Lørdagens udskejelser på Copenhell bød for mit vedkomne på en omgang metal helt nede fra dybet – om det så var the deep south, tunge breakdowns, dragende doom eller obskur black metal så er fællesnævneren at det var råt!
Med udsigten til et regnskyl af de helt store proportioner, var det med vemodigt sind at man heltemodigt traskede afsted mod refshaleøen til lørdagen på Copenhell – Meeeeeen det var jo den sidste dag, så hvad gør en smule vand!? Intet! Om ikke andet bidrog det blot til festen i sidste ende!
Saturnus
Men før regnen fik fat i os, var der stadig lidt solskinstimer tilbage, og det var danske Saturnus der fik æren at at spille solen væk, til deres slæbende doom-hymner.
Saturnus er et band jeg ikke har haft æren af at opleve før idag, og til at starte med virkede det hele lidt.. ja, mærkeligt.. Måske er det omstændighederne, det ved jeg ikke, men selv efter første nummer (og deres numre varer jo tit på den gode side af ti minutter), så havde jeg lidt fornemmelsen af at dette blev en koncert der kunne bære eller briste.
Det var først under nummeret “Wind Torn” fra den seneste plade “Saturn In Ascension” at jeg var fuldt ud overbevist om Saturnus’ kunnen på en scene. Det var lige så man blev lullet ind i en drømmeverden af blid melankoli og tonstung doom metal!
Men desværre for Saturnus var omstændighederne for deres Copenhell-debut ikke helt optimale for at koncerten når op og ringe – for at kunne påskønne Saturnus til fulde, vil jeg se dem i mørke og i længere tid end 45min! Men en godkendt optræden var det!
Every Time I Die
Og SÅ ramte regnen sgu! Et monsun-skyl der snildt kunne være de resterende byger fra de seneste oversvømmelser rundt omkring i Europa ramte os – lige i sekunderne før koncerten med Every Time I Die!
Dette gik ikke underligt nok ud over publikumsfremmødet, der hurtigt gik fra en halvt fyldt plads foran Hades-scenen, til en plads der knapt var en femtedel fyldt. Men så er det heldigt at Every Time I Die har så dedikerede fans som de så har, og vi fik hujet bandet igang da de gik på scenen – noget de var tydeligt imponerede af, taget uvejret i betragtning! Flere gange under koncerten fik band og publikum så også givet fingeren til (vejr)guderne! Fuck jer, vi er kommet for at feste!
Ligesom Cancer Bats og Parkway Drive var dagen forinden, så er Every Time I Die også en sand opvisning i energisk scene-optræden. Guitarist Jordan Buckley og bassist Stephen Micciche specielt, fløj rundt på scenen med et stort smil på læberne og stort overskud, imens vokalist Keith Buckley (ja, de er brødre) styrede mikrofonen med lige dele maniske skrig og skønsang med smag af sydstats country-swagger! En herlig kombination til den vandkamp af en moshpit der foregik foran scenen! Jeg tror aldrig at har jeg været med til noget sjovere til en metalkoncert! Fed oplevelse!
Numre fra hele bagkataloget blev svunget afsted med højdepunkter i den komprimisløse Underwater Bimbos From Outer Space, den punkede Typical Miracle, den melodiske Wanderlust, den tunge No Son Of Mine samt afsluteren, den über-festlige We’rewolf! Desværre for Every Time I Die, så er en af deres svagheder at de har det med at tæske lidt for meget hen over numrene, og hen imod slutningen med de ældre numre “Floater” og “Ebolarama” begyndte det hele at flyde lidt sammen i en metalcore-sovs. Men de får en stor cadeau for at holde humøret oppe hos publikum som de gjorde, til trods for at monsun-regnen væltede ned over os! For dét er sgu en bedrift i sig selv!
