Endelig! Det har taget sin tid, men endelig kommer Airbourne på Roskilde Festival. Hvorfor at disse hard rockere endnu ikke har spillet på Roskilde Festival noget før er mig en gåde. Men nu er det satme på tide, at Airbourne’s riffmaskine rammer os på Roskilde!
Udtrykket no-bullshit-rock n roll har vel næppe passet meget bedre end når Airbourne sætter gang i forstærkerne og blæser til angreb, på noget af det absolut reneste og mest energiske hard rock du finder på musikscenen i disse år. Airbourne er ikke uden grund blevet kaldet AC/DC’s arvetager. Men alligevel mærker man en hårdere kant i Airbournes rock, end hos landsmændende i AC/DC. Hør selv på det første nummer fra deres debut “Stand Up for Rock n Roll”
Airbourne’s debut, Running Wild, ramte gaden i 2007 og cementerede med det samme Airbourne som et fantastisk live-band med sanger og guitarist Joel O’Keeffe’s vilde udskejelser i front. Running Wild vandt i 2007 en Metal Hammer Golden Gods Awards for bedste debut album. I 2010 udkom bandets andet album, No Guts. No Glory., der indeholder min personlige Airbourne-favorit. Den melodi-stærke energiudladning “From The Bottom Of The Well.”
Den klassiske hard rock har aldrig været død, men alligevel synes der i disse år, at ske en opblomstring af den klassiske riff-baseret musik. Og det kan vi i høj grad bl.a. takke Airbourne for. Det er cool at spille hard rock og Airbourne er satme cool. Sådan er det bare!
I starten af sommeren udgav bandet deres seneste album Black Dog Barking, der har begejstret fans og pressen verdenover. Det er således med dette album i ryggen, at Airbourne rammer årets Roskilde Festival, hvor de sætter gang i søndagsfesten på Arena! Bliver denne koncert på Roskilde bare halvt så god som min seneste koncert med bandet på Wacken i 2011, ja så er der i den grad noget stort i vente!