I går aftes blev “When Copenhell Freezes Over” afholdt i Vega. En helt igennem herlig aften hvor bands, publikum og branchen kunne mødes for at dyrke det vi alle står så tæt sammen om nemlig METAL! Metal i sin reneste form. Musikken og kulturen. I dagens anledning var den internationale metal-delegation fløjet til landet for at deltage i en paneldiskussion for bands og publikum i Ideal Bar.
Og selvom det højst overraskende syntes svært for en mindre del af de fremmødte på Ideal Bar at holde sin kæft, da der blev delt guldkorn ud fra panelet ja så blev det til et rigtig spændende møde. Et møde hvor der for alvor særligt blev rusket godt og grundigt til den danske metal mentalitet og som i den grad gav stof til eftertanke. Stof jeg også selv skal reflekterer over og som jeg mener alle burde gøre, hvis man vil noget i denne kultur, både som band, musiker og fan.
Hvad der ramte mig mest i denne paneldebat var hele temaet omkring janteloven, der i den aller højeste grad er velbevaret godt og solidt i den danske metalkultur og mentalitet. Det helt store spørgsmål i denne paneldebat er hvorfor vi i Danmark har så pokkers svært ved at sende bands afsted i Europa, når vi har alle de bedste forudsætninger for det. Som også Wacken-booker Thomas Kreidner påpegede, så bor vi klods op af nogle af de største metal-nationer som Tyskland, Sverige, Norge og Finland og det kræver derfor ikke mere end en minibus og et par bookede jobs at komme ud. Alligevel er det en brøkdel af de bands vi har herhjemme som nogensinde kommer uden for landets grænser. Hvorfor kan man spørge sig selv?
Som panelet også påpegede igår, så tror jeg personligt mest, at det hele hænger sammen med, at vi herhjemme har den der tilbøjelighed med at slagte alt og alle der bare snuser til en smule succes. Hvad fanden er der galt med os? Bild mig ikke ind at grunden til at størstedelen herhjemme vælger at lave et band er for 1. At komme ud og spille (det er selvsagt), 2. måske at udgive et album, 3 måske sågar at komme ud fra landets grænser (det ville satme være stort!) og 4. måske man sågar kan opleve succes – hold nu op?! Det ville da alligevel være stort hvis mit eller dit band kunne opnå det – ville det ikke??
Desværre er realiteten bare at det kun er en lille bitte brøkdel der oplever det. Og de relativt få der så oplever det bliver kort sagt svinet til som nogle sell-outs. Hvilket metalband herhjemme ønsker ikke at opnå at kunne headline store europæiske festivaler som Wacken og Download. Hvilket band herhjemme er det der ikke ønsker at tage på store tours i USA. Kort ud sagt hvilket band ønsker ikke succes? Volbeat har opnået det alle bands herhjemme, helt inde i sindet går og drømmer om. Spille de store koncerter, at komme ud der hvor det sker, at kunne LEVE af sin musik. Højst overraskende ender det så bare med at vi herhjemme, istedet for at være stolte over det vi kan, vælger at voldtage dem som sell-outs fordi de har opnået succesen. TAMT er ordet! Volbeat var fast inventar i metaldanmark i 2005 og de gjorde det eneste rigtige. De fandt deres egen unikke lyd og metalfolket herhjemme elskede dem for det! Nu kommer bandet så med deres 5 udgivelse og hvem ved måske synes selv samme at de er blevet endnu mere sell-outs med denne. Men ved i hvad? Volbeat kan trække 80.000 metalheads foran True Metal Stage på Wacken torsdag aften i prime-time. Så i sidste ende er det sgu’ dem der ler tilsidst. At sige Volbeat er blevet et sell-out popband styrker egentlig bare mit argument med janteloven. For den er edermandme tydelig folkens! Man kan ikke klare andres succes og det er godt nok sørgeligt.
