Så var det endelig tid til at finlands symfoniske power metallere Sonata Arctica skulle gæste en dansk scene igen. Dette skete Lørdag-aften i Pumpehuset, hvor bandet kom på besøg med det nye album Stones Grow Her Name i ryggen.
Og netop dette album var da også hovedfokuset denne aften, hvor en ganske pænt fyldt store sal i Pumpehuset stod klar til at tage imod de finske melo-mestre.
Sonata Arctica starter koncerten ud med en af mine favoritter på det nye album “Only The Broken Hearts (Makes you Beautiful)”. Et nummer jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre blive fremført live. Men desværre skal det vise sig at blive en noget broget aften i selskab med finnerne. Og det skyldes flere afgørende faktorer, hvor lyden denne aften har den væsentligste. Alt for lav og en guitar der var nærmest ikke tilstede. Selvom det er symfonisk power metal må der sgu gerne være bare en lille smule kant af guitar. Så ærlig talt hvad fanden laver lydmanden? At kunne voldtage Pumpehusets ellers så fantastiske lydanlæg må siges at være en klokkeklar skandale!
Bandet vælger at spille 7 numre fra det nye album ud af en sætliste på 16 numre. Og selvom jeg egentlig i bund og grund synes rigtig godt om det nye album, så virker det som om publikum ikke rigtig at har taget denne til sig ordenligt endnu. De ellers så herlige numre som Loosing My Insanity og den fremragende banjo-basker Cinderblox synes at falde hult til jorden, mod et publikum der rent ud sagt ser ud til at kede sig og dét må bare ikke ske.
Gudskelov formår “The Gun”, “Fullmoon” og “Don’t Say A Word” at rette pænt op på den stilstand der forekommer i midten af koncerten. Med disse numre bliver det tydeliggjort hvad der er en af koncertens helt store mangler. Det bevidste fravalg af hurtige uptempo numre kommer helt tydeligt til at ødelægge koncertens dynamik.
MEN, når alt dette negative er sagt, så er det samtidig også en fornøjelse at opleve bandet live. For deres sammenspil fejler i midlertidig ikke noget. Særligt svinger “The Gun” helt fantastisk denne aften og med Tony Kakko på vokal har bandet en glimrende mand i front. Der er ingen tvivl om at denne mand løfter bandet frem, hvor de resterende medlemmer synes noget mere anonymt på scenen.
Bandet afslutter koncerten med “Don’t Say A Word” uden ekstranumre. Selvom publikum gør sit for at få bandet tilbage sker det ikke og man står med en lidt tom følelse i kroppen. For det virker som om, at bandet med deres glimrende sammenspil egentlig ville det bedste og gjorde sit for det. Desværre havde de bare lagt en forkert setliste, hvor vi helt klart manglede numre i stil med “The Cage”. Samtidig blev de et ærgerligt offer for en lydmand der har måtte være absolut døv.
