Lørdagen starter for os ud med et lettere spontant interview med Frost fra Satyricon. Tidlig lørdag-morgen fik vi tilbudet om interviewet og derfor skulle starten af dagen gå med at finpudse spørgsmål, snakke med den norske trommeslager og publishere interviewet efterfølgende. Derfor kommer vi ikke ned på Voxhall lige før Cattle Decapitation!
Aleg-One: Da vi ankom til Voxhall var det lige netop blevet tid til at det amerikanske deathgrind orkester Cattle Decapitation skulle til at gå på. Det er ikke et navn jeg umiddelbart har sat mig ind i, men ikke desto mindre glædede jeg mig til at opleve dem, da jeg har hørt at mange havde set frem til dem og har talt godt om deres live-optrædener.
Lyden af “The Carbon Stampede” fra den seneste plade “Monolith Of Inhumanity” åbnede showet og med ét stod det klart at det her band besidder noget helt specielt! Bandet spillede med en lyd og et samspil der ligger noget nær perfektion og det bedste jeg har set på festivalen indtil videre – krydr det med frontmanden Travis Ryan, der er noget af et apokalyptisk bekendtskab, og du har en dommedagsoptræden af karat!
Cattle Decapitation gav den alt hvad de ejede for at triumfere deres vej til den mest overraskende koncert for mit vedkommende! Fedt!
Cryptopsy fra Canada var næste band på scenen, og hvis der er et dødsmetal-band med “teknisk” skrevet med stort henover panden, så må det
godt nok være dem. For den stod på rendyrket lir, brutalitet og alskens skævheder hele koncerten igennem. Frontmanden Matt McGahcy, der har stået for vokaltjansen siden 2007, viste sig – ligesom det var tilfældet med Cattle Decapitation før – at være det helt store trækplaster denne koncert. Masser af energi, overskud, god publikumskontakt og fed vokal!
Der var fuld smæk på fra start til slut, uden nogen som helst chance for at få tænkepause og/eller vejrtræknings-muligheder. Cryptopsy var som én stor mavepuster, men efter den første halve times tid i samme rille, savnede jeg godt nok lidt variation i sættet.
Weiss: Det lyder jo som en god oplevelse! Well, af hvad jeg fik set af Cryptopsy var det uden tvivl en brutal opvisning i teknik og tyngde. Der blev gået til stålet, også mere end hvad jeg lige syntes at kunne magte oven på flere ekstreme bands de sidste par dage. Nu glædede jeg mig godt nok til at skulle opleve en noget anden form for metal. En mere melodisk en af slagsen.
Aleg-One: Næste band på scenen – Dream Evil fra Sverige! Ok, når det kommer til svensk power-metal vil dem der kender mig nok vide at det nok ikke er mig man skal få til at udtale sig, men ikke desto mindre skulle festivalens helt store melodiske tiltag da ses – og hvem ved – måske jeg ville lære noget nyt?
Desværre var Dream Evil’s set præget af mange kedelige pauser og lydproblemer – samt et noget uoplagt band der var tydeligt præget af disse nedture undervejs, der lagde en tung dæmper på humøret! Men de gjorde hvad de kunne for at holde liv i den synkende skude, og da der endelig kom gang i hele maskineriet kom de da også i land. For publikum havde sgu en fest!
Weiss: Og nej power metal er bestemt ikke den gode Alex’ kop te! Jeg selv derimod – det er en helt anden snak! Og Dream Evil må siges at være et brud på flere koncerter med ekstrem brutalitet og teknisk lir. Jeg var meget spændt på, hvordan det svenske band ville blive taget imod af publikum i Aarhus. Et publikum der labrede det ene ekstremmetalband i efter det andet. Var der overhovedet nogle der ville se/høre et power metalband fra Sverige? Det var der gudskelov, om end de fik en lidt hård start da en idiot kastede en helt fyldt øl op på trommerne. Dream Evil går på scenen med en god portion energi. Og nu er det – for mit vedkommende – omsider på tide, at melodierne får sin plads på årets festival. Men til min store overraskelse er hovedpersonen – guitarist og topproducer Frederik Nordström – ikke med. Meget ærgerligt da jeg havde set frem til at opleve manden med sit hovedband. Men Dream Evil gør lige præcis det de skal. Nogle folk griner af dem, mens andre headbanger til den helt store medalje. Sådan vil det nok altid være med denne genre i Danmark. Men bandet spiller deres power metal lige efter bogen. En bog der dog bliver prøvet godt og grundigt af, med den ene tekniske fejl efter den anden. Utrolig synd for bandet, der ikke overraskende taber en smule fokus undervejs,da leadguitaristen’s guitar-top går i stykker og de må spille uden ham i et par numre. Dream Evil er gudskelov så professionelle at de fortsætter og da “The Chosen Ones” og “The Book Of Heavy Metal” bliver leveret er Dream Evil kommet sikkert og solidt igennem deres koncert i Aarhus. En koncert jeg må indrømme jeg havde frygtet lidt på forhånd, når man tænker over hvad sidste års melodiske band på Royal Metal Fest – Evergrey – blev budt af publikum… Eller hvad der nu engang var tilbage af publikum.
Aleg-One: Og i forhold til sidste år må man sige at publikumet er væsentligt flottere i år! Det var også en næsten helt tætpakket sal der ventede på sidste navn, det ubestridte hovednavn – mægtige Satyricon fra Norge! Med rock n’ roll attitude og spandevis af selvtillid gik de på scenen til en kort intro der ledte hen i “Hvite Krists Død” fra 1994-pladen “The Shadowthrone” – og så var stilen ligesom sat. For som de sagde undervejs i koncerten, så formåede de at komme hele vejen rundt om deres 7-ablum lange karriere. Lige fra “Walk The Path Of Sorrow” fra “Dark Medieval Times” til “Black Crow On A Tombstone” fra “The Age Of Nero” stod det helt klart at Satyricon sidder glimrende på black metal-tronen og ikke har tænkt sig at flytte sig lige foreløbigt!
Frontmand Satyr og trommeslager Frost var ikke pudsigt nok hovedattraktionerne til denne koncert! Satyr som den helt cool indpisker der ikke lagde skjul på han vidste lige hvor publikum var i hans hule hånd, og Frost der tæskede tønderne til en præcision som ingen andre kan. Der skulle bare løftes en lillefinger og salen råbte om som gale!
Da koncerten sluttede vendte bandet tilbage, bukkede og modtog sit velfortjente bifald. Sejr blev denne aften stavet S-a-t-y-r-i-c-o-n!
Weiss: For helvede guys! – Festivalen havde hevet ingen ringere end Satyricon i hus. Og det var nu tid til, at bandet skulle runde festivalen af med manér. Og med manér dét blev det. Der blev rykket rundt på scenen, så Satyricon kunne få deres helt eget backline ind. Nu skulle den edermandme have gas. Satyr er en fantastisk frontmand. Energisk og samtidig utrolig kølig, men hele tiden med kontakt til sit publikum. Ligeledes er det også en oplevelse i sig selv at se Frost tæske løs på trommerne! Vi kom godt rundt i setlisten, med numre fra alle deres udgivelser, hvor højdepunkterne for mig var “The Wolfpack”, “Walk The Path of Sorrow”, “Now, Diabolical” , “Mother North” og “Fuel For Hatred”.
Fantastisk afslutning på en glimrende Royal Metal Fest 2013, der for undertegnede godt kunne have brugt et melodisk band mere i mellem alt død og ødelæggelsen. Vi ses næste år, Aarhus!