Royal Metal Fest 2013 – fredag

Endelig var det blevet tid til årets første festival for os begge her på Blastbeast.dk. Årets Royal Metal Fest blev for sjette gang afholdt på spillestedet Voxhall i Aarhus. Denne gang var festivalen dog udvidet til lillebroren Atlas ved siden af Voxhall, hvilket ikke var så skidt igen.

Denne reportage skal ses som vore begges personlige syn på hhv. bands og festivalen generelt – Weiss med blå og Aleg-One med rød!. Som noget nyt forsøger vi derfor begge at kommentere på hinanden og skrive i denne artikel. Vi håber i kan lide det – og fanger pointen og idéen!

Vi kan starte med dét, at der overhovedet blev afholdt en metalfestival i Aarhus i år var imponerende, oven på sidste års kanon-underskud. Men med oprejst pande, et større musikprogram og en del flere publikummer kunne det lade sig gøre. Og gudskelov for det, for Royal Metal Fest er sgu et par herlige dage!

Weiss: Vi ankom begge til Voxhall lige i rette tid til at danske Caro gik på scenen. Caro er et band, jeg har haft lidt svært ved at komme ind på. De er et band der er solidt på vej frem på den danske metalscene, men deres lyd har bare aldrig rigtig fanget mig. Og ja, det er sgu nok lyden, som jeg synes efterhånden er alt for overeksponeret i Danmark. Den lettere moderne thrash-tilgang, der møder dødsmetallen. Men chancen skal det unge band sgu have og det fik de også på Royal Metal Fest. Salen synes, på trods af det tidlige tidspunkt, at være ganske pænt fyldt. Bandet så ud til at have det godt på scenen og lyden var ok, uden at være prangene. Egentlig en meget god åbning, som jeg er sikker på min makker vil give mig ret i.

Aleg-One: Du får ikke bare ret – du får også at vide at du tager fejl! ;) For Caro besidder et langt mere fokuseret bud på den klassiske dansker-lyd! Tænk specielt Lamb Of God og tilføj så en god dosis gedigen thrash-metal og du har Caro! Live har bandet måske stadig en mælketand eller to de lige skal tabe før det bliver helt godt, men potentialet er det 100%! Godkendt åbning uden tvivl! Specielt åbneren “Like A Sickness” er et svinefedt nummer, hvilket også var lidt ærgerligt at de så valgte at spille det som det første, da salen liiiige skulle opfange at musikken altså var gået på, før de kom ind og så det.

Weiss: Ja ja, hver sin smag! Men hvor Caro stod for den moderne udgave af metallen var danske Bone klar på  at sparke noget seriøs old school røv! Alexander og jeg blev dog hurtigt enige om, at nok så de ud som et rendyrket 80’er heavy/speed/thrash-orkester med deres denimveste og nitter, men musikken der kom fra scenen blev nærmest leveret som var det et rendyrket black metal band. En ganske speciel oplevelse faktisk, hvor der igennem hele koncert blev holdt et tårnhøjt energi niveau, der perfekt blev afsluttet med Mayhem coveret Freezing Moon!

Aleg-One: Her kan jeg kun give ret. Bone er et band jeg lykkeligt har overset, men så fik æren af at headbange et par a promillerne ud til denne fredag! Det svinger gevaldigt godt og energien er i top! Specielt deres look er jeg vild med – og fx. Darkthrone har jo bevist at man sagtens kan være et black metal band der ligner speed metal! Eller er det efterhånden promillen i blodet der får mig til at høre ting??? Naah, det var sgu fedt det her!

Weiss: Og så var det ellers tid til at få sig endnu et par bajere inden de færøske doom-metallere i Hamferd skulle gå på scenen. Hånden på hjertet: jeg kendte absolut intet til bandet fra Færøerne inden koncerten, men doom metal plejer at have en solid plads i mit metalhjerte, særligt hvis det bliver spillet ligeså smukt og tight som hos Saturnus og Candlemass. Men nej Hamferd fik ikke mit førnævnte hjerte til at smelte. Faktisk tog jeg mig selv i flere gange at gabe under koncerten. Bandet spiller jovist doom metal, men til deres koncert i Aarhus var det bare kedeligt og uinspirerende. Alle mand i bandet er klædt i jakkesæt til koncerten. Sikkert som en modsvar til den klassiske metal’s upolerede udtryk, det her virkede bare for påtaget til min smag. Numrene var lange og atmosfæriske og lyden ganske god. Det blev bare aldrig den helt store doomfest. 

Aleg-One: Her må jeg også melde klart ud at selvom Hemferd har stilen og elementerne i orden, så bliver en hel koncert med dem virkelig virkelig virkelig kedelig! Specielt når man lige har oplevet energiske udladninger fra BONE og Caro! Hvad er antonymet til fest? Det er også ligemeget, men faktum er at det var rart med lidt afveksling i programmet, bare mindre rart at den kom på et tidspunkt hvor man ikke helt trængte til afveksling endnu. 

