Suffocation (+ Havok, Cephalic Carnage, Fallujah) // Pumpehuset 22/5 2013

Onsdag d 22/5 fik Pumpehuset fint besøg af “Despise The World European Tour” med de amerikanske dødsmetallegender Suffocation, thrash-hovederne i Havok, det atmosfæriske dødsmetal band Fallujah og død/grindcore bandet Cephalic Carnage. Det blev en aften med både op og nedture for den ekstreme metal og hvor et thrash metalband skulle trække sejren i hus.

Fallujah

Første band på scenen var amerikanske Fallujah. Bandet er relativt nyt med start i 2007 og det var da også deres første koncert i Danmark. Skønt den lille sal ikke var særlig proppet, da Fallujah gik på, så forstod de at levere deres numre med høj energi og fed dynamik. Bandet synes at trække inspiration fra et hav af subgenre, med både deathcore elementer, regulær dødsmetal og sågar black metal, som deres klare referencer. Da bandet var bedst var i de perioder, hvor de kunne få det aggressive  udtryk til at gå op i en højere enhed med deres mere polerede og atmosfæriske sound. Det gjorde det så bestemt også kun bedre at lyden synes, at være rigtig god denne aften. Man stod dog med fornemmelsen af, at man godt kunne have savnet noget mere variation i numrene. Men alt i alt var det en rigtig glimrende start fra dette nye foretagende.

Havok

Thrash metallerne i Havok var næste band på scenen denne aften. Og hvor den før med Fallujah stod på atmosfærisk smadder, var det med Havok et helt andet lydbillede at forholde sig til. No bullshit lige ud af landevejen thrash metal er Havok nemlig leveringsdygtige i. Og det fik vi så sandelig denne aften. Der blev lagt solidt ud med “Covering Fire” og herefter gik det sådan set slag i slag afsted ud over stepperne, med herlige riffs og pumpende pedalarbejde. Bandet er bestemt ikke videre originalt. Alt ved dette band er hørt før, men live var det bare det helt rette sted på det rigtige tidspunkt. Folket så ud til at være klar til en omgang thrash og aftenens første større moshpit var en realitet. Bandet så ud til at være i nu’et og virkede godt tilpas på scenen. Særligt imponeret var jeg over bassist Michael Leon super svingende slap-bas arbejde. Havok var pisse fede denne aften, lad dem endelig snart komme tilbage igen!

Cephalic Carnage 

Efter Havok var det blevet tid til at skrue op for kaos og brutalitet. Cephalic Carnage brutale udgave af dødsmetal og grindcore ramte mig bare ikke rigtig denne aften. Det var simpelthen for rodet, hvilket lyden til koncerten ikke hjalp meget på. Der var ellers høj energi på scenen og bandet var udadvendte, men rent musikalsk var der ikke meget at komme efter. Kun i perioder når Cephalic Carnage skruede ned for tempoet og gik tungt kom der for alvor ryk i publikum. Hele stemningen fik dog et nyk op, da bandet iklædte sig masker og gik i corpse paint/hestehoved-mode (ja, den er sgu god nok – et bandmedlem tog et hestehoved på hovedet). Sikken et cirkus, men overordnet set var det sgu lidt af en fuser.

Suffocation 

Så blev det tid til aftenens hovednavn. Suffocation er netop ude med albummet Pinnacle Of Bedlam, så det var ikke overraskende dette album der var fokus på denne aften. Frank Mullen var, ligesom sidste gang Suffocation besøgte Pumpehuset, ikke med. Så denne gang havde de fået ingen ringere end John Gallagher fra Dying Fetus med på vokal.

Bandet lagde tungt ud med “Thrones of Blood”. Der var kommet godt styr på lyden, så alt gik fint igennem. Med Suffocation ved man hvad man får. En brutal omgang klassisk dødsmetal og intet andet. Denne aften blev det bare alt for kedeligt og forudsigeligt. Rutinen skinnede alt for meget igennem og bandet virkede i bund og grund ligeglad med det hele. Man fornemmede tydeligt at John Gallagher’s vokal passer perfekt til Suffocation, men mandens manglende showmanship uden sin guitar, er simpelthen så synderrivende kedelig og udstillede ham som en mand, der ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

Det var også tydeligt at mærke, at bandet savnede noget action fra det yderst stillestående publikum. John forsøgte gentagende gange, at opildne til moshpit, uden det store held dog. Måske havde de tre bands forinden suget resten af energien ud af publikum?

Et af aftenens bedste indslag var da bandet satte i med den nye “Purgatorial Punishment”, hold kæft hvor det nummer dog svinger fedt og det gjorde det så sandelig også live. Koncerten blev dog en kort fornøjelse. Efter kun 50 min sluttede bandet af, med et enkelt tak og farvel og gik fra scenen uden ekstranummer.

Tilbage stod man med en ganske tom fornemmelse og en smule ærgelse over at koncerten var så kort og kedelig som den nu engang endte med at blive, desværre. Næste gang håber jeg sgu Frank Mullen er med igen!