jantelovenI går aftes blev “When Copenhell Freezes Over” afholdt i Vega. En helt igennem herlig aften hvor bands, publikum og branchen kunne mødes for at dyrke det vi alle står så tæt sammen om nemlig METAL! Metal i sin reneste form. Musikken og kulturen. I dagens anledning var den internationale metal-delegation fløjet til landet for at deltage i en paneldiskussion for bands og publikum i Ideal Bar.

Og selvom det højst overraskende syntes svært for en mindre del af de fremmødte på Ideal Bar at holde sin kæft, da der blev delt guldkorn ud fra panelet ja så blev det til et rigtig spændende møde. Et møde hvor der for alvor særligt blev rusket godt og grundigt til den danske metal mentalitet og som i den grad gav stof til eftertanke. Stof jeg også selv skal reflekterer over og som jeg mener alle burde gøre, hvis man vil noget i denne kultur, både som band, musiker og fan.

Hvad der ramte mig mest i denne paneldebat var hele temaet omkring janteloven, der i den aller højeste grad er velbevaret godt og solidt i den danske metalkultur og mentalitet. Det helt store spørgsmål i denne paneldebat er hvorfor vi i Danmark har så pokkers svært ved at sende bands afsted i Europa, når vi har alle de bedste forudsætninger for det. Som også Wacken-booker Thomas Kreidner påpegede, så bor vi klods op af nogle af de største metal-nationer som Tyskland, Sverige, Norge og Finland og det kræver derfor ikke mere end en minibus og et par bookede jobs at komme ud. Alligevel er det en brøkdel af de bands vi har herhjemme som nogensinde kommer uden for landets grænser. Hvorfor kan man spørge sig selv?

Som panelet også påpegede igår, så tror jeg personligt mest, at det hele hænger sammen med, at vi herhjemme har den der tilbøjelighed med at slagte alt og alle der bare snuser til en smule succes. Hvad fanden er der galt med os? Bild mig ikke ind at grunden til at størstedelen herhjemme vælger at lave et band er for 1. At komme ud og spille (det er selvsagt), 2. måske at udgive et album, 3 måske sågar at komme ud fra landets grænser (det ville satme være stort!) og 4. måske man sågar kan opleve succes – hold nu op?! Det ville da alligevel være stort hvis mit eller dit band kunne opnå det – ville det ikke??

Desværre er realiteten bare at det kun er en lille bitte brøkdel der oplever det. Og de relativt få der så oplever det bliver kort sagt svinet til som nogle sell-outs. Hvilket metalband herhjemme ønsker ikke at opnå at kunne headline store europæiske festivaler som Wacken og Download. Hvilket band herhjemme er det der ikke ønsker at tage på store tours i USA. Kort ud sagt hvilket band ønsker ikke succes? Volbeat har opnået det alle bands herhjemme, helt inde i sindet går og drømmer om. Spille de store koncerter, at komme ud der hvor det sker, at kunne LEVE af sin musik. Højst overraskende ender det så bare med at vi herhjemme, istedet for at være stolte over det vi kan, vælger at voldtage dem som sell-outs fordi de har opnået succesen. TAMT er ordet! Volbeat var fast inventar i metaldanmark i 2005 og de gjorde det eneste rigtige. De fandt deres egen unikke lyd og metalfolket herhjemme elskede dem for det! Nu kommer bandet så med deres 5 udgivelse og hvem ved måske synes selv samme at de er blevet endnu mere sell-outs med denne. Men ved i hvad? Volbeat kan trække 80.000 metalheads foran True Metal Stage på Wacken torsdag aften i prime-time. Så i sidste ende er det sgu’ dem der ler tilsidst. At sige Volbeat er blevet et sell-out popband styrker egentlig bare mit argument med janteloven. For den er edermandme tydelig folkens! Man kan ikke klare andres succes og det er godt nok sørgeligt.

Eksemplet med Volbeat er utrolig stærkt for det er sådan realiteten er herhjemme. Det bliver svære og svære at skabe den unikke og originale lyd der skal til for at breake i udlandet. Og de bands der måske forsøger at finde denne lyd kan muligvis ende med at blive stemplet som værende gay-metal eller blive hated på anden måde af publikum ligesom Volbeat. Dette leder mig til det næste. Metal herhjemme er så lille i forvejen og alligevel er vi eksperter i at hade alt ved hinanden. VI MÅ FANDME STRAMME OP! Må dem der hører Asking Alexandria godt tage til en Cannibal Corpse koncert, eller omvendt, uden at blive overfaldet? Hele den der true-mentalitet er til at brække sig over. Jo mere den koger over jo svære bliver det for alle bands herhjemme at finde et solidt ståsted i miljøet. Og er det først svært på hjemmebane, ja bliver det sgu først endnu svære at komme ud over landets grænser.

Jeg oplevede det fantastiske igår. Man havde samlet: dødsmetal, folkmetal, metalcore, sludge, industrial og post hardcore til en samlet showcase i Vega og ved i hvad?! Der var proppet til samtlige koncerter. Det var fantastisk at opleve. Det er lige sådan det skal være. Man tager ind og ser det man måske ikke lige havde forestillet sig, at man ville se.

Dette er selvfølgelig ikke det eneste der skal til for at kunne breake sit navn i udlandet og opnå succes. Talent osv er selvfølgelig det mest afgørende. Men når det er sagt, så er det vi som fans kan og skal gøre er at støtte op om hinanden og bandet istedet for at virke misundelige. Vi må sgu støtte hinanden i dette i forvejen lille miljø istedet for at hade internt. Så er jeg ikke i tvivl om at vi kan opnå det vi alle sammen godt vil. En stærkere scene, hvor muligheden for måske at komme ud over landets grænser bliver større. For det kan sgu lade sig gøre, det er bare vigtigt at vi tænker os om – os alle både du og jeg.

Og så iøvrigt en kæmpe tak til Copenhell, Vega og MXD for at gøre dette arrangement til en realitet. En egentlig reportage af aftenen vil følge inden længe.