Efter Hamferd var det blevet tid til at få sig en bid mad. Dette kom til at gå ud over koncerten med Dawn Of Demise, da vi skulle skynde os tilbage til Melechesh! Vi kan derimod skrive ganske godt om “Byens Burger” der ligger lige ved siden af spillestedet, og specielt en 300 gram’s DON OX burger er det hele værd! 

Weiss: Vi kom tilbage lige i rette tid til, at Melechesh fra Israel gik på scenen. Bandet spiller en solid omgang black metal. Men ikke den traditionelle black som vi kender den her fra norden. Nej Melechesh trækker inspiration fra deres musikalske rødder fra mellemøsten og mikser disse med ekstrem metallen. Utrolig spændende at høre hvordan de arabiske toner kan blive sat sammen på en ny og spændende måde, som man ellers kender det fra Nile bl.a. Energien var i top til denne koncert og det var ekstremt højt. Herlig koncert – en af festivalens bedste hvis du spørg mig!

Aleg-One: Med mad i maven og flere promiller i blodet var jeg endnu mere klar til at se det navn jeg nok havde set mest til frem at opleve denne festival! Melechesh er så skide seje i deres udtryk at man ikke kan andet end at lade sig rive med! Specielt nummeret “Grand Gathas Of Baal Sin” går sikkert ind og der blev både headbanget, råbt i kor og spillet en, omend noget ujævn, luftguitar! Fed tråd! Resten af koncerten var medrivende, men efter førnævnte højdepunkt gik det lidt i sig selv igen og koncerten må ende på en “fedt nok!”. Måske forventningerne var for høje?

Weiss: “Fedt nok” siger du?! Come on Aleg-One – det var toppen det her! Og efter denne suveræne opvisning i israelsk black metal var det pludselig blev tid til at vende snuden mod det danske igen. Faktisk til den lokale scenen, hvor Hatesphere med den altid herlige Esse i front stod klar på scenen i Voxhall. Der er ingen tvivl om at Hatesphere er elsket på den århusianske scene. Bandet trak et stort publikum til og Esse var i hopla. Så kan man næsten ikke bede om mere? Jo, det skal da lige være nummeret “Resurrect With a Vengance”, som er mit ubetinget favoritnummer med Hatesphere. For satan en herlig tyngde om nerve det nummer har. Der skulle headbanges! Og det blev der! Desværre synes jeg at Hatesphere har en tendens til at blive for ensformigt i længden til koncerter. Der er simpelthen ikke nok variation i både riff og rytmearbejdet til at det kan holdes interessant hele vejen igennem en hel koncert. Men publikum var med bandet og bandet var med sit publikum! Godt gået Hatesphere!

Aleg-One: Ensformigt? Hmm. Jeg lagde blot mærke til den gedigne fest som Hatesphere lagde for døren! Måske også fordi jeg tilbragte det meste af koncerten inde i pitten! Hatesphere er ikke et band jeg lytter til på hverdagsbasis, men for sattan de er et band jeg ikke må gå glip af i livesammenhæng! Danmarks nok mest stabile metalbands, og de skuffer ikke! Frontmand Esse er noget af det mest sympatiske og bindegale der findes på den danske metalscene, og når han agerer indspisker, så er man pisket ind! FED koncert der endte med at blive et af mine absolutte højdepunkter!

Og så til aftenens hovednavn!

Aleg-One: *går kold* *Zzz Zzz Zzz*. 

Weiss: Ja, når min makker ikke kan mere og går kold i den fine park overfor spillestedet, så må jeg jo så selv tage over ;) Headliner-tjansen stod polske Vader for på årets Royal Metal Fest. Det skulle blive spændende at se, om de kunne gøre kunsten fra landsmændende i Decapitated efter, som sidste års headliner. Den korte version lyder som følgende: Ja det kunne de godt og lidt mere til faktisk! Og så den længere version: For her mine kære metalvenner! Her var beviset på hvordan stramt, brutalt, teknisk og groovet dødsmetal skal skæres. Vader med Piotr Wiwczarek fik for alvor rusket op i det store fremmøde, med aftenens største moshpit. Lyden var knivskarp og der blev spillet tungt! Rigtig tungt! Vader gør præcis det jeg mener er afgørende for god dødsmetal: en solid blanding af teknisk hurtighed, krydret med en betydeligt straight forward pumpende riffarbejde. Da bandet afsluttede med en coverversion af Slayer’s “Hell Awaits” var der ikke et øje tørt. Bund solid polsk døø’s håndværk fra Vader – Sådan skal det gøres og tak for en fed første dag på Royal Metal Fest!