Eksemplet med Volbeat er utrolig stærkt for det er sådan realiteten er herhjemme. Det bliver svære og svære at skabe den unikke og originale lyd der skal til for at breake i udlandet. Og de bands der måske forsøger at finde denne lyd kan muligvis ende med at blive stemplet som værende gay-metal eller blive hated på anden måde af publikum ligesom Volbeat. Dette leder mig til det næste. Metal herhjemme er så lille i forvejen og alligevel er vi eksperter i at hade alt ved hinanden. VI MÅ FANDME STRAMME OP! Må dem der hører Asking Alexandria godt tage til en Cannibal Corpse koncert, eller omvendt, uden at blive overfaldet? Hele den der true-mentalitet er til at brække sig over. Jo mere den koger over jo svære bliver det for alle bands herhjemme at finde et solidt ståsted i miljøet. Og er det først svært på hjemmebane, ja bliver det sgu først endnu svære at komme ud over landets grænser.
Jeg oplevede det fantastiske igår. Man havde samlet: dødsmetal, folkmetal, metalcore, sludge, industrial og post hardcore til en samlet showcase i Vega og ved i hvad?! Der var proppet til samtlige koncerter. Det var fantastisk at opleve. Det er lige sådan det skal være. Man tager ind og ser det man måske ikke lige havde forestillet sig, at man ville se.
Dette er selvfølgelig ikke det eneste der skal til for at kunne breake sit navn i udlandet og opnå succes. Talent osv er selvfølgelig det mest afgørende. Men når det er sagt, så er det vi som fans kan og skal gøre er at støtte op om hinanden og bandet istedet for at virke misundelige. Vi må sgu støtte hinanden i dette i forvejen lille miljø istedet for at hade internt. Så er jeg ikke i tvivl om at vi kan opnå det vi alle sammen godt vil. En stærkere scene, hvor muligheden for måske at komme ud over landets grænser bliver større. For det kan sgu lade sig gøre, det er bare vigtigt at vi tænker os om – os alle både du og jeg.
Og så iøvrigt en kæmpe tak til Copenhell, Vega og MXD for at gøre dette arrangement til en realitet. En egentlig reportage af aftenen vil følge inden længe.
7 comments
Gabriel Thordahl-Jensen says:
Feb 3, 2013
Jeg er fuldstændig enig i at der er for meget had internt i metalmiljøet. Men, i forhold til Volbeat, så tror jeg grunden til at de bliver svinet så meget til, er at mange mener de netop ikke spiller metal – men en blanding af familievenlig Elvis pop og rock, tilsat enkelte heavy elementer. Er de så sellouts af den grund? Ikke i min mening, for den lyd har de haft siden deres debut, omend den dog er blevet blødere – men ikke markant blødere, synes jeg.
Men nu er de store. Kendte. Så skal man hate på dem. Det er desværre ofte sådan det er.
Men det er jo ikke sådan for alle danske metalbands. Raunchy og Mnemic har spillet på Wacken, og haft diverse tours igennem det meste af verden. Mnemic har også åbnet Roskilde Festival – Orange Scene!!
Illdisposed og HateSphere kommer også godt rundt i Europa. Og de bands hører jeg meget sjældent onde ord om. Men det er måske bare mig?
Jonathan+Sigrist says:
Feb 3, 2013
Jeg kunne ikke være mere enige. Det er et spørgsmål jeg tit har tænkt over, og har tænkt at janteloven ligger stærkt bag den (måske så også at vi er verdens gladeste land).
Jeg spiller selv keyboard og komponere symfonier til mit metal band, men bliver ofte set ned på af andre metaler fordi “keyboards ikke er metal”. Det ender så med at største delen af metal undergrunden lyder fuldkommende ens, og det hele skal være død eller core, så man ikke bliver stemplet som at være ikke true. “Vi spiller hårdere, ergo er vi mere metal end jer” hører jeg ret ofte.
Jeg føler en meget stor arrogance i den danske metal scene (oftes mest omkring musiker, ikke fans), og folk tilpasser deres musik inden for jantelov mentaliteten, og pejer på alt det der går lidt ud.
Danmark er på en måde en stor myretue. Politisk og økonomisk virker det perfekt da vi kan arbejde sammen, men kulturalt er danmark en katastrofe, fordi ingen må tænke på en anden måde. Det er nok grunden til at få kunstnere kommer ud af Danmark : Det er kun danskere som kan lide det, fordi det passer ind i vores mentalitet.
