Holy Grail er på banen med Ride The Void. Dette resulterer i et møde med ny og gammel metal.
Holy Grail er et ganske interessant møde på den måde at man sgu’ ikke helt ved hvor man har dem. Det kan jo i sig selv være ganske godt. På Ride The Void bliver der trukket på et hav af forskellige elementer i deres sangskrivning og lyd. Det er på sin vis melodisk på den dér old school heavy metal-agtige måde, med stærke riffbærende momenter hist og her samt en gennemgående clean vokal.
Men samtidig fornemmes der også en vis portion af metalcore og moderne groove hvor breakdowns er det bærende og bands som DevilDriver sagtens kan nævnes på baggrund af særligt det lettere harmoniske guitarspil.
Lyden er moderne og produktionen er som sådan også ganske fin. Det er bare som om det virker for pænt på mig. Jeg savner lidt mere råhed og et langt mere upoleret udtryk end tilfælde er her.
Derudover halter det helt basale en smule for bandet: sangskrivningen. Der er simpelthen ikke nok numre der planter sig ordenligt og det virker en smule halvhjertet. Åbnings-nummeret “Bestial Triumphans” er som sådan en okay åbner, men også et godt eksempel på hvad der halter igennem hele albummet. Med et mainriff der fræser godt derud af inden omkvædet underligt nok synes at bremse den herligt opbyggede energi i verset.
Holy Grail med Ride The Void er en sjov størrelse. På én gang må man tage hatten af for at bandet ikke låser sig fast til noget bestemt, men gør hvad de nu har lyst til. Desværre sker det en smule på bekostning er de gode numre, som synes at mangle på denne udgivelse.
Holy Grail – Into The Void udgives via Nuclear Blast/Warner