Meshuggah // Lille Vega 4/5/2013

Det er svært at få armene ned efter man har været vidne til det som det udsolgte Lille Vega igår lagde rammerne til. Jeg er tæt på at være målløs, så jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at sætte ord på denne oplevelse!

Kongh
Supportnavn og special guests denne aften var det svenske doom/sludge metal band KONGH. De gik forholdsvist afslappet til værks, hvor det eneste man kunne høre før lydmuren ramte os, var lyden af et par bajere der lige blev knappet op. Chillet nok..
Og en lydmur var hvad vi fik! Kongh bevæger sig i et grænseland der indebærer doomet tempo, sludgede riffs og en masse syre-indsmurte lydeffekter. Og ja, som det lyder lidt på beskrivelsen, så blev det hele lidt noget sovs til tider, og det med at ville være beskidt og smadret, faldt dårligt i spænd med at ville være højt-til-loftet og episk på samme tid.
Publikum modtog dog Kongh med åbne arme, og snakken gik også i krogene af det var “fucking fedt!”. Så de indtjente deres værnepligt som supportnavn, og så kan man vel ikke rigtig forlange mere?

Meshuggah
Aftenen hovednavn – de finurlige, skæve, genreskabende-og brydende metal-mastodonter fra Meshuggah skulle gå på scenen, der var proppet til randen med et af de største og mest omfattende lysshows jeg nogensinde har set proppet ind på den lille scene i Vega.
Bandet gik på i stroboskoblys til øredøvende jubel og – BUM – det geniale nummer “Swarm” fra deres seneste plade “Koloss” gik på, og folk blev HELT stille. Som om at man slet ikke kunne kapere det vi var vidner til. Som om at “The Lost Ark” fra den første Indiana Jones film lige var blevet åbnet, og folk kun kunne stå målløse til og vente på vores ansigter smeltede væk.

For ordet magtdemonstration har nemlig tabt al sin mening i aftenens selskab med Meshuggah. Alt var som det skulle være. Lyden og setlisten var perfekt, showet var mindblowing – og hvor Meshuggah tit har fået kritik, nemlig på deres til tider ret stillestående performance, blev der kompenseret med at have det overdådige lysshow med. Et lysshow der var perfekt synkroniseret med deres skæve tidssignaturer og hæsblæsende tekniske kunnen.

Da andet nummer, “Combustion”, gik på, eksploderede salen så, folk hoppede rundt og headbangede som gale og en energisk moshpit brød ud. Vi var taget som slaver i Meshuggah’s varetægt, og frontmand Jens Kidman stod som vores sataniske krigsherre med det hvide vendt ud af øjnene (hvordan tendensen Meshuggahface stammer fra) og armene overlegent hold over os.

Setlisten bestod primært at numre fra de seneste plader “Koloss” og “obZen”, hvor specielt “Do Not Look Down”, “I Am Colossus” og selvfølgelig “Bleed” stod som højdepunkter. Efter tonerne til “Dancers To A Discordant System” udrindede og Meshuggah modtog et kæmpe bifald, blev de kaldt tilbage på scenen til introen “Mind’s Mirrors” samt en overlegen og out-of-this-world optræden med “In Death – Is Life” og “In Death – Is Death”. Som at være fanget i en ond sci-fi horror film.

Jeg tror ikke helt det er gået op for mig om det her var noget jeg rent faktisk var vidne til, eller om det hele har været en vild feberdrøm i marreridt-fremkaldende omgivelser.

Der er vel ikke andet at sige end; All hail Meshuggah!