YEAH! Så skal vi omsider til det igen!! Vi har bladret igennem rækken af alle de fantastiske demoer/EP’er vi har fået tilsendt og nu er det endelig blevet d. 1 marts! Dagen hvor vi endelig kan offentliggøre vores andet band i The New Shit!
Vi går fra den ene ende af genrespektret til anden. Mine damer og herrer hiv bajerne frem og knap en flaske Jack D op, for nu er det eddersatme tid til old school fræs og rock og rul. Må vi have lov til at præsentere et af Danmarks mest talentfulde hard rock bands: L.A. Collection!
I øjeblikket ser vi en stor bølge af klassisk hard rock og heavy metal boble frem. Særligt på den svenske scene er retro-lignende bands skudt afsted i høj, høj fart. Behøver jeg nævne BULLET, Graveyard, Free Fall og Ghost for at I forstår hvad jeg mener?
Herhjemme har vi endnu ikke set særlig meget til det! Men det er L.A. Collection satme på vej til at modbevise. Københavner-trioen der består er brødrene Lasse (vokal og bas) og Anders (guitar) Bøgemark samt trommeslager Jonathan Nørgaard (trommer) sætter nemlig myten om hard rockens endeligt eftertrykkeligt til vægs med deres nye debut EP “Straight To The Bone”.
Og straight to the bone er det når L.A. Collection fyre op i Marshall-forstærkeren. Det er simpelthen så lige ud og upoleret hard rock af absolut bedste skuffe, som det nu kan fåes herhjemme. Ingen overproducerede lyd her, nej kun det herlige rå riffarbejde, den pumpende bas og pulserende trommer samt Lasses Bon Scott-lignende vokal.
Hvad jeg synes bandet gør så skide godt på denne EP er, at de rent faktisk formår, at lave nogle numre der sætter sig fast hos lytteren. De har, ud over riffarbejdet, også sans for de stærke melodier. “Dirty Job” er det bedste eksempel på dette – et nummer jeg mener er pladens bedste. Man mærker her den rendyrkede energi, der intensiveres igennem hele nummeret, inden den for alvor kulminerer i omkvædet.
Bandets tekstunivers kredser om hverdagens op og nedture. Man kan som individ altid relaterer til alle de emner bandet synger om.
L.A. Collection er det perfekte The New Shit band. De er endnu et band på vej frem og vi forventer det helt store af dem, særligt efter udgivelsen af Straight To The Bone. De spiller en genre mange knækker nakken på og ryger direkte igennem hvis det ikke holder. L.A. Collection viser en ærlig- og troværdighed i alt hvad de gør og det er her bandet vinder. De formår at stryge uden om klicheerne i en ellers yderst klichefuld genre. Kort sagt: Det holder! Og det gør nummeret “Dead Man’s Walk” i høj grad også!
L.A. Collection er et band der kommer frem på det helt rette tidspunkt. Som tidligere skrevet er den klassiske rock musik på vej tilbage og det ses over store dele af hard rock/heavy metal verdenen. Det er blevet “in” igen at spille hård musik med en kant af melodi. De store 80’er bands sælger ganske godt idag og nye retro-orienterede bands får et større og større følge til koncerter. Jo fremtiden tegner i den grad lys hos L.A. Collection – nu bliver det så bare spændende og se om Danmark er klar til bandet, eller om vi igen hænger bremsen i forhold til vores nabolande. Det må kun tiden vise. L.A. Collection er i hvert fald et formidabelt live band, som I ikke bør snyde jer selv for!