SigneA says:
Feb 3, 2013
En øvrig kommentar herfra, for jeg gik også hjem og fik tænkt over tingene oven på en god debat, der desværre som du nævner var præget af aber i baren der måske ønskeligt kunne have indtaget deres eget selskab et andet sted. Jeg oplever ikke janteloven så udpræget som der blev givet udtryk for i går og generelt på scenen – men det bunder nok i den måde jeg har analyseret det på efterfølgende, for den store misforståelse i debatten er at vi blander tingene sammen og blander musikken sammen. Metallen har mange subgenrer og fordi man ”hører metal” betyder det ikke at man er vild med dødsmetal. Jeg stod og tænkte på i går da der blev snakket om at støtte op om undergrunden, at man ikke går til koncerter med genrer man ikke ser det store i. Ikke ret mange af os ville jo gå til en Lady Gaga koncert for at støtte op om konceptet – på samme måde vælger jeg en koncert fra med progressiv metal. Fordi det ikke siger mig noget, ikke fordi jeg ikke ønsker dem noget godt. Det er den ene ting: Bare fordi det går under fanen ’metal’ behøver det ikke at betyde at man kan lide det fordi man hører metal generelt.
Dernæst er der en anden stor og overset pointe. Udbuddet af metalkoncerter boomer i København og jeg tør ikke engang estimere hvad det ville koste at tage til alle dem jeg gerne vil, så det må gælde for en del af os. Derfor vil jeg naturligt nok vælge de mindre fra. Selv på de små steder hvor det er pinagtig billigt at komme til koncert skal man tælle dørpris + garderobepris + transport + mønt til baren for de dristige af os der gerne vil have fadøl til hegnet. Sådan en aften kan vel i gennemsnit skrabes ned til 200,-, realistisk set 400,-, og en måned som februar skal jeg til minimum 5 store koncerter. Som skribent er døren jo betalt men det er stadig penge der må prioriteres og det skal man også se på inden man klager over manglende fremmøde. Et stort udbud kan som sådan ikke kritiseres, men ovenstående siger noget om grunden til lavt fremmøde. Et åbent spørgsmål som har ligget mig på sinde i årevis er om statsstøttede spillesteder der har et kulturelt ansvar virkelig skal tjene alle deres penge i baren og ikke blot nogle af dem?
Det tredje der slog mig er omkring vækstlagsmusik og eksport, og det er skrevet i lyset af en nylig koncert med The Hives i Vega hvor tydeligt store personligheder bar sceneshowet. Vi har rigtig meget god metal i Danmark og vi har rigtig mange bands der lyder godt som netop demonstreret til arrangementet i går. Men de er i fare for at blive anonyme og det skyldes måske delvist at vi ikke har ’den danske lyd’ som svensk død eksempelvis har sin. Bortset fra The Psyke Project så jeg ikke de store personligheder skinne igennem eller den unikke lyd eller det sjældent sete sceneshow. Jeg så nogle fede koncerter der lige så vel kunne have udspillet sig i alle mulige andre lande og det sagt med al respekt for de optrædende som jeg jævnligt ser live og glædes over.
Jeg oplever at få rigtig meget demo-materiale som er halvfærdigt. En ep med 3 numre som ikke virker gennemtænkt eller som om at man har gjort sig umage for at få til at lyde godt. Og hvis det er det vi sender til udlandet kan nogle af svarene findes der. Jeg synes at Anders Odden havde en meget vigtig pointe i nogle af de ting han sagde, vigtigst at man skal spille musik fordi man har lysten til det og nerven i behold. Metal, og måske især i Danmark, har aldrig emmet af de store penge, så det skal være trangen der driver værket. Når det er sagt kan vi jo ikke undvære upcomingmusik, det er ligesom der udviklingen sker, og man bliver ikke bedre hvis man ikke kommer ud og øver sig på scenerne, men jeg kunne som sagt godt tænke mig en større omtanke inden man serverer sin musik og sit image.
Og så er der hele snakken om købe-tours som er relevant, men nu skal indlægget ikke ses som spam ;-) Godt skrevet indspark fra BlastBeast og håber at der kommer en god debat herunder…..
Mr Underdog says:
Feb 3, 2013
Kæft en gang pis.
Det eneste fornuftige i artiklen er dog også meget relevant.
Hadet mellem genrer skal stoppe! Det er dog en meget relevant pointe som mange burde tage til sig.
