De nu otte maskebærende maniacs fra Slipknot indtog og EJEDE Orange Scene på majestætisk vis!
Slipknot er et band, der på Roskilde Festival har en helt speciel plads i RIGTIG mange menneskers hjerter. Deres koncerter fra henholdsvis 2004 og 2009 står i manges erindringer – på god og dårlig vis vel og mærke. Mange var nok skuffede over at David Bowie aflyste i 2004 og dette maskebal af et metalband skulle komme ind istedet for. Men hold da fast hvor de fik revet folk rundt.. Og så kun med få timers varsel! I 2009 vendte de imidlertid tilbage og fik sat alle sure miner på plads, med et af Orange Scenes nok mest energifyldte koncerter til dato!
Lige indtil idag…
For hold da KÆFT hvor det band bare sparker røv på en scene! Som min ven – og vores udenlandskorrespondent – Martin påpegede efter koncerten “ja, dét har de prøvet før!”. Men selvom Slipknot er et top-professionelt band, hvor der nok ikke er mange ting der er overladt til tilfældighederne, så kan man ikke undgå at stå der og føle sig helt specielt når den karismatiske frontmand Corey Taylor fortæller hvor fantastiske vi alle er. For han ejer os. Vi kan lige så godt få det på bordet! Den mand og hans band, de EJER hvilkensomhelst scene de står på, og hvilketsomhelst publikum der står foran den!
Men desværre for Slipknot var showet præget af en ulækkert buldrende stortrommelyd, der først hen imod slutningen blev rettet nogenlunde op. Et faktum der desværre fik sat en dæmper på magtdemonstrationen. Men så at showet så i dén grad var præget af gamle numre, de fleste fra den selvbetitlede debut, det kan jo kun glæde! Og at vi fik serveret et af de sjældnere numre i form af “Everything Ends” fra 2001-pladen “Iowa” er kun endnu bedre!
Mit personlige højdepunkt, og hvor jeg ikke kunne undgå at stå stille mere, kom i form af “Left Behind” – et af de første Slipknot-numre jeg hørte i sin tid! Så var festen for alvor skudt igang! Undervejs fik vi klassikere som “Wait And Bleed”, “The Heretic Anthem”, “Duality”, “Pyschosocial” samt den festlige “Spit It Out”, hvor publikum, ja – jeg behøves jo næsten ikke nævne det.. Men det var vildt! At se HELE pladsen foran Orange sidde på knæ og vente på at ordene “Jump the fuck up!” lød, og det hele kunne eksplodere! Vildt, vildt, vildt! Nummeret “Surfacing” fik lov til at lukke og slukke og folk kunne kun stå og se lamslået på hinanden. Vi var lige blevet revet rundt!
Der er vidst ikke så meget andet at sige end: bravo! Og kom så igen snart!
1 comment
Timm says:
Jul 6, 2013
De var for seje i torsdags! Og så var det min debut med at se bandet live.. Ja, kan kun give anmelder ret i at der var pænt meget bas.. Nogle gange kunne Corey ikke høres.. Og stod godtnok også i den forreste pit til højre.. Men alligevel.. Uanset hvad, så rev de os alle og Orange Scene midt over!