Dagen forinden havde Cannibal Corpse sørget for død og ødelæggelse selv samme sted som The Darkness skulle sørge for glitter og glæde. To kæmpe modsætninger. Men er der noget dét band kan så er det eddermandme at sørge for en højkaliber FEST inden du kan nå at sige ryst din røv.
Aftenens supportnavn engelske Ultrasound var så gennemsyret elendigt at jeg faktisk ikke gider bruge tid på at anmelde dem. Det var så falsk, på grænsen til det amatør-agtige (forsangeren havde sine tekster skrevet ned på papir og stående på et FUCKING nodestativ?!) og fuldstændig fejlplaceret tude-indierock af værste skuffe. Hvorfor The Darkness har valgt at bringe dette (ja undskyld mit franske) lorteband med tour, må stå i det uvisse. Puha for en dårlig start.
Men, men, men….
Det stod klart allerede fra første akkord der blev sat i “Every Inch Of You” fra The Darkness nye “Hot Cakes”, at dette skulle blive en fest 
ud over det sædvanlige. Bandet havde tour-præmiere denne aften i Amager, og salen var tætpakket da Hawkins og co. leverede det ene AC/DC-møder-Thin Lizzy-møder-Queen pletskud efter det andet.
Sanger Justin Hawkins er og bliver en ener! Manden ligner en komisk mikstur mellem en eneboer på en øde ø og en glamourøs rockstjerne. Og med sin tighte sølv/glitter buks, sin feminine approach og bare overkrop, springer manden rund på scenen med et energiniveau så højt at det til tider tangerer det umuliges kunst. Der bliver stået på hænder på trommepodiet, lavet split-jumps og svunget godt og grundigt med røven til den helt store guldmedalje, og publikum elsker det.
Undertegnedes eget musikalske højdepunkt blev nået allerede i andet nummer, da den herligt hårdt rockende “Black Shuck” fra bandets debut Permission To Land blev skudt afsted, og netop Permission To Land var i centrum denne aften, da næsten hele skiven blev leveret. Et ganske klogt (men måske også et sikkert) træk af bandet, da den plade uden tvivl er bandets bedste.
The Darkness er et band der ofte, af mavesure anmeldere, er blevet skudt i sænk pga. deres mangel på originalitet. Til det har jeg kun at sige, at denne aften blev alt negativt modbevist. Det her, kære venner, var en lektion i hvordan hard rock i sit bedste øjeblik, kan gøre det som ingen anden musikalsk udtryksform kan – nemlig at samle folket til det det hele handler om: en kæmpe fest og en frigørelse!
Klimakset på koncerten blev selvfølgelig nået da “I Believe In A Thing Called Love” sendte publikum i ekstase – forventet, og lige som det skulle være. Hele salen dansede, moshede og crowdsurfede. Det var simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, og da bandet afslutningsvis smed “Love On The Rocks With No Ice” på bordet var aftenen fuldendt. Scenen viste sig at være alt for lille til Hawkins, der i nummeret måtte på skuldertur ud blandt publikum i en guitarsolo. Sådan kan man jo også “nå” sit publikum. En imponerende oplevelse, der kun var med til at gøre en allerede fantastisk koncert lige det stykke bedre!
Tak til The Darkness for at vise at rock n roll stadig kan være fandens sjovt, energisk og festligt. Ubetinget en af mine største hard rock-oplevelser længe!
De to øverste foto: Rasmus Ejlersen – www.rasmusejlersen.dk – https://www.facebook.com/rasmusejlersen.foto
Det nederste foto: Søren Weiss/ Blastbeast.dk
