempo-Motörhead-numrene. Jeg tror simpelthen ikke Lemmy ville kunne følge med i de aller hurtigste skærringer.
Phil Campbell og Mickey Dee gjorde ellers deres for at piske rock n roll-stemningen op, men lige lidt hjalp det. Lemmy måtte takke af og forlade scenen efter kun en halv time.
Det virker ærligtalt som om, at Motörhead på Wacken er blevet ophøjet så meget til et house-band, at lige gyldigt hvad der så end måtte ske, så vil de aldrig skuffe folket på Wacken. Denne her gang skulle de være blevet væk og så skulle Wacken have hevet Saxon ind istedet for.
Selvom Wacken, med Thomas Jensen i front, fortalte efter koncerten, at de var stolte over at Motörhead alligevel spillede på deres festival, så virker det som en billig undskyldning for ikke at kunne indse, at de havde klokket i det og valgt ikke at aflyse Motörhead helt.
Koncerten er umulig at give karakter til
Anvil – W.E.T Stage (anmeldt af Weiss)
Sidste navn jeg nåede at se fredag var det canadiske heavy metal band Anvil. Meget kan man sige om d’herrer, men det fede nummer har Anvil stadig ikke begået og det blev tydeligt igen og igen på Wacken. Selvom teltet var godt fyldt, så var de fleste udentvivl kommet for at se film-heltene end for at høre Anvil’s musik. Det går jeg i hvert fald ud fra.
Jovist er Anvil da ganske velspillende, men de mangler bare et ordenligt bagkatalog, hvilket er imponerende når man tænker på hvor mange år de egentlig har spillet. Lips er en glimrende performer og guitarist, men for pokker hvor bliver hans vokal dog belastende at høre på i længden.
Anvil har netop udgivet deres seneste Hope in Hell og der blev da også leveret lidt fra denne skive, men ellers virkede det som om Anvil for det meste kun havde solo-lir med i posen denne aften. Og med det jazzede instrumental-nummer “Swing Thing” blev det trukket alt for langt ud. Selvom trommeslager Robb Reiner endnu engang beviste, at han er Anvil’s absolut stærkeste kort, så ændrer det ikke på det faktum, at Anvil simpelthen ikke ville være noget uden denne film, for de har ikke numrene til for alvor, at kunne slå igennem.