Bornholm
Regnen forsvandt igen, og turen gik imod den mindste af scenerne, Pandæmonium, hvor festivalens mest obskure navn skulle spille. Nemlig black metallerne Bornholm fra Ungarn. Ja det lyder sgu mærkeligt at sige som dansker. Men det pudsige er at bandet ikke har taget navn fra den danske solskins-ø, men derimod sygdommen af samme navn der har oprindelse på øen – på engelsk også kaldet “The Devil’s Grip”, da det skulle føles som at djævlen klemmer din brystkasse. Det er der sgu ikke meget krølle-bølle eller Lille Per over!
Musikalsk har Bornholm afsæt i den mere melodiske ende af black metallen, med lidt smag af pagan-metallen, med store, melodiske og iørefaldende melodier! Mums!… Men..
Live var der desværre mange af disse melodier der slet ikke komme frem i lydbilledet, primært fordi de clean guitarstykker ikke fik lov til at skinne igennem som den burde. Så en af de ting der gør Bornholm så fantastiske at lytte til på plade, var der ikke meget at hente af live. MEN.. Heldigvis for dem, så har de forsanger Sregh, der er en herlig energibombe live! Han formåede virkelig at komme ud over scenekanten – i forhold til resten af bandet, der mest af alt mindede om en akavet rollespils-komsammen, der lige havde fået stukket nogle instrumenter i hånden – til trods for det, spillede de faktisk fint nok. Måske de teatralske elementer lige skal genovervejes i forhold til omgivelserne?
MEN…. En ting som Bornholm skal være glade for er at de har et nummer så fedt som “Acheron”, som de så også valgte af slutte koncerten af med. For med sådan et nummer kan det ikke gå helt galt!
Down
En af mine personlige hovedattraktioner denne festival, amerikanske Down, med sin perlerække af kæmpe metalpersonligheder i staben – heriblandt Pantera’s Phil Anselmo, Crowbar’s Kirk Windstein, Corrosion Of Conformity’s Pepper Keenan og Eyehategod’s Jimmy Bower – stod klar til at rive os rundt med deres sumpede sydstats-sludge!
Med en temmeligt skrabet scene-opsætning, der blandt andet talte et af de mindste trommesæt jeg har set til en koncert af denne kaliber, gik Down uimponeret og tilbagelænet på scenen til publikums øredøvende jubel!
Nummeret “Eyes Of The South” gik på og showet blev skudt igang! Den næste times tid stod på en ren tour de force i lækre riffs, cool attitude, højt humør og uhøjtidelig fremtoning! Noget som jeg giver Down min allerstørste respekt for! Satme sjældent man oplever koncerter med så store stjerner, der stadigvæk formår at virke menneskelige og nede på jorden. En ting der gør at oplevelsen med Down gik uhyre meget autencitet. Vi var ét, band og publikum!
Specielt Phil Anselmo, der ellers har ry for at være en kende utilregnelig, var i utroligt højt humør og sang fantastisk (ok, det var også kun anden koncert på touren!). Specielt ham og Kirk’s broderlige hetz mod hinanden på scenen var virkelig fedt at opleve! At Phil også et par gange hev fat i Testament’s frontmand Chuck Billy, der overværede koncerten fra siden af scenen, til lige at sige et par ord i mikrofonen, var ret så underholdende, og var med til at man aldrig helt kunne vide hvad det næste var der skulle ske. Til slut under nummeret “Bury Me In Smoke” fik Down da også hevet det meste af Testament med ud på scenen, hvor specielt guitarist Alex Skolnick fik spillet en helt eminent solo der var med til at rinde koncerten ud.
Undervejs var specielt numre som den nyere “Witchtripper”, “Losing All”, “Underneath Everything” og “Stone The Crow” med til at gøre denne koncert perfekt! Bonerøvene fra Down kom, så og sejrede. Og med ordene “And she’s buying a stairway to heaven” fik Phil sunget Down og koncerten ud, og samtlige af de næsten 10.000 gæster foran scenen kunne forlade pladsen med et ekstra stort smil på læben.
“Let’s be ugly and proud!” – Tak for den Down! – og kom så lige til Danmark igen snart!
