Så er det københavnske hardcore-event 1-DAY HARDCORE SHOWDOWN klar med info for det tredje arrangement.
I år er det Amager Kulturpunkt med deres 2 spillesteder – Amager Bio og BETA – samt deres hyggelige gårdmiljø, der udgør de fysiske rammer for hardcore-eventet.
Første artist på programmet er blevet offentliggjort og det er ingen ringere end WALLS OF JERICHO, der gæster eventet på deres korte europæiske turné og endda som eneste skandinaviske show!
Arrangørende udtaler:
2012-udgaven, med knapt 500 mennesker inde, har givet god grund til event-gentagelsen samt troen på at tilslutningen kan blive endnu større. Ved hjælp af en bred vifte af internationale artister og internationale brancheorganisationer skal 1-DAY HARDCORE SHOWDOWN være med til at gøre opmærksom på nogle af de essentielle mærkesager som dansk kulturliv er slem til at tabe på gulvet. Derudover skal eventen vanen tro samle nogle af scenens mest toneangivende og aktuelle artister hvor kreativitet, integritet og originalitet ikke blot er buzz words – men et decideret faktum!
Fra fredag den 22. marts kl. 10:00 til mandag den 1. april kl. 10:00 bliver der sat 50 billetter til salg til kun 200,- DKK + gebyr. Herefter stiger billetprisen til 250,- DKK + gebyr. Alt dette sker via Billetlugen.dk