En aften med tre af Danmarks bedste folk/vikinge metalbands samlet kan kun blive en god aften. Og det blev det da også – stort set! 

Et dekoreret Loppen var velbesøgt denne fredag aften. Overalt var der pyntet op med grene, kviste og blade. Alt sammen med til at sætte den rette stemning på denne folk-aften. Vi er på skovtur denne fredag!

Heidra

DSC04461Og første band i Loppens skov hedder Heidra og spiller vikinge metal. Bandet har netop udgivet deres første officielle EP Sworn To Vengeance, samt en musikvideo til titelnummeret. Det er derfor ikke overraskende et veloplagt Heidra, der sætter aftenen igang med “The Forging of The Sword.” Heidra er aftenens symfoniske indslag og deres krydsning af black/power/viking metal rammer lytterne solidt i ansigt og der kvitteres med flere djævlehorn i vejret fra et veloplagt publikum. Lyden er på bandets side denne aften. Det er tilpas højt til, at ingen instrumenter forsvinder i lydbilledet, hvilket egentlig er ganske godt gået, med et så fyldigt lydbillede som Heidra gør sig i.

Endnu en gang er jeg nødt til at fremhæve guitarist Carlos Zyn, der udover at spille en fortrinelig spade, har en kontakt med sit publikum, der simpelthen sidder lige i skabet. Der er nærvær og en intensitet med sit publikum i alt hvad han gør og det kommer hele bandet til gode.

Vi får hele EP’en leveret og mere til og da bandet slutter af med “Forfædres Kald” kan ingen gå skuffet fra denne Heidra-koncert!

8-penta

 

 

 

Vanir

DSC04482Efter en kort pause bliver det tid til de altid festlige krigere i Vanir. Jeg har efterhånden snart ikke tal på, hvor mange gange jeg snart har oplevet dette band, men ens for alle deres koncerter er, at man altid kan være sikker på dans og intense fester når de står på scenen.

Vanir starter ud med “Vinlandsfærd”, min personlige favorit fra deres nye plade “Onwards into Battle”. Desværre står det allerede helt tydeligt at lyden så langt fra er med Vanir denne aften. Ligeså god den var til Heidra, ligeså elendig er den faktisk i starten af Vanirs sæt. Hele lydbilledet mudre sammen, af en bas der overstyrer voldsomt. Dette er ikke bare noget publikum kan fornemme. Også bandmedlemmerne synes, at virke en anelse irriteret over dette scenarium, hvilket kommer til udtryk flere gange i løbet af koncerten, hvor særligt bassen ønskes at blive skruet ned. At lydmanden så ikke synes det samme må så være hans valg. Først halvvejs i sættet med “Raise Your Horns”, synes der at blive rettet op på lyden.

Gudskelov går disse tekniske problemer ikke ud over bandet som sådan. Andreas Bigom tager det med højt gåpåmod og er ligeså udadvendt som altid, hvilket simpelthen er en af nøglerne til Vanirs succes. Denne aften får vi sågar en coverudgave af Amon Amarth’s Persuit of Vikings med ordene: “Ja, vi glæder os sgu også til Copenhell!” Og der går med ét kollektiv fælles headbanging i koncerten.

Koncerten med Vanir bliver denne aften voldsomt hæmmet af lydproblemerne. Det kan man simpelthen ikke komme uden om, selvom festen som altid var tilstede.

6-penta

 

 

 

Huldre

IMG_1182Og så blev det tid til aftenens sidste band, Huldre! Modsat de to første bands, er det første gang jeg oplever Huldre live. Jeg vidste som sådan derfor ikke hvad jeg skulle forvente. Da bandet starter ud med “Ulvevinter” er det dog helt tydeligt, at Huldre trækker på andre inspirationer end de to foregående bands. Huldre er folk metal med større fokus på naturen, skovfolket og fantasy end vikinger. Og det er da også til Huldres koncert, at folkinstrumenterne kommer mest til sin ret med både violin og drejelirer.

Lyden er knivskarp til Huldres koncert. Nanna Barslev flotte vokal går rent igennem, samtidig med at folk-instrumenterne for alvor kommer til sin ret i lydbilledet. Der er ingen tvivl om, at de fleste af publikum er kommet for at se Huldre denne aften. Opbakningen foran scenen er størst til denne koncert. Vi får serveret to helt nye numre, hvor af den ene af dem lyder utrolig smuk. Lækkert fingerspil i det tætteste vi får på en Huldre-ballade.

Huldre spiller godt og vel en time. Og i løbet af den time er vi blevet belært om skovens mysterier, lavet troldetramp i gulvet og trommet med og på kviste og grene. En rigtig god og solid koncert, der cementerer at Huldre er et liveband med et tårnhøjt kvalitetsniveau!

9-penta