Killswitch-Engage-Disarm-the-Descent-SmallFokuset er på nye begyndelser, og med den gamle vokalist Jesse Leach i front er det også ganske passende! For Killswitch Engage har både fundet og genopfundet sig selv på den nye plade “Disarm The Descent”

Allerede på åbneren “The Hell In Me”, står det klart at Killswitch Engage har budt den nye-gamle frontmand Jesse Leach velkommen med åbne arme! For lyden er langt mere aggressiv og hurtig end forgængerne med Howard Jones i front. Ikke noget ondt om Howard, men det er nu forfriskende at have endnu mere nerve og lidt fandenivoldskhed tilbage i bandet, der efter min mening godt kunne blive lidt for blødsødne i længden.

For pladen har utroligt meget smag af sideprojekt-bandet “Times Of Grace”, der netop bestod af Jesse Leach og Killswitch Engage’s guitarist Adam Dutkiewicz. Der er nemlig stort set ikke et nummer hvor man får tid til at få pusten tilbage! Kun på pladens 11. nummer “Always”, hvor tempoet skrues lidt ned til en episk metal-ballade. Ellers er pladen 110% testosteronfyldt metalcore, med alle de dejlige melodiske omkvæd og c-stykker som man kunne forvente – dog endnu mere aggressiv! Dejligt!

Temaet på pladen drejer sig i overvejende grad om “nye begyndelser”, som det høres specielt på numre som “New Awakening”, “In Due Time” og “The Turning Point”, så man skal godt nok være blind for ikke at få indtrykket af at bandet er glad for at være samlet i sin oprindelige form igen!

Skal der nævnes konkrete højdepunkter, er jeg virkeligt meget i tvivl! For stort set alle numrene indeholder den velkendte Killswitch Engage kvalitet, som fans af bandet burde elske fra første anslag! Men ok, bliver jeg presset, så er specielt nummeret “Beyond The Flames”, der rummer en del melodød-elementer, nævneværdigt og et sikkert hit!

Men lyt til pladen, fra start til slut, lad dig rive med, nyd melodierne og bliv pumpet op af aggressiviteten imellem. Killswitch Engage er tilbage og beviser hvorfor de bliver omtalt som de ubestridte konger af metalcore!

9-penta

 

 

 

Disarm The Descent” blev udgivet d. 2/4 via Roadrunner Records.