Aleg-One says:
Feb 4, 2013
Hej Tor
Kan du komme ind på hvorfor det er en gang pis, udover din holdning til hvor lidt metal Volbeat er?
Tan says:
Feb 5, 2013
Man ser de ting, man gerne vil se. Ligesom man gerne ser de genrer, man gerne vil se.
Jeg synes debatten om at hagle ting ned, grundet success er en meget legitim debat at tage.
Der er så megen snak om genrepuritanisme.
Når det så er sagt, må det også erindres at Danmark er et lille land – derfor er der også grænser for hvor meget man kan opnå i Danmark.
The Psyke Project er et band, der har eksisteret siden 1999.
Derfor er der nok også meget personlighed og erfaring at lægge bag sin optræden. Derudover et meget kraftfuldt band i udtryk på scenen og musikken.
Helt generelt:
Men hvad er unikt? Al musik er inspireret af noget, om man vil det eller ej. Alle har lyttet til musik, er en del af et samfund, har nogle fælles indflydelser på et socialt og musikalt plan.
Det er en meget subjektiv vurdering – hvad der er unikt. Det kommer an på hvad man har set før, dernæst hvad der i denne persons øjne defineres som unikt.
Unikt ift. andre danske bands, generelt, genremæssigt, udtryksmæssigt.
Dette kunne blive en meget, meget lang diskussion.
Når det nævnes at der ikke sås ‘de store personligheder skinne igennem eller den unikke lyd eller det sjældent sete sceneshow’, synes jeg det er delvist forkert.
Der er forskellige bands, forskellige genrer den aften.
Hvad er det sjældent sete sceneshow?
Jeg mener ikke der var nogen, der havde det sjældent sete sceneshow, men nogle der var markant mere rutinerede og mere udtryksfulde.
Den unikke lyd, er som nævnt, en meget udefinerbar betegnelse, der nok skal ses i lyset af subjektive forudsætninger, frem for objektive mål, da alle bands den aften spillede metal eller hardcore inspirerede genrer.
Der er dog gode vilkår i Danmark for at komme frem – spørgsmålet er også herfra om danske bands har det for godt?
Er der noget at kæmpe for? Vi har jo gratis uddannelse og et velfærdssystem, der griber os.
Arbejder de danske bands hårdt nok?
Kommer de nok ud i udlandet?
Tan says:
Feb 6, 2013
Så skal det forresten siges at The Psyke Project’s nye sange lyder sindssygt lovende. Jeg glæder mig som et lille barn til at høre det album og jeg har faktisk ikke lyttet så meget til deres musik, udover EBOLA og The Dead Storm.
Det nye er vildt dystert og det elsker jeg.
Men tilbage til arrangementet – det var super godt, synes jeg.
Virkelig godt og folk hyggede sig også for de sølle 100 kr. Det var en fest.
Når man så brokker sig over at koncerter koster mange penge – så tænk over det her:
Bands har transportudgifter. Hvis de samtidig skal have en løn og mad – typisk fem personer og en lydmand – hvor mange penge tror du så det koster?
Folk vil gerne have ting gratis, men prøv lige at tænke over omkostninger forbundet med at tage ud og spille og leve; få noget at spise.
Der er omkostninger forbundet med det, så næste gang du går i biografen og ser en lortefilm der koster mange penge og du så går hjem og downloader et album gratis og ikke kommer til koncerten, fordi ‘det koster mange penge’ så tænk lige lidt.
Ved at folk ikke gider at betale mange penge, men gerne vil tage deres kæreste med til en Lady Gaga koncert eller ud og spise og bruge mange penge der, så forstår sådan nogle brokkehoveder måske ikke helt sammenhængen.
Som sagt er der omkostninger – billeje, benzin, noget at spise, lydmand osv. Så ja, det koster penge og ikke en 50’er, men hvad får du tilgengæld?
Musikere, også i Danmark, tager det seriøst, de fleste af dem.
Jeg gider ikke at gå til alle koncerter heller, men ved at bruge penge på noget andet og have den indstilling at det bare skal være billigere at gå til koncert og så ikke dukke op – så kommer der bare ikke nødvendigvis koncerter.
Sikke et problem at der er mange koncerter? Det er da en super fordel at der er et så stort udbud i København, der trods alt er en lille by på globalt plan i et lille land.
Vi er heldige.