I sidste uge blev et helt nyt band offentliggjort. Bandet spiller fed 80’er -orienteret hard rock, medlemmerne hedder Søren Adamsen (vokal), Mike Park (trommer),Franz Hellboss (Bas), Peter Lyse Karmark (Lead guitar), Emil Sauer – (rhythm guitar og vokal) og navnet er Dirt Torpedo!
Vi har fået en snak med Emil Saur om det nye band, som du iøvrigt bør gå ind og tjekke ud
her !
Lad os starte fra scratch – Hvad og hvem er Dirt Torpedo?
Dirt Torpedo er et nyt hard rock band, som tager udgangspunkt i 80‘erne og 90‘ernes hard rock før grunge perioden. Folk skal ikke forvente 220 bpm sange eller growl, men derimod guitarsoloer, ko-klokke, catchy vokaler og endda ballader. Dirt Torpedo er bandet, som vil få pigerne tilbage til hard rocken igen. I kommer bare ikke til at se os med makeup eller i lyserøde bukser.
I kommer alle fra store prominente bands på den danske metal-scene. Hvordan finder 5 mennesker fra så forskellige metal-bands som Illdisposed, Hatesphere, Volbeat, Artillery, Mercenary og Loud N Rowdy sammen om dette nye hard rock projekt og hvorfor?
Altså vi kendte alle hinanden mere eller mindre, inden vi fandt sammen som band. Sidste år i februar sad jeg i mit studie og fjollede rundt med en gammel 80’er ESP, som jeg havde lånt af Jacob Binzer, og fik lyst til at lave et rigtigt hard rock nummer – egentlig bare for sjovs skyld. Jeg ringede til Pepe, for jeg vidste han havde snakket om at starte et hard rock projekt op flere gange, og at han er kæmpe fan af bl.a. Winger og Europe. Han var helt med på idéen, og vi satte os sammen en aften i marts sidste år i København for at jamme. Pepe skulle spille med HateSphere i Riga dagen efter, så han skulle være i lufthavnen tidligt om morgenen. Vi havde købt godt med hot dogs, chokolade og energidrikke, og vi endte med at sidde hele natten og fik lavet det meste instrumentale af “Alive and Kicking” plus et par skitser til nye sange. Desuden blev vi enige om, i vores begejstring og overtræthed, at vi hellere måtte lave en hel plade. Pepe måtte tage en taxa til lufthavnen for at nå flyet til tiden, og han var vist også rimelig presset på søvn dagen efter. De tre andre gutter krævede overraskende nok ingen overtalelse for at være med. Vi skulle jo bruge en super sanger, og Pepe kendte Søren i forvejen og foreslog at spørge ham, da de havde snakket hard rock sammen før til et par HateSphere/Artillery-koncerter. Søren er fantastisk, og hans vokal-range er jo bredere end Arnold Schwarzeneggers skuldre var i 80‘erne! Det var også Pepe, der foreslog at hive Mike med, som var super tændt på endelig at få mulighed for at spille koklokke. Jeg kender ikke mange metaltrommeslagere, der kan spille groovy som Mike. Franz har jeg kendt siden Headbangers Ball tour i 2009. Vi mødtes til Dirty Days of Summer på Beta, og mellem koncerterne fortalte jeg ham om det nye band, og at vi ledte efter en bassist. Han sagde med det samme, at det da lige præcis var ham, vi manglede. Jeg spurgte ham så, om han også ville kunne synge kor, hvortil han svarede: “I sin tid fik jeg da i hvert fald scoret en god del piger med lejrbålssang!”.
Det lå bestemt ikke i kortene og det er sikkert kommet som en stor overraskelse for mange, da I offentliggjorde Dirt Torpedo – hvor længe har I gemt på nyheden om dette nye band og hvorfor var det netop nu, at nyheden om bandets tilblivelse skulle ud?
Det er vel knap et år siden at bandet blev komplet, og siden da har vi arbejdet på den første demo “Alive and Kicking”, når der har været lidt fritid tilovers. Vi har alle haft travlt i foråret med andre bands, indspilninger og diverse projekter, og henover sommeren har vi endelig tid til at skrive nye numre. Så blev vi enige om, at vi ligeså godt kunne offentliggøre bandet og demoen. Ærlig talt kunne vi sgu heller ikke have holdt det hemmeligt meget længere.
Hvordan skal publikum forholde sig til Dirt Torpedo og hvordan ser I jer selv som band? Som et sideprojekt for sjov, til de allerede etablerede bands, hvor nogle af jer fortsat spiller i, eller et ”seriøst” band med en forhåbentlig lang fremtid foran jer?
Dirt Torpedo er et seriøst band med høje visioner. Vi tager en genre op, som vi selv savner, og forhåbentlig vil det skabe ny fokus på rockmusik. Nå det så er sagt, så skal der stadig være plads til, at vi spiller i andre bands sideløbende.
Hvad er for jer et godt hard rock nummer og hvordan vil det komme til udtryk I jeres musik?
Et godt hard rock nummer er baseret på fede riffs, grooves, hooklines og sex! Det skal kunne mærkes ned i trusserne eller underhylerne, ellers er det næsten ligemeget. Vi er ikke bange for at spille på clichéerne, så længe vi selv synes det er fedt, og det ikke bliver plat.
Kan I fornemme om det er blevet ”in” at spille 80’er orienteret hard rock igen?
Egentlig ikke, men så snart vores album udkommer, så skal det nok blive “in” igen. Måske man så også vil overveje at lade være med, at bruge “rock”, som betegnelse for al populær musik i Danmark. Se fx på Fredags-”rock” i Tivoli og maskotten Pjerrot i blackmetal-ansigtsmaling. Deres program er jo hovedsageligt hip-hop, danskhall og elektronisk musik. Det ville vel egentlig passe bedre, hvis de gav Pjerrot et par korte, stramme shorts, sejlersko, neonfarvede solbriller og en alt for lille strik hue på.
Hvad har I af fremtidsplaner? Debutplade, tour?
Vi går i gang med at skrive et fuldlængde album nu. Hvor lang tid det vil tage, har vi ikke nogen idé om, men forhåbentlig er vi klar til at spille festivaler næste sommer, og hvis den rette tour-mulighed byder sig, så er vi parate. Indtil da skal vi nok holde folk opdaterede i vores process, og der kommer nok lidt video-teasers op, når vi har lidt flere sange færdige – eller når vi ikke gider at holde på hemmeligheder længere.
V glæder os helt vildt meget til at følge dette band fremover! Indtil da så tjek den forrygende “Alive And Kicking” ud herunder
1 comment
Christian Roland says:
Jul 22, 2013
Det’ for fedt! Ikke siden StarRats’ debutplade har der været noget seriøst kvalitet i genren herhjemme. Bevares, der findes da en håndfuld velspillende bands, men vi kan slet ikke følge med svenskerne og amerikanerne. Dirt Torpedo lyder fandme lovende, og jeg håber de tager det mindst ligeså alvorligt som deres andre beskæftigelser. Hard Rock er en del af Heavy Metal genrene, men det har de unge for længst glemt. Go’ stil at ville trække mere fjas til spillestederne. Så håber jeg bare der kommer en scene i Aarhus, så det ikke UDELUKKENDE er vred metal vi får lov at opleve.